“Jeg er spilafhængig!”

Aggression, eksplosioner, våben, død og ødelæggelse. Vi er midt i en ellers fredelig time, hvor en gruppe drenge skal skrive en kortere tekst. I første omgang tænker jeg, at de bare skal krudte lidt af, men det fortsætter de følgende gange. De løser opgaverne, men i en særdeles blodig version i forhold til deres milde ydre.

Muligvis har jeg misforstået noget, for jeg bliver bekymret.

Mønstret gentager sig i billedkunsttimerne blandt en del af drengene på forskellige klassetrin. 

Når vi taler om, hvad der interesserer dem, er næsten alle enige, computerspil og Netflix er nummer et. 

Flere vil gerne være professionelle gamere. De fortæller, at forældrene synes, at det er i orden, at de spiller i mange timer hver dag.

Enkelte kommer med lettere hånende kommentarer om andre elever, der er underlagt skærmtid hjemme, og de vil høre, om jeg også er ‘sådan’ en?

Det er altid nemt at være klog på andres vegne, det ved alle.

Når man i private sammenhænge taler med forældre, siger de, at deres børn kommer uden for fællesskaberne, hvis de ikke deltager i computerspillene. Desuden giver det lidt fred i familien, når ‘ulvetimen’ står på, og de ærlige siger, at de ikke altid orker konflikten med at stoppe et spil.

“Det værste er, at eleverne virker så stressede!”, sagde en lærer for nylig, da vi talte om vores arbejde. Alle nikkede genkendende, og der blev stille et øjeblik, mens hver og en reflekterede over årsagen.

“Mange børn samlet på for lidt plads, for få voksne, for travle forældre, internettet, sociale medier, krav om succes, skilsmisser osv”. Vi var selvfølgelig enige om det meste.

Nogle kunne jo starte med anbefalinger for spilletid blandt børn, eller ..?