”At lære i barndommen er som at indgravere på en sten”

I den moderne pædagogik (1700-) stiller ”det pædagogiske paradoks” et essentielt spørgsmål, der beskriver et paradoks, som enhver opdrager bør være opmærksom på:

”Hvordan kan man gennem ydre indvirkninger bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkninger?”

Den implicitte påstand, som ovenstående spørgsmål indeholder, er erkendelsen af pædagogikkens realitet, nemlig at pædagogik er manipulation. Det er en uomgængelig sandhed, som definerer realiteten bag enhver handling, der indebærer en stimulering af barnets sanser, som en forælder/lærer/pædagog foretager sig.

Den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau sagde:

”Før man drister sig til at opdrage et menneske, må man have opdraget sig selv til menneske”

Erkendelsen af pædagogikkens realitet, jf. ”det pædagogiske paradoks”, er en dyrebar mursten i udviklingen af opdragerens tilgang til opdragelsen. Dette skyldes, at en underkendelse af denne realitet, kan resultere i en opfattelse af opdragelsen, der bygger på, at børn så vidt muligt selv bør tilvælge den viden de vil tilegne sig og tilrettelægge den som de vil. Dette er et katastrofalt udgangspunkt, da børn ikke selv er i besiddelse af kompetencerne til at udføre konsekvensberegninger. Det er nemlig først ved 18-20-års alderen, at frontallapperne - hvis funktion blandt andet er at konsekvensberegne handlinger - bliver modne og færdigudviklet. Af den grund er det usædvanlig vigtigt, at vi er opmærksomme på alt hvad vi udstiller børn for, da de ikke selv er i stand til at til- og fravælge de positive samt negative elementer i deres liv.

Børns oplevelser og erfaringer er grundlæggende anderledes end voksnes, fordi de altså – i modsætning til voksne – bygger på en lille fond af tidligere erfaringer. Dermed kan det unægteligt konkluderes at børn er skrøbelige individer. Børns skrøbelighed er årsagen til, at de er en domineret gruppe, som skal beskyttes samt begrænses på grund af deres umodenhed, skrøbelighed og uciviliserede adfærd. For at beskytte børnene og begrænse dem placeres de i særlige steder: i hjemmet, institutioner, legepladser og forskellige strukturerede læringsrum, som justeres efter deres behov og kompetencer og som på hver sin måde manipulerer børn igennem pædagogikken. Den franske filosof Michel Foucault har beskæftiget sig med manipulation og magtforhold. I hans drøftelse af dette benævner Foucault blandt andet børns afmagt i forbindelse med deres manglende styrke til at tage vare på sig selv og kritiserer derigennem magthaverne for at udnytte denne naturlige svaghed hos børn, til udleve deres egne (statslige) interesser. I nutidens institutionaliserede samfund, er det vigtigt at huske på, at det er med opfattelsen af, at børn er umodne og ufærdige, svage og skrøbelige, at man har indrettet et sådan samfund, hvor deres erfaringer er begrænsede, og de er helt afhængige af de voksne som omsorgspersoner, for at lære og for at overleve. Derfor er det enormt vigtigt, at man som forældre til barnet, er opmærksomme omkring barnets skrøbelighed og de interesser, som barnets afmagt er omringet af. Forældre må siges at have den naturlige og direkte relation samt intention, som skal anvendes til gavn for barnets udvikling. Børn er nemlig i høj grad tingsliggjort i de respektive institutioner, da de - groft sagt - på nogle punkter bliver tilgået, som en form for objekt/patient, der skal modtage bestemte verdensopfattelser, bestemt viden osv.

Forældrenes rolle er derfor at være opmærksomme på hvilke "manipulationer" barnet bliver udsat for, hvad end det er gennem normer og værdier, som kommer fra institutionerne, digitale medier eller andet. For er det ikke forældrene, der agerer som de primære opdragere, så er det nødvendig- og naturligvis andre der gør det, hvilket kan være fint, hvis man har tillid til, at barnet kun bliver udsat for værdier og normer, som stemmer overens med egne værdier og normer. Er dette ikke tilfældet bør man være opmærksom på dette aspekt.

Det skal dog siges, at de respektive institutioner i høj grad bidrager til en positiv udvikling af børn og unge. Dog er opmærksomheden stadig nødvendig.

”At lære i barndommen er som at indgravere på en sten”