Læs mere fra bloggen: Carlo Grevy
Blog
Den dystopiske skole: Læreruddannelsen modarbejder skolen til livet
Meningen med skolen er, at børn og unge lærer noget, de kan bruge i livet. Læreruddannelsen slår ikke til, og nyuddannede lærere giver udtryk for, at de ikke kan bruge det, de har lært. Værre er det, at den logik og den skolekultur, der er udviklet, direkte modarbejder skolens og lærernes projekt. Derfor mistrives børn i skolen. Der er dog håb, for læreren kan leve op til sit etiske og moralske ansvar.
Offentliggjort
Sidst opdateret
Dette indlæg er også svar til og refleksioner til Jens Hougaard Nielsen, der kommenterede mit tidligere indlæg ”Drop læreruddannelsen”. Indlægget kan dog læses uden kendskab til det.
Hvad er læreren egentlig i færd med? Spørgsmål til refleksion
Spørgsmålet er, om der er løsninger på børns mistrivsel. Min pointe er, at de problemer, vi ser, er et udtryk for en særlig skolekultur, der ikke kun kan aflæses i undervisningen på læreruddannelserne, men også i de forestillinger, der eksisterer på skolerne og i læreres hverdag. Fx får jeg tit de svar på mine indlæg, at problemet er manglende ressourcer eller penge, men min pointe er, at selvom der skulle overføres flere penge til skolerne, så hjælper det ikke på krisen, for så ville de blot bruges til at effektivisere en dysfunktionel kultur. Læreren tænker ofte på sin hverdag, jf. Jens Hougaard Nielsen sådan:
Skolen består reelt set ”… af en hel masse individuelle børn, der til dagligt skal få hverdagen til at fungere sammen med en hel masse individuelle voksne, og som alle sammen ikke er helt idioter og har en ganske god fornemmelse af, hvad de er i færd med.”
Her vil jeg gerne anfægte, at skolen som sådan, læreren helt nede på gulvet har større udfordringer end som så. Enhver lærer må her spørge sig selv: Hvad er jeg i færd med? Er svaret, at man er i gang med at lære børn at læse og skrive, at lære dem historie, så er den gal. Er svaret her, at man er i gang med at lære børn noget fagligt, så er den gal. Projektet er ikke, at børn og unge bliver fagligt dygtige, men derimod at de lærer noget, de kan bruge. Alt det står i selve formålene for fagene og for skolen. I faget matematik skal det lærte føre med sig, at børnene bliver kreative. De bliver i andre fag aktivt skabende, de oplever glæde, de får lyst til at bruge sprog. Kort sagt, det skal føre frem mod trivsel.
Er det, hvad man som lærer oplever, at man er i færd med i al sin laden og gøren? Er det, hvad enhver læringsaktivitet fører hen mod? Hvis ja, så gør man, som man er forpligtet på, ellers ikke.
Teknokratiske reformer som undskyldning for stedfortræderundervisning
Med de forskellige reformer oplever man som lærer, at man bliver mere og mere styret og mindre selvstændig. Der bliver ikke plads til den personlige udvikling. Den læringsmålsstyrede undervisning får her ofte skylden og lærere opfatter sig jf. Jens Hougaard Nielsen ”som om de blot var brikker i det store fjernstyrede dukkeshow”. Jeg kan kun tilslutte mig, at skolen er dystopisk. Jeg vil gerne tilføje, at der i skolekulturen og især på læreruddannelsen mangler visioner, hvorfor ingen aner, hvad de skal med skolen andet end at få hverdagen til at fungere og undervise i færdigheder og kompetencer.
Som lærer oplever man, at man er fanget i instrumentaliserede reformkrav. Man kan opleve sig selv som statens forlængede arm. Man optræder – selv om man ikke rigtigt bryder sig om det – som statens stedfortræder, som stråmand for et projekt om produktion og læring og videreformidling af viden.
Professoren med tilsnigelse til undervisningsteknokrati
Det er ikke underligt, at man kan komme til at opfatte sin arbejdsrolle som sådan. Fx skriver professor Jens Rasmussen og ”ekspert” i læringsmålsstyret undervisning og læring, hvori undervisningen skal bestå: ”Målene beskriver ikke, hvad der skal gennemgås, men hvad eleverne til slut skal kunne”. Her skal undervisningen starte med det, som traditionel undervisning slutter med, nemlig en opstilling af elevernes læringsresultater.
Her knækker tråden dog for professoren, for det er ikke sådan Fælles Mål er skruet sammen. Den læringsmålsstyrede undervisning, som lovformeligt findes i bekendtgørelsen, er ganske anderledes! Læreren skal ikke (1) ”diagnosticere elevers læringsudbytte – hvad kan eleven?”, (2) ”opstille tegn på målopfyldelse…”, ”evaluere om mål nås”.
Det er en misforståelse, at læreren skal opleve sig selv som agent for en sådan forståelse af undervisning. Læreren er ikke forpligtet på misopfattelser og fejlfortolkninger af, hvad meningen med bekendtgørelsen er. Læreren er heller ikke forpligtet på forskellige pædagogiske retninger. Det er muligt, at der i skolekulturen er krav om, at børnene skal tilegne sig særlige kompetencer, men det må aldrig ske på måder, der modarbejder skolens og fagenes formål. Læreren er her forpligtet på at leve op til undervisning i kompetencerne, men kun på måder, der lever op til formålene. Der er ikke en quickfix til det, og det læres ikke på læreruddannelsen.
Læreren som ansvarlig og børn og unges værn mod teknokrati
Læreren er i sidste instans forpligtet på bekendtgørelsen om undervisning i folkeskolen. Her står formålene øverst. Fagene er alene midler. Lovgivningsmæssigt er det skruet sådan sammen – og i et demokratisk samfund må alle involverede forvente, at det er det, der stræbes efter. I skolekulturen sker der noget helt andet, og der er evidens for, at der ikke leves op til formålene. Selvom forskellige frontpersoner i skoledebatten udlægger formålsstyring rent teknokratisk, så er det lærerens rolle at være et værn for børn og unge, og det betyder undervisning med sigte på formålene, hvor der ikke undervises i fag, men hvor det faglige bruges som middel til formålene.
Helt konkret, uden at sige at det skulle være enkelt, så skal der undervises sådan:
(1) ”Læreren skal diagnosticere elevers læringsudbytte – hvad kan eleven?” alene på en måde, der lever op til fagenes og skolens formål.
(2) ”Læreren skal opstille tegn på målopfyldelse og evaluere om mål nås”, men kun på en måde, der lever op til fagene og skolens formål.
Jeg kan tilslutte mig Thomas Aastrup Rømers afsluttende konklusion i sin afhandling: ”Professionshøjskolerne er en strategisk udvidelse af 00’ernes styringspolitik. Det betyder, at vi får antidannelse, læringsstyring og centralisme over hele linjer, nu med lidt pynteord fra dannelse, som endda knyttes til globaliseringens læringsforståelse og transhumanisme”.
Jeg kunne have et fromt ønske om, at forskerne, herunder professorer, og underviserne på læreruddannelserne var bedre til at læse bekendtgørelsen for folkeskolen, Fælles Mål. Jeg kan være i tvivl om, hvad den enkelte lærer er ”i færd med”. Det er svært at se ud over den kultur, man selv er i. Heri er udfordringen og løsningen. Det er ikke meningen, at børn og unge skal lære bestemte færdigheder og have en bestemt viden. De skal derimod lære noget på en særlig måde. De skal ikke lære det på en måde, så de mistrives.
Der kan sagtens undervises på måder, hvor børnene opnår kompetencer og færdigheder, men som ikke opfylder fagenes og skolens formål, og der kan endda ske det, at kompetence- og færdighedsmål opfyldes, og at fagenes og skolens mål direkte modarbejdes. Det ser vi netop effekten af nu i skolens krise. Ingen har hidtil stillet skolen eller læreruddannelsen og dens eksperter til ansvar. Så det vil jeg hermed gøre. Ingen skal dog nogensinde være stedfortræder for en sådan udvikling. Her må den enkelte involverede på læreruddannelsen, herunder specielt dens ledelse, i skolen, i skolebestyrelsen mv. og især i klasselokalet tage ansvar.
Links og henvisninger
Jens Hougaard Nielsen: https://www.folkeskolen.dk/malstyring/debat-den-store-stramandsapokalypse/4686532
Jens Rasmussen. Eksperten om læringsmålstyret undervisning: https://web.archive.org/web/20140908193420/http:/www.uvm.dk/Den-nye-folkeskole/Udvikling-af-undervisning-og-laering/Maalstyret-undervisning-og-laering/Faelles-Maal/Eksperten-om-maalstyret-undervisning-og-laering
Thomas Aastrup Rømer: Skolens Formål – dannelse, splittelse og uniformativering, Klim 2022. Side 530.
