I anerkendelsens hellige navn

Med fare for at anbringe mig selv på visse øretævers holdeplads, så tillad mig at spørge, hvornår tiden mon for alvor bliver moden til at have en reel, pædagogisk drøftelse om, hvordan vi skærper og målretter folkeskolens demokratiske dannelsesideal til et stadigt mere heterogent elevgrundlag?

En debat, hvor vi for en stund tilsidesætter vores berøringsangst. Tilpasser vi ikke den demokratiske dannelse elevernes udgangspunkter, risikerer vi at mislykkes med vores opgave. At appellere til en norm, en pågældende elevgruppe kun sporadisk (eller for nogens vedkommende måske slet ikke) besidder, er i min optik ikke demokratisk dannelse.

Det er en misforstået anerkendelse og på sigt et potentielt svigt af en elevgruppe, der i første omgang har vanskeligt ved at afkode og senere hen internalisere og udøve skolens normer og værdier.

I pædagogiske (og økonomiske, bevares) debatter er omdrejningspunktet ofte inklusion, anerkendende pædagogik og (som det seneste skud på stammen i Odense Kommune) 'mangfoldige læringsmiljøer og deltagelsesmuligheder for alle'. (Altså inklusion?) Udfordringen er imidlertid, at mens elevgrundlaget er under stadig forandring, så følger en differentieret udmøntning af den demokratiske dannelse ikke med. Der ligger fortsat en implicit antagelse om, at skolens bygger videre på normer og demokratiske værdier som børnene til en vis grad har grundlagt hjemmefra.

Men hvad med den -efterhånden betragtelige- mængde elever, for hvem de demokratiske idealer ikke er en del af familielivet, men som i stedet opdrages autoritært til at adlyde de anvisninger, de modtager? Her taler jeg ikke nødvendigvis udelukkende om tosprogede familier, men som Integrationsinfos stifter, Henrik Kokborg, for nylig pointerede, så er der overordnet set en ikke uvæsentlig divergens mellem opdragelsesmønstre i etnisk danske familier og familier med anden etnicitet og kultur.

Det er i sig selv ikke et problem. Faktisk har det en iboende kvalitet, da mødet mellem forskellige idealer og kulturer er en katalysator i vores samfundsudvikling. Problemet opstår, når skolen møder autoritært opdragede børn med samme forventninger og krav til eksempelvis samarbejde og demokratisk deltagelse, som børn fra familier, hvor et demokratisk ideal i højere grad udgør fundamentet.

Fænomenet er ikke nyt. Undersøgelser fra bl.a. England viser, at allerede i 1970'erne var skolen arena for et sociokulturelt sammenstød, hvor magtdiskursen i skolen udfordredes af en gruppe drenge, der med deres arbejderbaggrund repræsenterede et anderledes normsæt. Resultatet var selvmarginalisering og etablering af en subkultur i skolen.

Jeg mener ikke, det er at skyde helt forbi pladen at trække paralleller til de udfordringer, vi som folkeskole står med i dag. Gennem samtale med kolleger på egen og andre skoler ved jeg, at flere skoler oplever bemeldte selvmarginalisering, og at det ofte er blandt drengene, at man dels oplever den mest udtalte selvmarginalisering og dermed også de største udfordringer, når disse på demokratisk vis skal rummes i fællesskabet -uden at hverken fællesskabet eller individet krænkes.

For nogle år siden skrev jeg speciale om et af tidens (dengang som nu) helt store udfordringer: drenge klarer sig ringere end piger i uddannelsessystemet. Det er der en række forskellige årsager til: Biologi, udviklingstempi, kvindelig overrepræsentation blandt lærere, metodevalg, nedprioritering af de praktiske fag, divergens i forventningen til drenge henholdsvis piger og -ikke mindst- en tese om såkaldt 'pigevenlig pædagogik' har været anvendt som forklaringsramme.

Der er så afgjort en sandhed i alle disse årsagssammenhænge, men i forbindelse med mit speciale opdagede jeg en ikke uvæsentlig, intern polarisering i drengenes gennemsnitlige karakterer: en stor gruppe minoritetsdrenge har det så svært i folkeskolen, at drenges samlede gennemsnit bliver markant lavere end pigernes.

Der er med andre ord grund til at revurdere ikke kun måden, hvorpå vi møder og underviser drenge i folkeskolen, men i lige så høj grad reflektere over, hvorvidt vore metodevalg og demokratiske dannelsesidealer vækker genklang og skaber tryghed for alle elever. Uanset om de kommer fra demokratiske eller mere autoritære hjem. Målet er det samme: at (ud)danne dem til et samfund med frihed og folkestyre. Der er imidlertid stor forskel på, hvorhenne på det demokratiske barometer de enkelte børns nærmeste udviklingszone ligger.