Martin Spang Olsen
Blog
Shamanisme i Skolen
Efter ca. 10.000 års slummer er shamanismen på vej tilbage. Det har været en glidende proces gennem det 20. årh., hvor et kollektivt opgør med de store religioner og den traditionelle kunst skubbede folk i retning af en mere individuel søgen. Modernismens interesse for oprindelige folk, for alternativ spiritualitet og for underbevidstheden banede efterhånden vejen til den shamanistiske renæssance, vi ser i dag. Og nu er turen så kommet til børnene.
Det magiske univers
Den fantasy-bølge, der i mindst 25 år har præget kulturtilbuddene til børn, har mange shamanistiske træk – troldmænd slås mod dæmoner, den udvalgte bevæger sig ind i sig selv, svarene findes i sansningen, opmærksomheden og fællesskabet. Det shamanistiske univers er fyldt med børneunderholdning, og i dag, hvor det ikke længere handler om jagtbyttes vandringer eller vejrudsigten, kan man gå direkte til naturen, magien og eventyret.
Børn ser ud til at stortrives i disse rejser i fantasi og drømmelag, som kristendommen så ihærdigt har advaret os imod gennem årene. Men kan der være en risiko? Bestemt. Al arbejde med underbevidstheden kan være skræmmende, især hvis formålet er chok (som i gyserfilm). Men med den rette pædagogiske formidling, kan man holde sig i den inspirerende og underholdende del af shamanismen - helt på linje med rollespil, World of Warcraft og Tarotkort.
Gå foran selv
Men for at noget kan kaldes shamanistisk, må man ud på gulvet. Man er nødt til selv at danse, synge, meditere, tromme, laver ritualer sammen med børnene. Man må give slip og lader sig bære af kreative indskydelser, lyde og bevægelser, der opstår i nuet. Det gode vanvid, kaldte man det i antikken - kilden til livsglæde og skaberkraft, der holder det dårlige vanvid væk.
I skolesammenhæng kunne det være fag som musik, drama, billedkunst, idræt, historie og religion, der lagde gulv til processen. Det kræver, at man som lærer smider genertheden i skraldespanden og giver efter for trancen og historiens vingesus. Og det er måske også på tide…
At tage ansvar for rejsen
Ordet shaman betyder ’en, der ved’. Shamanen kan tage dig med på rejsen, fordi han selv kender den. Ikke fordi han tror på den, men fordi han kender den som et faktum. Faktisk er dette ikke så forskelligt fra enhver anden forældre- eller læreropgave; vi tager ansvar for dannelsen, fordi vi kender rejsen derhen, og dens fordele og faldgruber, som et faktum.
Berøringsangst, dovenskab, uvidenhed, generthed, m.m. har alt for længe afholdt os fra at lære børnene om deres indre kraft. Men det er pinedød den, der skal i spil, hvis de skal have en chance for at håndtere den vingeskudte verden, vi efterlader dem. Det kræver både indre og ydre færdigheder. Og her kan shamanismens drømmeunivers være en uudtømmelig og inspirerende kilde.
