Skolen: En bus uden for rute

Krisen i skolen stikker meget dybt og har et omfang, som det er svært at beskrive. Skolen kommer længere og længere væk fra, hvad der er meningen med den, og hvad dens ideal er, og værre er, at modstanden mod at forandre skolen hen mod det bedre er ophørt. Skolen kan ses som en bus, der er uden for rute og dermed uden retning og mål. Skolens evne til at imødegå kritik er blevet bedre og bedre. Til trods for, at de problemer, som børn og unge oplever i skolen, burde være noget alle ville samarbejde om, er der ingen, der magter det. Her taler jeg om alle skolens fagfolk: politikere, ministre, administratorer, skolebestyrelser, skoleledere og også lærere, der ikke har fået viden om eller redskaber til at håndtere dette enorme samfundsproblem.

I krisesituationer er der selvfølgelig altid situationer, hvor tingene i fx en undervisningssituation lykkes. Sådanne aspekter skal ikke fejes bort. Sagen er, at de i højere grad sker på trods af skolen og ikke på grund af den. Når jeg her taler skole, taler jeg om et sammenhængende system af forskellige interagerende institutioner, der påvirker og understøtter hinanden. Vores nuværende skolekultur har ikke kun historiske aner til en national dannelsesbevægelse, der i slutningen af 1800-tallet skulle bidrage til vores lands selvforståelse som nation, den bærer også alle disse aspekter endnu.

Det billede, jeg her vil tegne af skolen, står derfor i skarp kontrast til det selvbillede, folk i skolen har. Det er fx lærere, skoleledere, læreruddannere, rektorer og docenter, der har med forskning i skolen at gøre. Vi ser ofte kritik af skolen. Denne kritik er dog partiel, hvilket vil sige, at den forholder sig kritisk til få aspekter af skolen, fx manglende respekt lærere og elever imellem, manglende trivsel i skolen, læreres ulidelighed i deres arbejdssituation osv. Denne kritik ser ikke det store billede af skolens krise, men kun på symptomerne. Indsatser sker kun med henblik på af fjerne symptomer, ikke at drive skole, som det er meningen. Alle idealer er glemt eller udraderet. Men som sagt bliver man ikke rask ved blot at fjerne sygdomstegnene, men får man en pille, så gør det jo ikke ondt i et stykke tid.

Skolen har udviklet en masse regler og rutiner. Det er vaner, og de er svære at ændre på. Mange af de ting, man plejer at gøre i skolen, er fx at bruge bestemte undervisningsmaterialer, at fundere meget undervisning på skriftlighed, at undervise indendørs i et aflukket rum osv. Men man har jo aldrig prøvet andet, så hvordan skulle man kunne se, at det kan ændres? Undervisningen skal i skolekulturen foregå på en særlig stillesiddende måde. Alt dette er der ikke nogen krav om fra lovgivningens side, og der er mange grunde til ikke at gøre tingene på denne ensidige måde. Ligeledes er der uheldige kotumer for at undervise i kundskaber, for ifølge bekendtgørelsen skal børn og unge opnå kompetencer og færdigheder inden for nogle bestemte faglige områder. Bekendtgørelsen har dog ikke udstukket regler for, hvordan sådanne kundskaber udvikles. Og sikkert er det, at det ikke er meningen, som praksis er nu, at der undervises på måder, der ikke lever op til formålene. I dag gøres det på måder, så børn og unge mistrives. Hvis de lærer nogle kompetencer eller færdigheder, glemmer de det hurtigt igen, men de lærer på den lange bane, at de kan gå til eksamen i det, og at det ellers ikke giver mening.

Niels Chr. Sauer, der gennem et langt liv er dybt forankret i folkeskolekulturen, og derfor udtrykker holdninger i skolekulturen og dens selvforståelse, tegner på den ene side et billede af skolen som vores samfunds fundament, idet han skriver, at … ”Folkeskolen… anslår grundtonen for hele vores samfund, som den henover 200 år har båret frem til et af verdens mest velfungerende”. På den anden side gør han status og fortæller om, hvordan skolen ikke slår til, for den lever ikke op til folkeskolens formål, hvor han fremhæver begreber som oplevelse, fordybelse, virkelyst og tillid. Her kunne man fra formålsparagraffen også tilføje: lysten til at lære mere. Derfor maner han til oprør mod en sådan kultur, for meningen er: ”Skolen må og skal derfor være et sted for fornøjelse, glæde og sjov.”

Jeg deler ikke det skønmaleri, som Sauer maler af skolen som samfundets fundament. Vi har et godt samfund på trods af skolen. Skolen og dens måde at fungere på er grundlaget for mistrivsel blandt børn, men den ekskluderer også uden grund mennesker fra at udvikle sig og komme videre i samfundet. Skolen – og ikke indre momenter i børn og unge – er årsagen til alskens diagnoser, der følger børn og unge resten af livet, og den bidrager til mistrivsel og dysfunktionel karakterdannelse, der rækker ind i voksenlivet og begrænser deres mulighed for deltagelse i et ”samfund med frihed… og præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati” jf. formålsparagraffen for folkeskolen. Det er ikke svært at finde voksne mennesker, der undrer sig over, at de skulle behandles så dårlig dengang i skolen.

At han skriver, at skolen skal karakteriseres ved begreber som fornøjelse, glæde og sjov, er jeg helt enig i. Enighed er dog her ikke vigtig. Det er vigtigt at se på, hvad meningen med folkeskolen er, og læser man formålsparagrafferne – og også formålene for fagene – er der ikke tvivl: Sådanne udtryk er meningen med skolen. Det er ikke noget, man kan være enige i eller ej.

Desværre undervises der ikke sådan, at skolens formål tilgodeses i folkeskolen. Mange undersøgelser bekræfter dette, fx undersøgelse foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut og undersøgelser, jeg selv har være med til at gennemføre (se reference).

Der er mange årsager til dette. Mange tror fejlagtigt, at netop den måde, der nu undervises i færdigheder og kompetencer på, er et krav, at det er noget, man som lærer skal gøre for staten. Det er det ikke, tværtimod, for undervisningen lever slet ikke op til intentionerne i folkeskoleloven, som jo kan siges at være udtryk for statens hensigt med skolen. I denne hensigt ligger begreberne om lyst til at lære mere osv.

I selve skolekulturen er der mange årsager til, at der ikke gøres op med de forkvaklede rutiner i faglige emner. Inden for skolen argumenterer man med mange ting, fx den meningsløse skolereform fra 2013-14. Jeg stod selv i første række, straks reformen blev formuleret, for, som jeg sagde: Det hjælper ikke en dyt, at børnene og de unge skal være længere tid i skole, for hvis man før gjorde noget forkert i undervisningen, så hjælper det jo ikke at gøre det i længere tid. Reformen medførte mange absurditeter, og nok skulle børnene være mere i bevægelse, men det blev lagt som ”bånd”, og skolereformen blev ikke brugt til nytænkning og omtækning af fagene, så de i sig selv initierede bevægelse. Så jeg er helt med på kritikken. Sagen er dog, at den bliver brugt som undskyldning for ikke selv at gøre noget, der bryder med den dysfunktionelle skolekultur. Fra lærernes side skal man jo følge lovgivningen, og jo på måder, der lever op til intentionen med skolen. Det nytter jo ikke noget at man som lærer bliver ved med at undervise på måder, der ikke lever op til meningen med folkeskolen eller endda modarbejder den. Der er måder at undervise på, hvor man godt kan gøre, hvad man skal som lærer, uden at tilsidesætte børn og unges krav og også samfundets krav som helhed.

Skolekulturen – de ansvarlige og udfordringerne

Læreren har selvsagt et ansvar. Jeg ser skolen som en kulturel helhed af bl.a. personer, institutioner og politiske magtfaktorer, der slår ned i den enkelte lærers undervisningspraksis. Læreren gør, hvad han eller hun får at vide på skolen af kolleger og ledere. Læreren gør som det blev tilsagt i praktikken og på læreruddannelsen og på kurser i efter- og videreuddannelse.

Skal læreren så ikke undervise med henblik på at opfylde formål i fagene og formål for skolen? Jo. Men hvad hjælper det, når læreren ikke har lært det. Hvis læreren kun har fået undervisning i at opfylde kompetencemål på måder, der ikke lever op til sådanne formål, hvad skal man så gøre. Og har man travlt i hverdagen, så siger man fra.

I mit perspektiv er krisen i skolekulturen dybere og i større omfang end nogen forestiller sig. For mig at se, er der ingen, der aner, hvad de skal gøre i forhold til skolens formål. Alle taler om, at skolens formål er vigtige, men ingen har praktiske løsninger på, hvad der skal gøres. Derfor er ingen i stand til at gøre noget – og på læreruddannelserne fastholder man en praksis i at undervise fagfagligt, hvilket netop er blevet yderligere intensiveret med den nye læreruddannelse. Det gør kun ondt værre i forhold til at leve op til, hvad der er meningen med folkeskolen. Giv os flere penge, siger man ude på læreruddannelser, for ingen vil være lærere længere. Lad være med det, siger jeg, for pengene vil ikke blive brugt til at udvikle en læreruddannelse, hvor man lever op til skolens mening, men derimod til at effektivisere den måde, man gør det på i forvejen, og til at blive bedre til at legitimere den. Det kan godt være, at der kommer noget didaktik og pædagogik ind over – men ikke på måder, der får undervisningen til at leve op til skolens mening og idealer for skolen..

Den røde eller den blå pille

“Hvis du tager den blå pille, så slutter historien, du vågner op i din seng og tror, hvad end du har lyst til at tro. Hvis du tager den røde pille, så bliver du i eventyrland, og jeg viser dig, hvor dybt kaninhullet er”. Sådan siger en af hovedpersonerne, Morpheus, i filmen Matrix. Han henviser til eventyrfiguren Alice, der rejser ind i eventyrland. I årtier har mennesker valgt den blå pille og forblevet i en lukket skoleverden. Når man tager den røde pille, vågner man derimod op til de hårde realiteter og opdager, hvor dyb krisen er. Fordelen er dog, at man bliver nødt til at tage stilling og kan komme ud af de dårlige rutiner. Jeg håber, vi her kan skabe en situation, hvor alle vælger den røde pille!

I en kultur har man vaner, og man gør, hvad man plejer. Så vågner man op hver dag i sin seng og bliver ved med at tro, det man har lyst til. At fastholde en bestemt måde at undervise på går dog ud over børnene og deres kommende liv, og det er grundlæggende en hån mod demokratiet, for det modarbejder, hvad vi har besluttet om skolen.

Udfordres vanerne, forsvarer skolekulturen, hvad den gør. Mentalt har man også et perspektiv, så man ikke kan se alternative løsninger. Jeg vil prøve at illustrere det: Fx kan man blive præsenteret for et fikserbillede, og så skal man finde en gammel heks. Man siger måske: Jamen, jeg kan da kun se en ung dame! Men man udfordres igen og siger måske: Nej, det er umuligt. Og der peges og forklares, og lige pludselig kan man se, at der er to muligheder: Man kan se både en ung pige og en gammel heks. Ens perspektiv har ændret sig. Det er også øvelsen her. Skolekulturen har haft sin egen optik i over hundrede år: Man har selv gået i skole, og man er nok blevet lærer, fordi man var glad for at gå i skole, og så vil man som lærer gerne undervise, som man selv blev undervist. Men dette er ikke at forandre skolen. Man skal gøre noget andet, hvis man vil se muligheder og begynde at udfordre vanerne.

Den enkelte lærer har forestillinger om, at hun eller han skal formidle stof, at børn og unge skal lære at skrive og læse og regne osv. I historie skal børnene lære om vigtige begivenheder, og i dansk skal de læse noveller og fordybe sig og blive såkaldt dannede.

Men sådan er lovgivningen ikke skruet sammen, og en sådan praksis har ikke nogen sammenhæng med, hvad der er meningen, og hvad formålet med skolen er. Først og fremmest skal man i dag som lærer tilrettelægge og gennemføre undervisning med henblik på at opfylde skoles formål og fagenes formål. Alt det faglige, det lærer børn og unge også om, men det er ikke målet, det er midlet!

Man kan så måske sige: "Jamen, når jeg nu skal undervise i kanonpunkter, når børnene skal til eksamen i en bestemt type tekst, hvordan kan jeg så gøre det. Det er jo bare noget fagligt, som de skal kunne". Så er svaret: "Jamen så er den måde, som undervisningen er tilrettelagt på ikke legitim, for den lever ikke op til, fx at børnene skal få lyst til at lære mere". Undervisningen kan motiveres og tilrettelægges på spændende måder, men det er ikke sigtet: Selve stoffet og projektet med faget er i sig selv, at det bl.a. skal udvikle børns lyst til at lære mere. I kreative fag kan det ofte være mere åbenlyst, at det er lysten, der driver værket. Men denne tilgang er ikke reserveret de såkaldt kreative fag, for alle fag indebærer kreativitet og udfordrer børn og unges fantasi, men det er ikke sådan, skolen praktiserer det.

Det kan måske være svært at indse, hvordan noget fra fag i sig selv er spændende, men det skyldes ofte den måde man selv har lært fag på. Desværre er fagligheden i skolen ret snæver. Når noget fagligt udvælges, rodes der i de samme kasser, som man plejer. Fagene har dog, når man kender dem, en rig mængde af discipliner, hvorfra der kan inddrages fagligheder, som kan understøtte netop, at undervisningen kan tilrettelægges med henblik på formålene for skolen og fagene. Her skal udvikles og forskes, så der kommer kataloger af eksempler på, hvordan det skal gøres. I stedet for fx at tage udgangspunkt i systemiske begrundelser som ”det skal vi have, for det skal du til eksamen i”, kan man tage udgangspunkt i livsverden, som vil bidrage til mening, og at børnene kommer til at lære for livet og ikke skolen, som det er meningen. Så slipper man også for, at det lærte glemmes straks efter skolen, men i stedet nedfældes i børnene og de unges personlighedskarakter. Børn skal fx i 9. klasse ikke lære om adjektiver i engelsk, fordi de skal til eksamen i det; de skal lære om det, fordi adjektiver bidrager til børnenes sprog, så de i højere grad kan nuancere deres verden, og det kan bidrage til et liv i demokrati.

At undervise på måder, der giver børn og unge lyst til at lære mere, er skolens formål. Derfor skal læreren hver dag planlægge og gennemføre sin undervisning på måder, der opfylder dette formål. Det er en central del af skolens mission. Børn skal også lære andre færdigheder såsom at skrive og regne, og alle disse læreprocesser skal altid foregå på måder, der fører til opfyldelse af skolens formålsparagraf.

Lad mig give eksempler uden for skolen. Hvis man fx arbejder i en virksomhed, hvis formål er at implementere økologi i alle led, så kan en afdelingsleder fx ikke sige: ”I dag vil jeg forurene søen med noget spildevand. Jeg ved godt, at vi arbejder økologisk, men det er bare nogle ideer, de har i ledelsen. Jeg åbner for hanen. Jeg synes ikke rigtig, at det med økologi er noget for mig”.

Et andet eksempel kunne være en politibetjent, der kommer kørende i sin bil inden for bygrænsen. Han trykker lidt på speederen, så farten øges til 85 km/t. Han siger til sin passager: ”Lad os give den lidt gas i dag. Det med trafikloven, det er bare nogle gode intentioner, ja loven er bare til pynt. Det er ikke noget, der har nogen praktisk betydning, så lad os få lidt gang i den”.

Disse eksempler er måske banale, men ikke mere end, at vi kan drage en lære af dem: Det er absurd at agere imod de formål, man har for sit virke. En medarbejder i en virksomhed, hvis formål er økologi, vil med den indstilling blive fyret, og politibetjenten vil blive kaldt op til politichefen og få en reprimande.

Når der er formål, gælder de hele tiden. Det er ikke sådan, at formål kan sættes ud af kraft. Det kan godt være, at der er flere formål, og så må man i sit arbejde med det prioritere den daglige indsats, men læreren kan ikke sige: ”I dag vil jeg modarbejde formålene, sådan at vi får mere mistrivsel”. Den går ikke. Den går heller ikke, selvom der er kommet urimelige reformer, om at børnene skal måles og vejes på alle mulige måder. Det skal man som lærer finde en vej ud af, og selvom læreren ikke bærer ansvaret alene, så er hun eller han medansvarlig. Givetvis har man som lærer ikke de redskaber, der skal til, men man må så prøve sig frem, hvad der kan lade sig gøre. Og der er ingen tvivl om, at læreruddannelserne har svigtet totalt her.

En lærer kan f.eks. ikke sige: ”I dag vil jeg undervise på en måde, der mindsker børnenes lyst til at lære” eller: ”I dag vil jeg undervise på en måde, der reducerer børnenes demokratiske engagement”. Læreren har forpligtelser over for skolebestyrelsen, sin leder, samfundet og den relevante lovgivning, og ikke mindst over for børnene og sig selv. Efter undervisningen kan læreren lave observationer for at vurdere, om formålet er opfyldt. Dette kan gøres gennem spørgeskemaundersøgelser eller ved at lytte til stemningen i klassen og høre, hvordan børnene og de unge har oplevet undervisningen i forhold til forskellige formål, som altid skal være styrende for undervisningen.

Fem eksempler: Krisen i skolen er foruroligende dyb

Krisen i skolen er ikke ny, men der er flere symptomer end før: Mistrivsel hos børn og deres lærere, eksklusion og diagnoser, som dog siger mere om skolen end om børnene. På læreruddannelserne mærker man et markant fald i ansøgere. Alle steder i skolekulturen, fra top til bund, kan symptomerne iagttages. Fx bærer meget forskning i skole og undervisningsmaterialer, herunder undervisningsmaterialevurdering, præg af ikke at føre til løsninger af skolens problemer. Uddannelsen af lærere og den nye læreruddannelse indikerer det største problem: At ingen er interesseret i at ændre noget, at man beskytter sin egen verden, at man ignorer. Man har taget den blå pille. Jeg vil tilbyde den røde pille ved her at give eksempler fra hverdagen.

Eksempel 1: historieundervisning uden formål

Et eksempel på, hvordan Fælles Mål skal forstås i historieundervisning bliver givet af en af mine historiekollegaer, der også er læreruddanner. Den kan ses i en video, der på tydelig vis demonstrerer skolekulturen eksemplificeret ved faget historie. Som ideal burde min kollega, som i øvrigt publicerer en del undervisningsmateriale til skoleverdenen, og som også af mange betragtes som en nestor for sine kolleger, fortælle om, hvad udgangspunktet er: formålene for skolen og fagene. Så burde han fortælle om, hvordan forskellige fagformål ville kunne opfyldes, og hvilke tegn der ville kunne ses på det: Børnene skal fx lære noget, de kan bruge i deres hverdags- og senere samfundsliv, og deres historiske bevidsthed skal styrkes mv.

Men sådan gør han ikke. I stedet spørger han: ”Har du også stået i den situation, at du overvejer, hvad det nu er, jeg skal undervise i, hvilke emner skal jeg tage op?” Men det er jo den omvendte rækkefølge! Så har man jo ikke valgt emnet ud fra, hvordan det kan medvirke til at udvikle børn og unges lyst til at lære mere, opnå mere historisk bevidsthed mv., men alene, fordi det er et emne. Men sådan er bekendtgørelsen ikke skruet sammen. Det er ikke meningen med lovgivningen, at læreren skal undervise i emner i historie. Sagen er, at man som underviser i stedet skal sige til sig selv: "Hvilke formål og fagformål vil jeg i dag initiere i min praksis, og hvilke tegn vil jeg se på, at jeg har opnået det i undervisningen?" Det næste er: ”Hvad vil jeg bruge fra fagene til at opnå disse formål?” At gøre det sådan er, hvad det betyder at have formål: Altid at leve op til dem. Hvis man starter med emner eller begivenheder, som er en basispraksis i skolen, så går det galt. Nogle emner og noget historisk viden kan måske bidrage til opfyldelse af mål, de fleste kan slet ikke. Læreren er ikke bundet af emner, men af skolens og fagenes formål. Intet undervisningsmateriale har været igennem noget tjek for, om det lever op til formålene. Undervisningsmaterialer er alene læreres og skolens ansvar, og desværre vælger man i dag ikke undervisningsmaterialer ud fra skolens formål, men ud fra, hvad man plejer i fagene. Se gerne den lille video, der giver et fint billede af skolens problemer med formålene, for det bliver tydeligt, at formålene ikke på nogen måde kobles med den undervisning, lektoren foreslår (se link).

Eksempel 2: Skoleudspillet, der ikke kommer til at redde folkeskolen

I et indlæg af Thomas Thyrring Ensig, der er forskningsleder på UCN, kan vi på folkeskolen.dk (se link) læse, at han giver udtryk for, at det nye skoleudspil ikke kan råde bod på den kuldsejlede skolepolitik fra 2013-14. Og for at komme videre, mener han, at vi skal spørge: ”Hvad uddanner vi i grunden til – og hvilken form for fremtid ser regeringen for vores børn.” Han noterer som jeg: ”Vi har brug for en skole og en forståelse af skoles formål.” Desværre må jeg spørge mig selv: ”Jamen vi har jo allerede formål for skolen, og jeg forstår, ikke, hvad han mener. Rent faktisk har vi jo formål med skolen, og hvis skolen levede op til dem, ville vi være kommet langt.”

Men der er i hans indlæg ikke nogen problematisering i forhold til, at vi faktisk har nogle formål, og at kernen i alle problemerne er, at ingen bruger disse formål til noget! I stedet flytter han fokus til specialtilbudsområdet, hvor lærerne skal have viden til at ”tilpasse skolens og fagenes mål til elever med særlige behov”, og der skal støtteforanstaltninger til elever med særlige behov.

Desværre er situationen helt omvendt, nemlig at skolerne slet ikke bruger formål i deres praksis. Når han taler om en tilpasning af mål til specielle elever, afspejler det, at han slet ikke er klar over, at undervisningen ikke er tilpasset nogen elever overhovedet, og det er ikke med i skolens optik at indrette skolen efter formål.

Hvis der i stedet havde været en erkendelse af, at der i skolekulturen slet ikke er nogen praksis, som sigter mod skolens mening, så kunne man begynde at initiere en sådan praksis. Og man ville så finde ud af, at undervises der med henblik på formål, så bliver der i langt mindre grad brug for specialpædagogik.

Grunden til, at der i så stor udstrækning er brug for specialpædagogik i dag, er, fordi der praktiseres en undervisning som ikke har et sigte på formålene; derved undervises der i særlige måder og i et særligt stof, som ekskluderer mange børn og unge i skolen. De ekskluderes ikke, fordi de er specielle, men fordi skolen underviser på en speciel måde og fx kræver en særlig skriftlig tilgang til stoffet, en særlig kropsattitude, en særlig autoritetstro måde af forstå emner på mv.

Eksempel 3: Områder, som lærere har forkærlighed for i deres job

Anders Peter Nielsen har undersøgt, hvad lærere holder mest af ved deres job i et indlæg her på folkeskolen.dk (se link).

Lad os her bruge mine eksempler ovenfor. Hvis jeg skulle arbejde med et projekt i en virksomhed, som havde økologi som sit formål, så tænker jeg, at der ville være forskellige ting, jeg havde forkærlighed for. Det kunne være noget teknisk, der ville lykkes for mig, noget med at få nogle produkter gjort mere økologiske. Og jeg tænker, at noget af det vigtigste ville være, at jeg havde brugt min tid på at få min virksomhed mere økologisk, og at dette projekt var lykkedes. Hvis jeg var politibetjenten, ville jeg måske sige, at min dag havde været god, når jeg havde fået en oplevelse af, at jeg fik folk til at køre mere efter reglerne, for ”det redder liv”, ville jeg måske sige til min kollega.

Jeg ville så ideelt set forvente, at det som Nielsen her ville få ud af sin undersøgelse ville være, at lærere sagde: Jamen, jeg har opnået noget af det vigtigste i verden: ”De unge mennesker har bare taget til sig, og de stråler af energi og har lyst til at mere. Dejligt”. Men det er ikke, hvad han finder ud af. Han har i stedet spurgt om aktiviteter som teamsamarbejde, sparring, skole-hjemsamarbejdet, kolleger – og hans resultat er, at de 94,4 procent fremhæver ”den daglige kontakt med eleverne”.

Det er et godt initiativ Nielsen har gjort, og det er fint, at han vil blive ”klogere på livet som lærer”. Ja, og det bliver vi også her. For det, som er det vigtigste, er slet ikke nævnt – for det er slet ikke i lærernes optik: selve meningen med skolen, altså de idealer, vi burde have for skolen. Det vigtigste i skolen set fra folk uden for skolen er ikke lærerens forhold til eleverne. Det vigtigste er, hvad der kommer ud af dette forhold, nemlig noget med skolens formål. Lærere er i deres selvforståelse desværre ikke blevet lærere for at opfylde skolens og fagenes formål, men for at formidle, undervise i fag og være sammen med børn og unge.

Eksempel 4: Skolen har ingen formål

Skolen i alle dens aspekter har i dag i praksis ikke noget formål. Der skrives om skolens mening og mål, men ingen erkender, at grunden til, at skolen ikke fungerer, er at skolens formål ikke er central for de involverede. Alle ved egentlig godt, at der er nogle formål, men ingen ved, hvordan man operationelt udformer undervisning, der lever op til disse formål.

Lola Jensen har et fint ordvalg i sin beskrivelse af skolen:

”Hvis folkeskolen var en virksomhed, så ville den være gået konkurs for flere år siden. Den havde drejet nøglen om, fordi flere og flere af ’folkeskolebutikkens kunder’ havde følt, at varen var af en kvalitet, det ikke var værd at købe. Hvis folkeskolens forhold fandt sted i et bageri, hos en tandlæge, i en virksomhed, der udvikler medicin, eller på et værksted for biler, ville den være blevet lukket af fødevarekontrollen eller arbejdstilsynet”… ”På værkstedet afleveres bilen jo til service eller reparation med forventning om, at kompetente mekanikere vurderer, hvad der skal laves” (se link).

Det billede, som hun maner frem hos os, kan få os til bedre at se andre dele af fikserbilledet, nemlig at skolen ikke har en central plads, som den selv hævder, i etableringen af vores samfund som ”et af verdens mest velfungerende”. Det kan få os til bedre at sluge den røde pille. Men jeg mener ikke, som Jensen, at det er kvaliteten, det skorter på. I skolen er man gode til at undervise i fag. Man har alle teknikkerne, selvom det ikke virker. Og det er af sådanne årsager, at skolen ikke har noget sigte, ingen mening, ingen praktiske måder at leve op til sine idealer på. For meningen med det hele, det er ikke noget, der tages alvorligt, og det er ikke noget, der sigtes på hver dag. Det er noget, man kigger på engang imellem og vurderer ud fra en lemfældig målestok.

Det er dog ikke sådan, at lovgivningen er strikket sammen. Formål er noget, der gælder hele tiden og skal initieres ud fra valg af noget fagligt, som inddrages i opfyldelsen af disse formål. I skolekulturen har man helt misforstået, hvad formål betyder, og hvad det betyder, at der er sat et regelsæt op for skolen.

I Jensens busmetafor er formålet, at bussen skal kunne køre. Mekanikeren på værkstedet kan derfor ikke sige:” Jamen, jeg er da ligeglad med, om den kan køre eller ej: Jeg skruer bare lidt her og der og ser, hvad der sker”. Det går da ikke!

I eksemplet med politibetjenten kan vedkommende jo heller ikke sige: ”Jamen, alle disse trafikregler, det er jo bare en god hensigt og en ønsketænkning. Jeg synes at hastighed er noget meget abstrakt, så jeg giver da af og til en trafikant en bøde, og det er jo også noget, jeg skal, men jeg synes at det vigtigste i hverdagen er den venlige tone i politiforretningen. Det vigtigste i mit arbejde er at tale med borgerne på en venlig og imødekommende måde”.

I virksomheden, der har økologi som sit formål, nytter det ikke, at en medarbejder siger: ”Jamen, det er jo blot ønsketænkning alt det med økologi, det kan være meget godt, men det er jo ikke noget, der kan omsættes i den virkelige verden”.

I skolekulturen er der en udbredt misforståelse, nemlig at formålet med skolen blot er ønsketænkning og en hensigtserklæring. Denne misopfattelse er selvfølgelig lige så absurd, som de eksempler, jeg har givet med politibetjenten, mekanikeren og medarbejderen i den økologiske virksomhed. Den kommer til udtryk, hver gang debattører, skoleledere, læreruddannere og lærere konfronteres med den situation, som skolen er i: At dens praksis modarbejder dens formål og ideal. Sauer giver i et debatindlæg udtryk for sit syn på formål:

”Formålet har mere karakter af en hensigtserklæring for ikke at sige ønsketænkning. Det er ikke tilstrækkeligt operativt. Diskussionen bør derfor efter min mening handle om, hvordan vi kommer derhen, hvor formålet ikke fortrænges af mere presserende dagsordener, men sætter rammen omkring det konkrete forløb. Hvordan får vi det vedtagne formål til at fungere i den virkelige verden?” (se link om debat).

Denne tilgang til skole er ikke kun lige så absurd som de andre eksempler. Det er også den udbredte forestilling blandt lærere og andre skolefolk. Og den tager også fejl i sin præmis om, at formålet ikke er operativt. Skolen skal fx føre til lyst til at lære – og det er der blevet grundig evidens for de sidste år ikke er sket, hvor undersøgelser viser, at børn og unge netop ikke har lyst til så meget i skolen. Det er nemt at observere, hvorvidt børn og unge har fået mere lyst til at lære eller kan agere mere demokratiske end før. Man kan snakke med dem, lodde stemningen, lade dem besvare forskellige spørgsmål osv. Man kan observere. Situationen, hvor skolen ikke underviser med henblik på at opnå indfrielse af formål for skolen og fagformål, og i stedet mere er optaget af den gode tid sammen med børn og unge, skriger ikke kun mod himlen, men er også en hån mod demokratiske beslutninger om, hvad der skal ske i skolen. Lærerne skal i stedet tilegne sig kompetencer i at gøre formålene operative, og læreruddannelserne er ansvarlige for at undervise i det. En skolekultur, hvor man ser stort på, hvad meningen med skolen er og ikke kan omsætte formål i dens praksis, er ikke legitim, og dens praksis er ikke lovlig. Tænk i denne sammenhæng også på, hvor megen skade en sådan kultur medfører på børn, hvor mange der mister lysten til at lære mere, og hvor mange der traumatiseres. De manglende formål er derfor et meget stort samfundsproblem.

Eksempel 5: endnu et spark til skolens mening og formål

Thomas Aastrup Rømer skriver i sin analyse af Skolens formålsparagraf, at den har tabt betydning og indhold. Han gennemgår detaljeret dens betydning over et vist spand af tid og drøfter, hvordan forskellige ord som fx ”kundskaber”, ”fortrolighed” og ”ansvar for egen læring” er udtryk for forskellige politiske hensigter og pædagogiske muligheder. Han når bl.a. frem til, at formålsparagraffen reelt kan bruges ”til at fremme … en instrumentaliseret skole, der er fremmed for idealet om dannelse”.

Min vurdering er, at Rømer totalt skævvrider skolekulturens problemer, for sagen er ikke et spørgsmål om, hvad formålsparagraffen kan bruges til, men at den slet ikke initieres på nogen måde i undervisningssammenhæng. Han nævner ikke nogen emner, noget fagligt eller andet, der skal undervises i på en måde, så det lever op til formålene. Der er ikke nogen optik på undervisning med henblik på, at den skal leve op til skolens mening.

Den mening, som skolen har, er ikke noget, lærere mekanisk skal overtage fra formålene. Her er det ikke kun læreres opgave, men også pligt at udfolde en fortolkning af, hvad der skal forstås ved de forskellige fags mål og især skolens formål. Hvordan formulerer læreren, at der ses tegn på, at børn og unge får lyst til at lære mere? Det er en uddannelsesopgave, der ligger på læreruddannelserne, og som desværre ikke finder sted.

Derfor klinger Rømers kritik hult. De forskellige formålsparagrafudformninger til forskellige tider har ingen liv i skolen. Hvorfor så drøfte dem? Hvis noget har mening, vil det være at se på, hvilke muligheder skolen har for at udfolde en skole, der har formål som sigte, og som kun inddrager det faglige på måder, der lever op til det. Som det er nu, så sigter undervisningen ikke efter noget som helst. Der er intet i undervisningspraksis, der har noget med formålene at gøre, og dette er netop grunden til mistrivsel på alle leder og kanter. Skolen er blevet instrumentaliseret, fordi ingen, heller ikke Rømer, har øje for, at skolen er en bus, der skranter af sted. Bussen, altså skolen, er ikke på vej nogen steder hen. Det er ikke ujævnheder på vejen eller skilte, der står skævt, der er problemet. Det er, fordi bussen er helt uden for rute, og ingen har nogen ide om, hvor den skal hen. Det væsentlige i formålene er ikke deres præcise udformning, men at ingen bruger dem til noget, og at de ikke operationaliseres og bruges i planlægningen og gennemførelsen af undervisningen.

Jeg ser ofte sådanne analyser fra den pædagogiske verdens højborge. Ud fra en akademisk betragtning kan en sådan analyse være relevant, men den er med til at skævvride perspektivet fra skolekulturens dybe problemer. Her kradses der i overfladen, for der peges på nuancer i formuleringer og anvendelse af begreber. Det svarer til, at vi skal tale om, hvordan folk begår sig i trafikken, men alene fokuserer på mindre fejl i trafikskiltene: skiltenes farve, om de er placeret helt lige, om der er irriterende stavefejl i et byskilt. Sådanne aspekter er ikke afgørende for de mange trafikulykker. Det vigtige er, om trafikanterne kan siges overordnet at leve op til intentionerne i trafikken. Skolens paragraffer, som alle skal indrette sig efter, ses der stort på: Alle kører på må og få, og ingen indretter sig efter skiltningen i skolen. Det fatale er, at ingen taler om denne adfærd, men kun peger på skiltenes udformning.

Der er mange undskyldninger for ikke at ændre praksis: Vi har for travlt

Erik Rene Nielsen, skolelærer og debattør på folkeskolen.dk analyserer skolekulturen sådan:

”Jeg oplever en selvforståelse, som kunne lyde sådan her: Jeg blev lærer, fordi jeg ville gøre en forskel. På trods af al for lidt forberedelsestid, så formår mine kolleger og jeg at lave en god undervisning. Desværre skal vi bruge enorme resurser på elever, som larmer og ødelægger undervisningen. Vi laver krumspring og sluger kameler – ja det er rigtig, rigtig svært. Vores arbejdsgiver respekterer os ikke og respekterer ikke vores faglighed. Vi bliver sparket, slået på og spyttet på, på trods af alle vores gode intentioner. Forældrene skælder ud og klager, når vi ikke lykkes med umulige opgaver. Kort sagt, så er der en magtesløsheds-kultur -diskurs og selvopfattelse, der som et negativt selvreferentielt spin, sender læreren til tælling” (se link om debat).

Når jeg taler med lærere og siger: Jamen, der er jo formål, der skal følges, så får jeg ofte en fortælling om alt det, de har travlt med. Al denne travlhed, gør ifølge Nielsen lærere handlingslammede, og det er med til at konservere skolen i dens dysfunktionalitet. Det er en selvreferentiel verden, alle skal ud af for at komme videre. Ofte er man ikke klar over, at det netop er denne måde at gøre tingene på, der bremser alle tingene, og at det ikke er nogen god ide at køre og samtidig have trukket håndbremsen. Skolens krise er ikke et spørgsmål om tid, men om perspektiv. Det er et spørgsmål om at glemme, hvad man har lært om skole. At undervise med henblik på formålene vil være et mentalt kvantespring, og det vil være med til at frigøre ressourcer, så man reelt får langt mere overskud til netop det, som er meningen med skolen.

Afslutning: Skolen er en bus, der skramler af sted uden mening og mål

Skolen har forskanset sig fra den almindelige danskers verden. Ting, der virker absurde her, virker normale i skolen. Skulle nogen betvivle skolen autoritet og dens måde at gøre tingene på, så træder dens vogtere i karakter. Skolen har sine egne kulturpaver, mæcener og nestorer, der i skolens selvforståede gode ånd prædiker mere nationalkultur, mere dannelse, mere didaktik, mere misforstået faglighed, mere ro i klasserne, mere poesi og skriftlighed ind i skolen. Det håber de på, alle vil respektere.

Jeg selv har været ansat på læreruddannelsen, og jeg har igen og igen oplevet, hvordan kulturen reagerer, når der spørges til dens selvforståelse. For over 20 år siden begyndte jeg at undre mig over, at når der blev undervist i fag, så var der ingen kobling til formålene for fagene og for skolen. Jeg spurgte vidt og bredt i mine fagkredse, og efter nogen tid fik jeg et ret klart svar: ”Jamen det med formål, det gør de ikke noget ud af ude på skolerne, så hvorfor skulle vi så gøre det her?”

Da jeg skrev nogle artikler om de manglende formål, sagde de til mig: "Nej, det er ikke lige noget, vi synes om, og din artikel kommer ikke med". Og det var ikke, fordi artiklerne ikke var velbegrundede og funderede i forskning i state-of-the-art, som der er krav om. Da jeg ved siden af mit arbejde skrev en række bøger om de manglende formål i skolen, sagde min chef til mig: ”Nej, det er ikke lige noget, vi kan bruge; brug din tid på det, du er ansat til.” Det var ikke, fordi mine budskaber ikke var klare, men det var, fordi de ikke passede ind i skolelogikken, og der sker det, at når skolekulturen udfordres, så reagerer den med næb og kløer.

I årtier har jeg observeret, hvordan der basalt alene undervises i fag uafhængigt af formålene. Det er kun i en lukket og verdensfjern skoleverden, det kan ske. Alle de forskellige kriser, vi har i skolen, ja katastrofer som mistrivsel, lærerflugt og manglende studerende på læreruddannelserne hænger allesammen sammen med dette problem: en skole uden retning og mening.

Børn og unge undertrykkes med en skolefaglighed, som ikke har meget med virkelighed i øvrigt at gøre, og som ingen forbindelse har med, hvad meningen med skolen er. Derfor ser vi ofte, at børn og unge maner til oprør, for de forstår tingene godt, fordi de sidder på første parket i skolen. Når det er dem, der keder sig i skolen, og når det er dem, der ikke vil skrive stile om afdøde forfattere eller traditionsrepetere andre såkaldte fagligheder, så skal vi lytte til dem, for de har fingeren på pulsen.

Der er for mig at se en løsning: Vælg den røde pille og træd ud af matrixen.

Intermezzo: bussen og den underlige gestikulerende mand

Lad mig bruge denne metafor: Skolen er som en bus, der skramler af sted. Alle inde i bussen har travlt med deres mange gøremål, hvor der er fokus på de umiddelbare opgaver, der skal løses. Der er ikke tid til at se sig omkring på turen. Der skal udfyldes skemaer, når man bevæger sig frem og tilbage i bussen, skal man vente i lang tid på midtergangen, for der er mange mennesker, der farer frem og tilbage med deres gøremål. Mange mennesker sidder fordybet med papirer, og nogle gange kigger de op med et tomt blik, andre sidder sammen i grupper og drøfter og planlægger deres arbejde sammen, et arbejde, der oftest er af kortsigtet karakter.

Bussen kører ikke særligt godt. Der er motorstøj, og den skramler af sted. Hvis man spørger nogen, ved man ikke, hvor man er på vej hen. Enkelte af passagererne i bussen ser glade ud, for de har haft en kortvarig god oplevelse, resten ser travle, stressede og nogle også fortvivlede ud. Ingen ved, hvor bussen kører hen, for det er ikke i deres fokus.

Der er også støj fra motoren, men teknikkerne har kun erfaringer med at reparere gamle modeller, og de har ikke opdaget, at der er kommet nye teknologiske redskaber, der kobles til mekanikken.

Uden for bussen står en lidt ældre herre, der har været rundt i verden og godt kan se, at det ikke går så godt, for bussen kører rundt på må og få, den kører i cirkler og kommer tilbage til sit udgangspunkt igen og igen. Den skrumler af sted, det lyder ikke godt. Manden står og fægter med armene for at få kontakt med de mennesker, der er inde i bussen. Han snakker med teknikerne om de værktøjer, der kan bruges for at optimere motoren. Inden i bussen synes alle, at han siger mærkelig ting, og teknikerne smider ham ud igen. Manden peger, inden han bliver smidt ud af bussen, på håndbremsen, som er trukket næsten helt op, men det er alle ligeglade med, for de har travlt, og nu har de hørt nok på ham.

Uden for bussen står manden. Han har ikke givet op. Han står og vifter med en GPS i den ene hånd og et opdateret kort i den anden. Disse effekter vil han gerne vil give videre til dem inde i bussen, han forsøger at hjælpe, for han synes, det er lidt synd for dem. Nogen opdager ham og peger, men de siger til hinanden: ”Vi har jo et kort, hvad skal vi med det, han står og vifter med der?” En anden peger også, ser op fra alle papirerne, og peger: ”Nej nej, siger hun, hvad er det for en lille mærkelig genstand han har i den anden hånd. Nu må det holde op, ingen her forstår, hvor travlt vi har. Vi må se at komme videre.”

Du må selv gætte, hvem den lille flinke mand er, der står og vifter med armene og siger mærkelige ting. Han siger tingene på en pæn og høflig måde, dog, alligevel er der en del, der bliver irriterede på ham og giver det til udtryk ved at holde hånden frem og pege tommelfingeren nedad. Men manden har det godt, han følger bussen, der skramler rundt, og han bliver kun i bedre og bedre form af al den faren rundt, for uden for bussen bliver man glad i låget af at gå rundt. Det gør man ikke inde i bussen. Hvor længe bussen kører rundt i cirkler og skramler, det kan vi kun gisne om. Den underfundige ældre herre med de mærkelige ord fortsætter ihærdigt, og alle håber nok på, at han snart bliver træt af det. De fleste inde i bussen ser forstyrrede ud og tænker: "Bare han dog snart holder op; hvis vi ikke kontakter ham eller siger noget i lang tid, holder han nok op af sig selv". Men ak, sådan er verden ikke.

Nogle enkelte kan godt lide den underfundige herre lidt og snakker kortvarigt med ham og fortæller nogen gange om det inde i bussen. Det skulle de dog ikke have gjort, for straks får de at vide af mange af de travle mennesker, at: "Han snakker jo bare", og "det kan jo ikke bruges til noget". Bussen med de mange fortravlede mennesker kører endnu, og manden står stadig og vinker til passagererne og chaufføren, han er med tiden blevet mere trist, bemærker enkelte af passagererne inde i bussen, der endnu magter at løfte blikket fra de mange papirer og blanketter, og ingen bemærker at han det meste af tiden, når han fægter med armene og gestikulerer, sender dem et stort smil.

Finale: skolen som en bus på sin rute

Der bør ikke være tvivl om, hvor bussen skal hen. Det står bøjet i neon i fagformålene. Det bør ikke være svært at få bussen ind på sin rute, så den kommer ud til de rette destinationer. Det kræver dog ændringer, og disse ændringer er af en anden karakter, end de fleste er klar over, for krisen er langt dybere end som så, og den vedrører især en selv og det perspektiv, man har på verden. Det er en krise, der ligger i vores grundforståelse af skole. At komme ud af krisen kræver forandringer. Vi kan ikke ændre vejret eller stoppe tiden, men vi kan godt gøre noget ved vores egen skolekultur, og det starter med at ændre optik og vaner. Det kræver ændringer i skolens selvopfattelse.

Ændringerne skal selvfølgelig ske i den måde, skolen traditionsrepeterer sin egen dysfunktionalitet på. Læreruddannelserne skal vågne op og give lærere og kommende lærere redskaber, så de kan leve op til intentionerne med skolen, og så de kan agere til trods for underlige og ofte forkerte og ikke bindende udmeldinger fra det politisk styrede Undervisningsministerium og til trods for reformer og krav om new public management-styring. Alle i den traditionsrepeterende skolekultur har ansvar for de samfundsmæssige problemer, som skolen og dens kultur producerer.

Skolen producerer mistrivsel, den modarbejder børns lyst til at lære mere, og den giver ikke børn og unge den ballast med, de har brug for i deres senere samfundsliv. Miseren er bl.a. en særlig måde at undervise på, der bunder i, at der skal undervises i fag på en særlig måde. Ændres optikken til, at der altid og hele tiden skal undervises på måder, der lever op til meningen med skolen, nemlig de forskellige formål, så kommer bussen rundt på sin rute. Det kræver, at dem, der er inde i bussen ser op og ud, og stopper med at skyde skylden for bussens dårligskab på andre, på unøjagtige udtryk i fagformålene, på forfejlede politiske reformer, på dårlig politisk styring, på børn og unges opførsel og på manglende redskaber, som man ikke har fået i sin egen uddannelse. Det kræver, at man vælger den røde pille. Så vågner man op og erkender dybden af krisen og kommer ud af den forarmede skolekultur. Så åbenbares skoleverdenen i al dens skønhed og realitet for ens øjne, og i skæret fra verden udenfor kan den enkelte så begynder at praktisere skole med sigte på alles ve og vel og på den kommende generations fremtid.

Links og referencer

Carlo Grevy på Forlaget Pendulum: Skolen – et manifest; Historie, kultur & didaktik; Historie og livsverden – en historiedidaktik, mv.

Niels Chr. Sauer: Fokeskolens veje og vildveje. 2023.

Svend Aage Poulsen: Forenklede Fælles Mål – YouTube-video: https://www.youtube.com/watch?v=f2rqA6wZl4U&t=324s

Thomas Thyrring Ensig: Det vil være en fejl at forstå regeringens skoleudspil som en frelsende hånd: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-skoleudspil-specialpaedagogik/forsker-det-vil-vaere-en-fejl-at-forsta-regeringens-skoleudspil-som-en-frelsende-hand/4740944

Anders Peter Nielsen: 94,4% af alle lærere er enige om, hvad de holder mest af ved deres arbejde: https://blog.folkeskolen.dk/anders-peter-nielsen-blog-laererliv/944-af-alle-laerere/4695910

Lola Jensen: Skolen er en bus, der skramler af sted. Sjællandske Nyheder: https://www.sn.dk/sjaelland/folkeskolen-er-en-bus-der-skramler-afsted/

Debatinlæg og debat på folkeskolen.dk foranlediget af Laura Drachmann Poulsen: Kære lærer, udvis respekt - så gør vi det samme over for dig: https://www.folkeskolen.dk/danske-skoleelever-klasseledelse-undervisningsmiljo/danske-skoleelever-kaere-laerer-udvis-respekt-sa-gor-vi-det-samme-over-for-dig/4744654

Thomas Aastrup Rømer: Ny analyse: Folkeskolen har tabt sit formål af syne: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13756644/ny-analyse-folkeskolen-har-tabt-sit-formal-af-syne?publisherId=13561549&lang=da