Læs mere fra bloggen: Kreativitet, sjov og blodig alvor
Blog
“Thorvald Stauning ... det er min oldefar!”
Sagt af elev i 6. klasse. Undervisningsforløb om bladtegninger.
Her vil jeg slå et slag for et emne, der ikke fylder meget i folkeskolesammenhænge - bladtegninger
Hvorfor?
Efter en oplevelse for år tilbage, hvor særlig en elev var temmelig afvisende overfor alt, der var relateret til skolen, viste det sig, at netop et emne om bladtegninger kom til at virke motiverende.
Eleverne skulle lave et udkast til en kommenterende tegning over et aktuelt emne. En større gruppe drenge havde overgivet sig, da de blev klar over, at sport også var nyheder.
Den modvillige elev interesserede sig dog ikke for sport, men da eleven så et foto i nyhedsopslaget af pirater ved Afrikas Horn, var der pludselig forbindelse.
Faglige pejlemærker i udskolingen
En del lærere og elever har oplevet, at der er meget at læse op på, når afgangsprøverne nærmer sig. Som supplement til tekster, film og foto kan en kvalificeret samling af relevante bladtegninger være brugbar som en del af en visuel guideline, når eleverne mangler overblik. De drillende og humoristiske tegninger kan virke overkommelige og motiverende som hjælp til at forstå og huske historiske begivenheder og politiske intriger.
Noget på spil
Midt i afviklingen af et undervisningsforløb om bladtegninger for nylig, hvor 6. klasse blev præsenteret for satiretegningen om Kanslergadeforliget fra 1933 af Herluf Jensenius, Svikmøllen, opstod der spontant flere perspektiveringspor.
På tegningen ser man partiledere fra forskellige partier hen over midten, der banker på hos Stauning, hvor de indgik Kanslergadeforliget.
At eleverne netop nu oplever, at vi har fået en regering hen over midten, gav undervisningen en ekstra stemning af aktualitet og nærvær.
Alle kan være med
Traditionen med at bruge et genkendeligt børneunivers med drama, leg og sjov til at skildre faktuelle voksenbegivenheder er skægge at arbejde med. Både når eleverne selv skal tegne et udkast til en bladtegning med følelser og alvor i hurtige skitser, men også når det gælder om at hjælpe eleverne med ikke at gå i baglås over det boglige pres. Bladtegninger kan give indblik og udsyn i relation til tekster, når man arbejder bevidst med dem.
Humor, respekt og samfundskritik
Brug tid på at tale med eleverne om forskellen på kærligt drilleri med et glimt i øjet og ondskabsfuldhed.
Humor kan forklares med placering af to elementer, der normalt ikke forbindes, og den overraskelse, der opstår, som kan få folk til at trække på smilebåndet.
En anden traditionel definition på humor er overlegenhedsteorien, hvor man griner ad andres ulykke.
Respekter forskellige traditioner og etiske grænser.