Hvad med de der drenge?!

Da jeg for 6 år siden afsluttede min cand.mag.pæd. dykkede jeg med mit speciale ned i netop dette emne. Min interesse for det var blevet vakt med søsætningen af Løkkefondens Drengeakademi. Drengeakademi. Et beundringsværdigt tiltag, bevares, men i min optik også en blinkende advarselslampe. En stærk og stolt skoletradition som den danske burde ikke efterlade den slags behov. 

En køn debat!

Ret hurtigt i mit projekt stod det klart, at problemstillingen (naturligvis) er meget større og langt mere kompleks end overvægt af kvindelige lærere og nedprioritering af ‘traditionelle mandefag’ eller at problemet kunne imødegås ved en højere grad af kønssegregeret undervisning. I parentes bemærket, så er det i disse LGBTQ+ -tider måske ligefrem behæftet med en form for ufrivillig, kønsnormativ provokation at præsentere idéen om kønssegreregring i undervisningen, men spørgsmålet er, hvad der så virker?

Det korte svar er, at det ved jeg ikke! Det, jeg ved, er, at køns betydning for uddannelsesvalg og læringsudbytte har været i fokus helt tilbage fra 1950’erne, og at der har været forsket i emnet og gennemført forsøg med både kønsforskudt skolestart, kønssegregeret undervisning, komparative studier på skoler med hhv. ligevægt mellem mandlige og kvindelige lærere kontra skoler med en overvægt af kvinder, og intet af det har kunnet give et entydigt svar på, hvorfor vi ser det billede, vi gør. 

Typer frem for køn?

I 2004 begyndte Selma Therese Lyng at interessere sig for elevtyper snarere end køn, og det er min oplevelse, at man med den sondring nærmer sig noget, der i højere grad end et “ensidigt kønsperspektiv” kan bringe os tættere på at udligne kløften mellem drenges og pigers læring og trivsel. Faktisk er der flere undersøgelser der viser, at drenge ikke nødvendigvis klarer sig ringere end piger, men at den interne polarisering blandt drenge er så markant, at det statistisk set ser ud som om, at drenge klarer sig ringere end piger. Der er med andre ord en drengegruppe, der har så markant og tungt et fagligt efterslæb, at gennemsnittet trækkes gevaldigt ned i forhold til pigernes og det efterlader et billede af en ubalance, der primært relaterer sig til køn. 

“Er det så forkert observeret, at drengene keder sig i skolen?” 

kan man så med en vis ret spørge. Nej. Det tror jeg ikke det er, men jeg tror, man skal være varsom med at trække ‘drenge’ over én kam og knytte skoletræthed og faglige udfordringer til kønnet alene. Faktisk peger bl.a. Laura Gilliam på, at køn kun er én af flere performative faktorer. Også etnicitet, kultur og socioøkonomiske forhold har (naturligvis) indflydelse på læring og trivsel. Det giver i min optik derfor mening at nuancere perspektivet lidt og integrere eksempelvis Lyngs elevtyper i børnesynet snarere end ensidigt at orientere sig mod køn som noget iboende, biologisk betinget eller som en socialkonstruktivistisk størrelse. 

Hverken enten eller….

Forlader man sig alene på biologien eller socialkonstruktivismen som forklaringsramme risikerer man at ende i en blindgyde, hvor strukturelle og organisatoriske forudsætninger som fagprioritering, indskrivningsprocedurer og kønsfordelingen blandt lærerne bliver det afgørende for drenges - og pigers - trivsel og læringsudbytte. Begge forståelser indeholder absolut vigtige pointer, og bør medtænkes i mødet med eleverne. Men ved at bevæge sig mere i retning af typer frem for køn kan man via metodefriheden tilrettelægge sin undervisning på en sådan måde, at flest muligt børn profiterer af den, fagligt såvel som socialt.

Foto: Anders Sandberg