Kristina Malmer Rasmussen
Blog
Alle Drenge Har Det
“Drengebarn uden diagnose fundet!” lød den satiriske sensationsoverskrift i Rokokoposten i 2015. Lad det være sagt med det samme: mit ærinde med nærværende indlæg er ikke at advokere for, at diagnoser bør afskaffes. De kan absolut være et godt og nyttigt redskab. I øvrigt er det ikke min opfattelse, at diagnoser uddeles i samme omfang som i 2015, hvor man (lidt karikeret) i en periode kunne få den opfattelse, at et (drenge)barn uden diagnose blot var et barn, der ikke var undersøgt grundigt nok. Måske tager jeg fejl, men det er min oplevelse, at vi er knap så rundhåndede med diagnoserne her i 20’erne som tilfældet var i 10’erne. Og dog.
Det nyeste skud på diagnosestammen.
For ganske nylig hørte jeg således om en af de nyeste skud på diagnosestammen: VGA, eller ‘gaming disorder’. Ved nærmere undersøgelse dækker diagnosen over, at man (ikke overraskende) har et overforbrug af gaming og at dette influerer uhensigtsmæssigt på resten af tilværelsen, idet dette prioriteres over alt og alle og at den “syge” således ekskluderer sig fra sin omverden, isoleres og ikke formår at passe job, familie etc. Når jeg sætter “syge” i anførselstegn er det ikke med det forsæt at negligere personer med svære, psykiske lidelser, men eftersom begrebet diagnose er hentet fra den medicinske verden -og at de psykiatriske afdelinger, der tildeler diagnoser, fortrinsvis ledes af læger- så må diagnoser af enhver beskaffenhed i en vis udstrækning være et udtryk for en sygeliggørelse af den ramte.
Nuvel. Når mine alarmklokker atter begynder at bimle (for det gør de) med tilblivelsen af netop denne diagnose, så skyldes det, at diagnosen ‘gaming disorder’ i allerhøjeste grad må kalde på en massiv forebyggelse og en skærpet nysgerrighed på børnenes vaner allerede fra (før)skolealderen.
Hvad ved en boomer om kartoffelsalat -eller no'd.
Med fare for at lyde mere ‘boomer’ end jeg retfærdigvis mener at være, og jeg er helt med på, at diagnosen (i første omgang) er hæftet på voksne, men i mit lærerjob ser jeg ofte et sammenfald mellem de børn, der slår sig på skolens fællesskab (og jævnligt af forældre, pædagoger og lærere ønskes udredt for eksempelvis ADHD) og de børn, der har et massivt gamingforbrug i deres fritid. En dristig antagelse kunne være, at kimen til bemeldte diagnose (ikke overraskende) lægges gennem et overforbrug af gaming hos børn. Gaming er i min optik isoleret set ikke et problem. Heller ikke selvom der games adskillige timer om dagen. Men set i lyset af, hvordan jeg gennem mit lærerliv ofte har mødt børn, der allerede i mødet med mig eller andre fremhæver deres diagnose som en del af præsentationen, så synes jeg vi bør skærpe fokus i forhold til de børn, der udviser uvilje mod og slår sig på fællesskabet. Måske kan forklaringen i en vis grad findes i slette, sociale kompetencer som følge af overgaming i fritiden.
Et socialt kodeknækkeri?
Skolens fællesskab med skiftende støjniveau, konflikter, samarbejde, skiftende lærere, lokaler og tilstedeværelse i en klasse med 25-27 børn kræver enormt meget af både børn og voksne. Det kræver ikke mindst, at de sociale kompetencer vi i skolens dannelsesopgave blandt andet arbejder med at udvikle og forfine er grundlagt et andet sted, nemlig derhjemme. Det er ganske enkelt for svært at tage del i klassefællesskabet, hvis de sociale kompetencer man har med ikke rækker til at aflæse den nonverbale kommunikation, der udgør en betragtelig procentdel af vores interaktion, og dernæst reagere hensigtsmæssigt på den.
"Hej. Jeg hedder August, og jeg er syg i hovedet"
Vi taler i denne tid meget om senfølger, og mange er bekymrede for, hvad vi ikke ved om corona. Bliver jeg ved med at være svimmel? Er mit manglende overblik kommet for at blive? Hvornår holder jeg op med at være så træt hele tiden? Og støder der følger til om et år eller 10 som ingen har kunnet forudsige? Det er alt sammen helt rimelige overvejelser at gøre sig. Overfører man disse overvejelser til diagnoser kunne man måske med en vis ret spørge, hvilke senfølger det skaber hos børn, at diagnosen ikke alene risikerer at blive et stigmatiserende mærkat i skoletiden (foruden et redskab i det pædagogiske arbejde, bevares), men faktisk for en del børns vedkommende endvidere bliver en del af deres fortælling. De børn, der, som en af mine tidligere elever, allerede i 2. klasse præsenterede sig med: “Jeg hedder August, og jeg er syg i hovedet!” Narrativer som disse kan i sagens natur ikke undgå at kaste lange skygger ind over dels et børneliv, men ligeledes over det voksenliv, der udfolder sig efter folkeskolen.
Denne risiko alene bør, i min optik, være grund nok til at skrue ned for diagnoserne og i stedet blive endnu bedre til det vi i forvejen er rigtig gode til i vores pædagogiske arbejde: nemlig at være nysgerrige på, hvorfor vores børn slår sig på rammerne? Og insistere på denne undren, også når der fra andre sider rasles med diagnosesablerne. Måske er der for en stor dels vedkommende tale om en naturlig reaktion på uhensigtsmæssigheder i omgivelserne.
Foto/illustration: Debbie Roberts/flickr.com
