Sprog skaber virkelighed

”Indvandrerdrenge skaber utryghed i S-tog”. Et meget uheldigt sprogbrug fra ”børnenes Statsminister”.

Den kulturelle mangfoldighed har desværre til en vis grad slået fejl. Det skyldes, at vejen til kulturel mangfoldighed blandt andet består af inkluderende sprogbrug, som har til hensigt, at indikere generel accept og inklusion af minoritetsborgere.

I stedet har den kulturelle intolerance fået medvind, og det krystalklare eksempel på dette, er Statsminister Mette Frederiksens udtalelse om ”indvandrerdrenge” som skaber utryghed i S-tog.

Denne stigmatisering af minoritetsbørn/minioritetsunge, påvirker uden tvivl børn og unge i den forkerte retning, især når det kommer fra deres landsleder, som forventes at bidrage til en øget sammenhængskraft iblandt nuværende såvel som fremtidige generationer.

Når de unges adfærd implicit årsagsforklares igennem deres etnicitet - og dermed kultur - , skabes der en usynlig barriere, der agerer som en stopklods for de handlemuligheder, som man ellers havde haft til rådighed, hvis man havde undladt at forklare de unges adfærd igennem deres etnicitet. Etnicitet er nemlig en betydelig social faktor for en del børn og unge. Når denne sociale faktor stigmatiseres, efterlades unge i et ubehageligt krydspres mellem hjemmet og samfundet, set i forhold til sociale standarder. Man kan argumentere for, at minoritetsbørn opfatter eksplicitte (f.eks. statsministerens benænvte udtalelse) samt implicitte stigmatiseringer af deres etnicitet/kultur, som et opgør mellem hjemmet og samfundet.

I problematiseringen af de unges etnicitet (i stedet for deres adfærd), medfølger endnu en problematik, nemlig minoritetsbørns tendens til at ty til modkulturer, når de oplever gentagende modstand mod deres kulturelle ophav.

Den sociale marginalisering, som minoritetsbørn indirekte udsættes for, resulterer i, at de unge forsøger at kompensere for deres mangler, ved at øge deres tilknytning til deres etnicitet, religion og kultur.

Ph.d. Laura Gilliam udtaler følgende:

”Børnene siger undertiden til mig: ’Danskere kan være søde og rare, men de kan ikke li’ os indvandrere, og vi kan ikke blive danskere’. …”

Minoritetsbørnene opfanger dermed negativiteten i de voksnes anvisninger der vedrører deres adfærd, hvilket resulterer i en øget polarisering mellem minoritetskulturen og majoritetskulturen.

Barnet er aldrig problemet, det er problemet der er problemet. Altid.