Mangel på lærerstuderende medfører massefyringer. Replik til forkvinde og rektor Camilla Wangs udmeldinger

Læreruddannelserne underviser stadig lærere, så de kan undervise i fag. Lærere skal dog slet ikke undervise i fag, de skal derimod gøre, hvad der står i Fælles Mål, og det er noget helt andet.

Camilla Wang har skrevet en pressemeddelelse om de lave ansøgerantal på Absalon. Udviklingen er dog forudsigelig, for der er ikke sket ændringer i en grundlæggende dysfunktionel skolekultur, som bidrager til mistrivsel hos børn og unge i skolen og til eksistentielle udfordringer for lærerne. Lærerne har i deres egen uddannelse ikke modtaget redskaber, der gør dem i stand til at agere i en konfliktfyldt lærergerning mellem ydre krav og ønsker om at hjælpe børnene og udvikler moralsk stress.

Det kom som et chok for medarbejderne på Absalon. Jeg føler med de berørte medarbejdere, men må sige, at jeg er uforstående over for, at det kan komme som et chok. Ingen har gjort noget for at opdatere læreruddannelsen, så børn og unge kan have glæde af den. Ingen har gjort sig umage med at stikke en finger i jorden, nej rektorerne med Camilla Wang forrest i forspandet rider ufortrødent videre mod afgrunden. Der bliver hverken set til højre eller venstre, forud eller bagud.

Rektorkollegiet kom i efteråret 2022 med 10 ambitioner til en ny læreruddannelse. Heraf kan nævnes, "læreruddannelsen skal være en af de mest søgte uddannelser". Det er der ikke blevet meget af, og spørgsmålet er, om lederne overhovedet har gjort sig overvejelser over, hvad man vil gøre for at blive så søgt som uddannelsessted. Der skal også være "god undervisning", men der er ingen kriterier for, hvad god kvalitet skulle være. Lærerne skal også "tage afsæt i og udfolde folkeskolens formål", men her knækker tråden, for lærerne tilskyndes i stedet for at blive fagligt dygtige, så de lærer at gennemføre og formidle på måder, hvor børnene skal leve op til fagenes færdigheder og kompetencer. I sig selv fører det ikke til hverken skolens eller fagenes formål, nærmere det modsatte. Trivslen er i bund.

Skolen og fagenes formål er ellers et godt udgangspunkt "at tage afsæt i", som det misforstås her. I stedet skal undervisningen ske "med henblik på" formålene. Fagene er kun midler, ikke formålene. Undervisning i fag kan kun opfylde kravene til færdigheds- og kompetencemål, altså mål. Mange af formålene vedrører trivsel og lyst til at lære. Men når der fokuseres på fag, bliver det fagenes dagsorden, der bliver gældende, ikke formålenes. Men dette overses, og fokus er i stedet på "faglig fordybelse for de studerende". Men der er ikke brug for mere faglighed, snarere det modsatte. Der er brug for at glemme en særlig faglighed, der modarbejder intentionen i bekendtgørelsen, og i stedet udvikle undervisning, der bidrager til trivsel og har formålene som sigte. Så ville man også slippe for konstant at skulle finde på kompenserende tiltag, som f.eks. det nye trivselsinitiativ. Men meningen er ikke at lave undervisning, der fremmer mistrivsel og efterfølgende kompenserer med trivselsindsats. Meningen og kravet i Fælles Mål, som alle forventer, at skoler og læreruddannelser lever op til, er, at undervisningen i sig selv skal sigte mod trivsel og formål. Det virker som om, at ingen, heller ikke den ansvarlige minister, stiller læreruddannelserne til ansvar for den kulturelle krise, som folkeskolen befinder sig i, så måske er det derfor, der ikke sker noget (note).

For de involverede virkede alt så godt i efteråret 2022, fordi rektorkollegiets 10 ambitioner blev indskrevet i den såkaldte "nye og bedre læreruddannelse", så de fik det, som de ønskede, og Camilla Wang var glad: "Det her er ambitiøs og langsigtet uddannelsespolitik, når det er bedst!", og det "vil være en inspirationskilde for fremtidens måde at nytænke og udvikle uddannelse på".

Ingen kriterier for kvalitet og intet perspektiv

Men ak: Den nye læreruddannelse blev ikke den mest eftertragtede uddannelse, snarere det modsatte. Men det er heller ikke så mærkeligt, for selvom læreruddannelsen er ny, er der intet nyt i den. Det virker underligt, at der fra Camilla Wang ikke er kommet refleksioner eller forklaringer på, hvorfor situationen i efteråret blev opfattet så positivt som "uddannelsespolitik når det er bedst!". Nu er situationen negativ: "Vi kan ikke se, at udviklingen vender...". Der synes at være en total mangel på eftertanke og refleksion.

Det er luftkasteller, når Camilla Wang i en kronik, som jeg har lovet hende at skrive en replik til, siger, at læreruddannelsen skal medføre et attraktivt liv. Der er intet gjort for at initiere en sådan forandring. Hun taler om, at regeringen bliver nødt til at reformere uddannelserne, så de bliver mere attraktive og fører frem mod et lyst og interessant liv. Men rektorkollegiet har ikke gjort noget for at opnå dette. Børn lider under dårlig undervisning, der fokuserer på fag. Jeg kan forstå, at der fra lærerfaglig side er en vis tilfredshed med, at der er sket et lønløft, men det kan næppe kompensere for den mangelfulde uddannelse, de selv har fået, en uddannelse der forståeligt nok betyder, at mange ikke bliver i jobbet som lærer.

Intet i de nye ansøgertal tyder på, at studerende finder læreruddannelsen attraktiv. Det er også svært at se, hvordan rektorkollegiet har bidraget til at ændre situationen. Der er ingen ambitioner om at gøre noget nyt, og intet tyder på, at rektorkollegiet formår at gøre en forskel, da deres tidligere ambitioner til den nye læreruddannelse ikke har haft den ønskede effekt.

I den nylige pressemeddelelse skriver Camilla Wang, at de "vil gøre alt for at sikre kvaliteten i vores uddannelser". Jeg forstår dog ikke, hvad hun konkret vil gøre, da der ikke er nogen kriterier for, hvad kvalitet skulle indebære. Hvis vi taler om den kvalitet, der er defineret i de 10 ambitioner, så er jeg tvivlende over for, om det vil hjælpe. Skolekulturen er i status quo. Det er ikke bare dumt, det er også dyrt ikke at udvikle en uddannelse med visioner, der giver lærerne mening og sikrer god undervisning til børn og unge. Løsningen er dog ikke at nedlægge stillinger. Løsningen er derimod at udvikle en uddannelse, der virker og giver mening for samfundet. Meningen er ikke at gentage en forældet og illegitim skolekultur, der fokuserer på fag, men derimod at fokusere på mening og trivsel. Dette er ikke blot hensigten i bekendtgørelsen Fælles Mål, det er også en forpligtelse og et ansvar, som alle involverede har.

Eksempel: lærerstuderende taler læreruddannelsen op

I et forsøg på at gøre læreruddannelsen attraktiv har vi en lille reportage fra en lærerstuderende. ”Muligheden for at hjælpe og støtte børn og unge blev sammen med mulighederne for at fordybe mig i spændende fag afgørende for mit valg om at blive lærer.” Det er dejligt, at den studerende her ser det at hjælpe og støtte som centralt. Problemet er hvordan! Den skolekultur han også kommer til at udtrykke, er en fagkultur. Han tror, at det er fag, der er vigtige. Han kommer præcis til at udtrykke den konflikt, som læreren sættes i, og som giver livslange eksistentielle udfordringer.

”I starten blev jeg faktisk lidt overrasket over, at det en del af tiden handlede meget om at dygtiggøre os selv og øge vores egen viden inden for et fag fremfor at lære, hvordan vi formidlede viden i faget til eleverne.” Han giver her udtryk for, hvad han lærer på uddannelsen, og det er hans selvforståelse: Det er vigtigt at formidle viden, og det er vigtigt selv at lære et fag. Pointen er, at det her er en læreruddannelse, der markerer sig i sidste øjeblik, før ansøgningsfristen til læreruddannelsen rinder ud. Derfor er det også et udtryk for, for hvordan læreruddannelsen opfatter sig selv: Det handler om fag og formidling af viden. Ser vi, hvad der står på den lærerstuderendes lokale uddannelsessted, er det stort set enslydende, for fremgår det: ”Du specialiserer dig i dine fag … og du bliver en mester i at formidle. Læreruddannelsen er for dig, der gerne vil hjælpe børn og unge godt på vej til det liv, der venter dem”. 

Læreruddannelsen skal skabe trivsel

Men folkeskolen handler ikke om at formidle noget. Folkeskolen handler ikke om, at børn og unge skal blive bedre til fag, blive bedre til at læse, blive bedre til historiske årstal, blive bedre til sport og kultur osv. Folkeskolen handler ikke om, at der skal undervises i fag. Den handler derimod om, hvordan noget fra fag kan bruges til at løfte skolens formål, løfte børn og unges lyst til at lære mere og få børn og unge til at trives og se mening. Dette kommer før fagene, og det skal styre undervisningen.

Det er tilgiveligt, at en ung studerende kan glemme det, men det er utilgiveligt, at uddannede ledere og undervisere kan glemme det. Det vil sikker være dejligt, hvis børn og unge lærte noget fagligt i skolen, og det gør de også, og de gør det højst sandsynligt bedre i det omfang, der undervises med henblik på trivsel og generelt på formålene. De nedskæringer, som Camilla Wang taler om, lader ikke et øje tørt. ”Absalon og UC Syd har allerede afskediget i stort tal”.

Det er tragisk, men ikke tragisk, fordi der ikke er flere ansøgere til uddannelserne. De manglende ansøgertal er et symptom, og de er faktisk en sund reaktion fra unge reflekterende og eftertænksomme mennesker, der har et perspektiv. De vælger fra og respekt for det! Noget skal laves om, og løsningerne er ikke nedskæringer men revurdering og refleksion. At børn og unge i dag i skolen lærer noget, er et biprodukt, og det er noget, der kommer ved siden af. At skolen og fagenes formål og ikke fagene er det centrale, er åbenlyst for alle, selvom det glemmes, ignoreres og overses, for det står i bekendtgørelsen for folkeskolen, Fælles Mål. Det er bindende krav. Man kan synes om det eller lade være, men hvis man ikke vil indrette sig efter det, så skal man ikke være underviser eller forestå uddannelser for fremtidige lærere.

Note

Jeg ved, at undervisningsminister Mattias Tesfaye er bekendt med skolekulturens problematiske og illegitime praksis jf. e-mail juni måned. Jeg ser frem til ministerens initiativer.