Blog
Kære kommende undervisningsminister: Dette ønsker eleverne sig for folkeskolen
Jeg har spurgt mine elever, hvad de godt kunne tænke sig var anderledes i folkeskolen. Jeg fortalte dem samtidig, at jeg ville skrive deres ønsker i et brev til den kommende undervisningsminister. Stafetten er nu givet videre til dig. Jeg håber, du vil lytte. Det er trods alt dem, det hele handler om.
Foto (J Hakala/flickr.com): Man siger, at der er guld for enden af regnbuen. Jeg håber, at der er guld for enden af det kommende folketingsvalg. For det kan kun betyde en ny start for folkeskolen.
Først og fremmest tillykke med dit nye job. Du har en stor og uhyre vigtig opgave foran dig, og jeg håber, at du har mod på at smøge ærmerne op, for der er nok at tage fat på.
Jeg er lærer i den danske folkeskole på 11. år, og jeg har med egne øjne set, hvordan vores skole siden reformens indtrædelse i 2014 er krakeleret stykke for stykke. Fagligheden falder. Flere og flere børn og unge trives ikke. Lærere og pædagoger føler sig presset og magtesløse. Børn og voksne flygter uden at vende sig om. Tilbage står resterne af en folkeskole, som ingen snart kan kende. Kære undervisningsminister. Der er nok at tage fat på – men hvor skal du overhovedet starte?
Jeg satte mig for at spørge mine elever i 8. og 9. klasse. Det er trods alt dem, det hele handler om. Jeg spurgte dem, hvad de godt kunne tænke sig var anderledes i folkeskolen. Samtidig fortalte jeg dem, at jeg ville skrive deres ønsker i et brev til dig, den kommende undervisningsminister.
Elever: Vores ønsker for folkeskolen
- Kortere skoledage med mindre spildtid
- Ingen lektioner uden lærer eller med ukvalificerede vikarer
- God idé med ny karakterskala, dog ikke den nye topkarakter
- Historie og samfundsfag bør slås sammen
- Bevægelse skal placeres midt på skoledagen, hvor vi har brug for det
- Niveauopdeling bør indføres – alternativt to-lærer timer
- Flere penge til inklusion (de brugte nogle andre ord her, men meningen var ikke til at tage fejl af)
- Mere fokus på mundtlighed i sprogfagene
- Ingen meningsløse opgaver i fagene
- Mere lektietid
- Færre test, mere træning
Som du kan se, går de faktisk ret meget op i at lære noget, når de er i skole. Ineffektive, lange skoledage med for mange test, meningsløse opgaver og ukvalificerede vikarer er noget af det, der demotiverer dem. Samtidig er de bevidste om, at mere fokus på den enkeltes behov vil øge deres generelle trivsel både fagligt og socialt.
Kære kommende undervisningsminister. Jeg ved godt, at det ikke er nogen nem opgave, du står overfor. Til gengæld lover jeg dig, at du ikke står alene om den. Du har en hær af engagerede lærere i folkeskolen til at hjælpe dig. Lyt til os, tag os med på råd og hav tillid til, at vi ved en del om både børn, unge og undervisning. Så skal det nok lykkes. Vi er nemlig mange, der stadig tror på folkeskolen.
Mange håbefulde hilsner
Maria Roneklindt