Respekten for skolen

Resumé: Dette indlæg udforsker en debat blandt folkeskolelærere udløst af et indlæg om respekt i undervisningen. I indlægget kritiseres lærer Stefan M. Tamstrups holdning, og det påpeges, at mange lærere støtter denne opfattelse, hvilket afspejles i antallet af 'likes' på hans kommentar. Kritikken rettes mod manglende forståelse for skolens formål og idealer, hvilket ses som en væsentlig årsag til skolens krise med mistrivsel og lærerafgang. Der opfordres til handling fra skolebestyrelser, forældre, lærere og læreruddannelserne for at genoprette respekten for skolens formål.

"Det er ikke lysten, der driver værket"

Indledningsvis vil jeg gerne henvise til et debatindlæg på folkeskolen.dk's Facebook-side. Formanden for danske skoleelever, Laura Drachmann Poulsen, skrev her om respekt (se link 1). Debatindlægget har affødt en betydelig mængde diskussion og kommentarer, da det er lykkedes Drachmann Poulsen at ramme hovedet på sømmet og få mange folkeskolelærere til at deltage i debatten.

Det interessante ved denne diskussion er naturligvis selve indlægget, men særligt de kommentarer, det har genereret, er af afgørende betydning. Disse kommentarer giver anledning til at reflektere over skolekulturen og lærernes selvforståelse. Som jeg vil påvise her, åbner det at undersøge denne selvforståelse op for forklaringer på skolens nuværende krise og børns mistrivsel i et større perspektiv.

I kommentarsporet støder vi på indlæg fra Stefan Meng Tamstrup, der er uddannet lærer og ansat på Rybners Erhvervsuddannelser. Han kommenterer på elevformandens debatindlæg:

”Jeg har det svært med, at hun taler om, at lærerne skal give eleverne 'lyst til læring'. Det er for mig at se en misforståelse af lærerens (og elevens) rolle. Læreren kan og skal tilbyde eleverne god dannelse og læring, men lysten til at tage imod kan kun komme fra eleven - og lysten må eleven også, med opbakning fra hjemmet, lære at tænde for, selvom en opgave om at læse om Kanslergadeforliget eller brøkregning måske ikke lige "tænder strømmen" af sig selv.”

I dette citat udtrykker forfatteren en fuldstændig mangel på forståelse for, hvad der er meningen med skolen og idealerne for skolen. Som privatperson har han naturligvis ret til at have sine egne meninger, men det undrer mig alligevel, at en uddannet lærer mener, at lærere ikke skal give børn og unge i skolen "lyst til læring." Her kunne man spørge: "Hvordan har han fået sin læreruddannelse, og har han lært noget om, hvad meningen med skolen er?"

Om formål og mål i undervisningen: skolens idealer

At undervise på måder, der giver børn og unge lyst til at lære mere, er et af skolens formål. Derfor skal læreren hver dag planlægge og gennemføre sin undervisning på måder, der opfylder dette formål, hvilket er en central del af skolens mission. Børn skal også lære andre færdigheder, såsom at skrive og regne, og alle disse læreprocesser skal altid foregå på måder, der fører til opfyldelse af skolens formålsparagraf. En lærer kan f.eks. ikke sige: "I dag vil jeg undervise på en måde, der mindsker børnenes lyst til at lære," eller: "I dag vil jeg undervise på en måde, der reducerer børnenes demokratiske engagement." Læreren har forpligtelser over for skolebestyrelsen, sin leder, samfundet og den relevante lovgivning, og ikke mindst over for børnene og sig selv. Efter undervisningen kan læreren lave observationer for at vurdere, om formålet er opfyldt, hvilket kan gøres gennem spørgeskemaundersøgelser eller ved at lytte til stemningen i klassen og høre, hvordan børnene og de unge har oplevet undervisningen i forhold til forskellige formål, der altid skal være styrende for undervisningen.

Når man som lærer arbejder med "mål," kan det være inden for et særligt fagligt område, der initierer viden fra f.eks. historie. Historiefaget har sine egne fagformål, så børn og unge opnår historiebevidsthed og identitet. Derfor skal børn og unge ikke kun lære om Kanslergadeforliget som en begivenhed i sig selv, som de kan gengive og drøfte til eksamen. De kan derimod bruge noget om dette forlig til at initiere historiebevidsthed og identitet.

Når læreren skal arbejde med "formål," betyder det, at det er noget, der skal ske hele tiden. Formålet skal altid være styrende for, hvad der sker i timerne. Det er præcis, hvad "formål" indebærer! Det betyder, at lærere ikke kan vælge at sige, at de ikke synes, at det, der står i skolens formålsparagraf, er irrelevant. Det betyder, at det ikke er noget, man kan sige: "Det er bare nogle gode hensigter, og i min praksis tilsidesætter jeg det." Hvis man forholder sig sådan til det, modarbejder man hele meningen med skolen og dens ideal. Der kan være praktiske udfordringer i at operationalisere undervisning, der lever op til skolens ideal, men så længe man er opmærksom på det, kan man arbejde på at løse sådanne udfordringer. Men at sige: "Jeg har det svært med..., at lærere skal give eleverne 'lyst til læring'," er at modarbejde hele meningen med skolen.

De mange likes og misopfattelser af meningen med skolen

Jeg forstår det sådan, at Stefan Meng Tamstrup ikke arbejder direkte med undervisning, men har andre opgaver på sin skole. Derfor kan han mene, at det er ligegyldigt med det, der står i formålsparagraffen for folkeskolen. Noget andet, der undrer mig mere, og som er centralt for at forstå skolekulturen, er følgende: Hans indlæg har fået overvældende mange likes. Det kan tolkes sådan, at dem, der har givet disse likes, sympatiserer med hans synspunkter (se note 1). Der er også en enkelt tilkendegivelse med "ked af det," og den er fra mig.

Ser vi nærmere på disse likes, så falder følgende i øjnene: De fleste likes kommer fra uddannede lærere og lærere ansat på folkeskoler rundt om i Danmark. Der er stor geografisk spredning, så det drejer sig ikke om et lokalt fænomen, at mange lærere sympatiserer med udtalelsen om at have det svært med at give lyst til læring.

Med den viden, jeg har fra mit arbejde som læreruddanner, undrer det mig ikke så meget. Men hvad der alligevel kan undre, er, at lærere så tydeligt giver det til kende. Det er, som om alle synes, at det er helt legitimt og helt i orden at give sådanne meninger til kende.

Der er samlet 110 likes og en "ked af det." De ca. 30 kommer fra personer, der ikke har så meget med skolen at gøre, fx en kaptajn, et medlem af Danmarksdemokraternes Ungdom, studerende på KU og Aarhus Universitet, studerende på pædagoguddannelsen mv.

Hovedparten kommer fra uddannede lærere og enkelte lærerstuderende. Det er fx likes fra ansatte lærere på Ikast Nordre Skole, Hørup Centralskole, Johannesskolen, Sankt Annæ Skole, Gibstrup Skole, Hærvejsskolen, Ørestad Friskole, Gammelgaardsskolen Åbyhøj, Kastrupgårdsskolen, Skibet Skole, Hedensted Skole, Vibeholmskolen, Hornbæk Skole, Overlade Friskole og børnehus, Tovhøjskolen og Ellehøjskolen, Nørre-Snede Skole, Storebæltsskolen, Lyngby Private Skole, Glamsbjergskolen, Tornhøjskolen, Greve Privatskole, Pilehaveskolen, Jels Skole, Langhøjskolen, Firkløverskolen, Kokkerholm Skole, Langsø Friskole og børnehus, Sophieskolen, UAX 10. klasse, Rude Skov Skole, Hindholm Privatskole mv. Der er lærerstuderende fra VIA UC og fra UCN. Og der er en ansat ved Børne- og Ungdomsministeriet.

Når man giver sin mening til kende ved likes på Facebook, er man meget bevidst om, at man gør det i et offentligt rum. Det betyder, at de personer, der har givet de forskellige likes, på ingen måde er kede af at give deres mening til kende eller har nogen bekymringer i forhold til det. Det forekommer dem omkostningsfrit, selv om jeg insisterer på, at det netop har store omkostninger. Det betyder også, at de i deres selvforståelse på ingen måde oplever, at der er noget forkert ved det. Det er noget, alle kan gøre. Når det er så vidt, så er der opstået en selvforståelse, der direkte modarbejder skolens idealer. Dette er på mange måder et stort samfundsproblem.

Jeg tænker, at forældre til børn og unge, der går på Ikast Nordre Skole, Ørestad Friskole eller fx Jels skole, kunne være bekymrede for, at der var ansatte på skolen, der giver udtryk for meninger og holdninger, der står i kontrast til skolens overordnede formål.

Jeg tænker, at der må være medlemmer af skolebestyrelser i Pilehaveskolen, Langhøjskolen, Firkløverskolen, der må være bekymrede over, at der er ansatte lærere, der giver udtryk for meninger og holdninger, der står i kontrast til skolens overordnede formål.

Jeg tænker, at der må være skoleelever og også medlemmer af elevråd ved fx Nørre-Snede Skole, Storebæltsskolen, Lyngby Private Skole, Glamsbjergskolen, der må være bekymrede for den undervisning, de modtager, i det omfang der er lærere fra deres skole, der giver udtryk for meninger og holdninger, der står i kontrast til skolens overordnede formål. 

At være bekendt med, hvad der er meningen med skolen, hænger sammen med også at have respekt for skolen. Kun ved at efterleve skolens idealer og det, der samfundsmæssigt er udstukket klare rammer for, kan det siges, at man som lærer respekterer skolen, herunder skolens elever. Men de enkelte lærere, fx lærere på Rude Skov Skole, Hindholm Privatskole og de kommende lærere, der studerer på VIA UC og UCN, der giver udtryk for meninger og holdninger, der står i kontrast til skolens overordnede formål, kan vel næppe respektere skolen. Ved at indikere en åbenlys ligegyldighed i forhold til meningen med skolens formål og ideal, er det svært at forestille sig, at de samme personer i deres daglige praksis i skolen og med børn og unge lever op til den respekt, der tilkommer dem.

En utilgivelig bekymringsløshed, der er blevet en vane

Der forekommer mig en utilgivelig og naiv bekymringsløshed i den måde, som ansatte og uddannede lærere giver deres mening til kende på måder, der ignorerer skolens formål.

Der burde komme et ramaskrig fra andre lærere, fra forældre, fra skolebestyrelsesmedlemmer, fra skoleledere, fra lektorer og doktorer på læreruddannelser i forhold til de meninger og holdninger, som ikke kun kommer til udtryk her i ovennævnte kommentar, men generelt i medierne. Sagen er dog givetvis, at alle fagpersoner i alle skolens forskellige instanser har vænnet sig så meget til tingenes mistilstand, at ingen længere reagerer. Det, der er nok skolekrisens største problem: Det er blevet mainstream ikke at leve op til skolens formål og mening, og det er blevet mainstream at opfatte skolens formål og mening som noget, der blot er til pynt og ikke omsætteligt i praksis (se dog note 2). Ved netop ikke at leve op til skolens mening – men sågar åbenlyst modarbejde den – har vi skolens krise. Hverken lærere eller børn og unge har det godt i skolen. Ikke mange har lyst til at blive lærere – og mange lærere forlader skolen. I skolens selvforståelse er der mange partielle årsager, men intet koncept i forhold til at løse dens problemer ved at starte med at tage skolens ideal alvorligt.

Elevformanden har derfor i sit indlæg på en måde ramt plet med sin insisteren på respekt i klasselokalet. Det er godt set. At hun bringer det videre, har min respekt. Jeg har mere tiltro til fremtiden ud fra sådanne krav fra unge mennesker end til fagpersoner i skolesystemet. Fra første parket i skolen har hun sammen med andre elever fingeren på pulsen, for der er noget galt, og hun har fat i et symptom. Dybden og omfanget af krisen er dog langt større, end hun som ungt menneske fanget i skolediskursen kan ane noget om, for den udgår fra den ligegyldighed, som lærere fra den lange række af skoler med deres meningsytringer giver udtryk for i forhold til skolens formål. Ingen forståelse for og uden evne til at omsætte skolens ideal i praksis er ikke kun et udtryk for manglende respekt for børn og unge, hvis tid og liv i skolen misbruges med meningsløse skoleopgaver. Det er også manglende respekt for skolen som sådan, for forældre, for alle borgere og for demokratiet og samfundet som sådan.

Skolekulturen i dag er præget af en selvforståelse, der på mange punkter direkte modarbejder skolens ideal. Det er der masser af evidens for. Børn mistrives. Skal dette løses, skal det ikke ske partielt. Mistrivsel afhjælpes ikke ved, at skolens lærere kommer på kurser. Undersøgelser viser, at børn har ikke fornøjelse og glæde ved sprog og matematik, og undersøgelser viser, at de ikke får så meget ud af det. Men løsningen er ikke partiel, og mere faglighed hjælper ikke. De ting, der oftest slås ned på, er kun symptomer (se mit andet blogindlæg om skolen som en bus uden for rute: (link 3)). Skolens problemer skal løses ved at starte med at spørge: ”Hvad er meningen?” Meningen står i skolens formål, og det er her, alt begynder. Som lærer og PD Erik Rene Nielsen skrev til mig efter at have læst i min nye bog (se reference): ”Det er sgu spændende at tage udgangspunkt i formål. Det åbner jo hele det pædagogiske rum op.”

Skolesituationen udgør en en unik og markant krise

Situationen er dog værre end som så. Mange andre steder i samfundet har vi også problemer. Borgere får ikke altid den rigtige behandling på sygehusene. Politiet har ikke altid tilstrækkelige ressourcer til at løse deres opgaver. Retssystemet har ikke altid de ressourcer, der skal til for at få sagerne afviklet. Der er altid udfordringer i vores samfund. Skolens krise er dog af en hel anden karakter end de nævnte.

Sagen er, at ingen ansat som politibetjent ville sige: ”Jeg er lidt ligeglad med kriminalitet. Hvis jeg ser en tyv, så ser jeg den anden vej og lader ham løbe af sted.” Ingen læge ville sige: ”Jamen, det med at redde menneskers liv, det er jeg helt ligeglad med. Jeg er glad for at møde op i min praksis hver dag og gå lidt rundt på må og få.” Og juristen og sagsbehandleren i retssystemet vil nok ikke kunne finde på at sige: "Det med lovgivning og det med, at folk får deres sag for retten, det er lidt ligegyldigt for mig. Jeg vil hellere sidde og drøfte gamle sager med mine kolleger."

Ser vi på andre områder i samfundet, forekommer det grotesk, måske hypotetisk og tragikomisk, at de ansatte ville have denne tilgang til deres arbejdsopgaver. Politibetjenten ved godt, at der er et formål i hendes arbejde: Hun bekæmper kriminalitet og stopper den travle bilist for i et større perspektiv at redde liv. Hendes virke har et formål, der gælder hele tiden. Lægen har et overordnet formål, der vedrører bekæmpelse af borgeres sygdomme mv. Ansatte sagsbehandlere ved godt, at de skal arbejde for at fremme retfærdighed og omsætte love i praksis.

Sådan en logik eksisterer ikke i skolen. Skolens formål og mening er sat helt ud af kraft. Derfor er der i denne del af samfundsmaskineriet en helt anden logik end i samfundet som helhed. Andre steder i samfundet fungerer formål. I skolen er der en omsiggribende mangel på retning og mål, på mening og ideal. Netop derfor fungerer skolen ikke, for den arbejder ikke hen mod sit ideal. Skolens krise er dybere end som så, og konsekvenserne er større end som så. Krisen skyldes ikke kun manglende praktisk viden og overordnet viden om meningen med skolen, men også en omsiggribende ligegyldighed i forhold til at få problemerne løst. På de mange nævnte skoler er der medarbejdere, der ubekymret giver deres uvidenhed tilkende. Hvis der er lige så mange skolebestyrelser, skoleledere og forældre, der lader stå til, så er det mangel på respekt. Børn og unge oplever i hverdagen konsekvenserne af ligegyldigheden, og det er i sidste instans ikke kun mangel på respekt for børn og unge og for samfundet, men også for alles fremtid.

Noter

Note 1: Jeg har i tilknytning til alle disse likes spurgt til dem, for at finde ud af, om de mon kunne være ment ironisk: ” Er det måske fordi, nogen kender skribenten personligt og ønsker at støtte ham, eller mener de faktisk, at han har ret? Deler man samme holdning med sit like? Jeg vil gerne forstå baggrunden for lærernes støtte til denne udtalelse om ikke at give eleverne 'lyst til læring.” Dette har jeg desværre ikke fået nogle svar på, og min vurdering er, at disse likes derfor kan siges at falde ind under kategorien: ”Jeg sympatiserer med forfatterens tekst og udsagn”.

Note 2: Der er selvfølgelig enkelte indvendinger i forhold til den nævnte kommentar på folkeskolen.dk’s facebookside, men de præger på ingen måde det store billede. Fx udtaler Karina Elsig Thøgersen fra UC Syd: ” Stefan Meng Tamstrup er du uddannet indenfor læring, pædagogik og undervisning? Eller hvor er dit faglige stå sted? Det ville være godt at vide. Det er en noget sort skole du udtaler dig ud fra [sic!]. ”

Links og referencer

Reference: Carlo Grevy: Skolen – et manifest. Forlaget Pendulum 2023.

Link 1: Laura Drachmann Poulsen: ”Danske skoleelever: Kære lærer, udvis respekt – så gør vi det samme over for dig”, d. 25. november 2023 på folkeskolen.dk’s facebookside:: https://www.facebook.com/Folkeskolen.dk/posts/pfbid02Xo5YnZUr3Foi2rKV2eSF38FZr5yU35Gvc17EZMjoLUXer7NPr7kQ3SMgaJ4XBZXvl?__cft__[0]=AZV34c6yN_AuPMJl2e6A2dUuT_I7wHdCy8Gq9b-ac6-RdcEHhRx-gGFshmW-3JiN_cJCSp7afJZ0mXqBru1NptwA0gekXOJCqCLKEIgMtF8qUFyC3IQlPjMwijLV8rwfIE8Nfoziq3LrSbDncGoH_VRCxXxvTO3pY1MUe32dcraYfg2yMbCxKzPpIxpxdkwg9kA&__tn__=%2CO%2CP-R

Link 2: kommentar af Stefan Meng Tamstrup til Laura Drachmann Poulsens indlæg (jf. link 1): https://www.facebook.com/Folkeskolen.dk/posts/pfbid02Xo5YnZUr3Foi2rKV2eSF38FZr5yU35Gvc17EZMjoLUXer7NPr7kQ3SMgaJ4XBZXvl?comment_id=1793923371077887&__cft__[0]=AZV34c6yN_AuPMJl2e6A2dUuT_I7wHdCy8Gq9b-ac6-RdcEHhRx-gGFshmW-3JiN_cJCSp7afJZ0mXqBru1NptwA0gekXOJCqCLKEIgMtF8qUFyC3IQlPjMwijLV8rwfIE8Nfoziq3LrSbDncGoH_VRCxXxvTO3pY1MUe32dcraYfg2yMbCxKzPpIxpxdkwg9kA&__tn__=R]-R

Link 3: ”Skolen: en bus uden for rute”, folkeskolen.dk d. 14. december 2023: https://blog.folkeskolen.dk/blog-carlo-grevy/skolen-en-bus-uden-for-rute/4747234