Rend mig i restriktionerne...eller hvad?

Så fandt den min familie og mig. Flagermusefeberen. Eller 'Voldemort', som Hella Joof betegner den. Udelukkende fordi vi snart ikke orker at høre om 'corona' eller 'covid-19' længere. I morgen går vi ind i 2. isolationsuge, og ikke mindst min datter i 9. klasse (der i bedste teenageeksil-stil har formået at gå fri af smitte, 4 positive familiemedlemmer til trods) er ved at gå op i limningen. 

"Børn smitter ikke!"

Det er vist hævet over enhver tænkelig tvivl, at alle er totalt møre af coronarestriktioner; ikke mindst, hvis man kategorisk har prøvet at udlede logik, mening og sammenhæng i de retningslinjer og restriktioner, der de seneste år har flydt i en lind strøm fra blandt andet Børne- og Undervisningsministeriet. Fra dengang 2 meters afstand var gældende, over forældrebegræsning på skolerne, visir/ikke visir, Teamsmøder, onlineundervisning, nødundervisning, stamklasseopdeling, afstandsreducering, forskudte mødetider til zoneopdelte frikvarterer. Personligt har jeg - ikke mindst med det sigte at kunne give såvel mine børn som mine elever et nogenlunde fyldestgørende svar på deres helt rimelige spørgsmål - forsøgt at hænge på mens jeg i mit stille sind undrede mig over forsamlingslofter, der tilskrev maksimalt ti forsamlede, al den stund mine kolleger og jeg i løbet af en konventionel arbejdsdag nemt kom i kontakt med 70-100 mennesker. Jeg har krummet tæer over det sejlivede mantra om, at 'børn ikke smitter' og jeg har ærget mig over, at vores fagforenings lokale kredse ikke har formået at få trumfet igennem, at de skoler, der i efteråret blev ramt af coronaudbrud naturligvis skulle have forøget testkapaciteten. 

Selektiv smitte-roulette

I skrivende stund sidder jeg (sandt at sige temmelig coronavingeskudt) og prøver at begribe meningen med, at lærere og pædagoger - det dagligt rekordsættende smittetal til trods - fortsat må gå på tværs af klasser, samt at smitten åbenbart formår at selektere mellem obligatoriske fag og valgfag?! Det lader sig ikke umiddelbart gøre, ligesom det heller ikke tidligere er lykkedes mig at gennemskue den fulde logik i diverse restriktioner og retningslinjer.

Skærp cirkulæret for sund fornuft, tak

Isoleret set kan jeg som sådan godt forstå de frustrerede røster, der efterspørger betragtelig lempelse af de mange restriktioner. I min optik er udfordringen dog ikke vundet med en lodret arkivering af restriktionerne, medmindre denne følges op af en markant skærpelse af cirkulæret for sund fornuft: bliv hjemme, hvis du er syg! Er dit barn sløjt, så skal det blive i sin seng! Så er det for så vidt underordnet, om det er corona, influenza, omgangssyge, forkølelse eller skoldkopper. Vi bokser lige nu med corona, ja, men i min optik i lige så høj grad med et strukturelt problem, der vanskeliggør forældres hjemmeomsorg for deres syge børn. Selvom pandemien ganske vist har givet os et skub i den rigtige retning, så er det selv gennem de seneste par år sket alt for mange gange, at børn, der fra morgenstunden burde være holdt hjemme er sendt i skole. Eller i daginstitution, for den sags skyld. Inden vi samstemmende buher restriktioner og retningslinjer hen hvor peberet gror, så ville det være formålstjenstligt, at vi også i fremtiden praktiserer det, pandemien har lært os: bliv hjemme, hvis du eller dit barn er syg! 

Foto: Daniel Lobo