Medborgerskab og digitale medier

(Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848. Kilde: Wikipedia.dk)

Skolen har et formål

En vigtig opgave for skolen er at bidrage til, at eleverne udvikler sig som borgere eller som medborgere. “Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre,” som det hedder i det vel nok velkendte stykke 3 til Folkeskolens formålsparagraf.

Det er dog ikke klart, hvad det rent faktisk og konkret betyder, at blive forberedt til delagelse i et samfundet. For hvor er samfundet? Hvad er det, man skal deltage i? Og hvad betyder det at deltage? Det er vel mere end blot at passe sine ting, hvadenten det er arbejde, studie, familieliv, interessfællesskaber osv, og at deltage i rituelle afstemninger og valg en gang imellem.

Begrebet ‘medborgerskab’ peger på forholdet mellem den enkelte, det sociale og alt det, man kalder for samfundet. Der eksisterer et intrikat forhold mellem det enkelte individ og samfundet. Hvordan bliver den enkelte til hin enkelte, når det samtidig skal kunne indgå i en så stor enhed, som samfundet er? I hvor høj grad må individet ‘rette sig ind efter’ og ‘danne sig i billedet af samfundet’ - og hvor meget må samfundet ‘give plads til’ den enkelte med dets særegenheder?

Medborgerskabets historie

Disse spørgsmål bliver for alvor vigtige med opkomsten af det moderne samfund i 1700-tallet, hvor det enkelte menneske bliver set som netop ‘det enkelte menneske’, og ideen om at mennesket har egne rettigheder markerer dette menneske som noget særligt, der står over for samfundet. Med de europæiske revolutioner bliver mennesker til frie borger; de bliver sat fri af en tvangsmæssig sammenhæng. Civilt eller økonomiske sættes mennesket frit og kan vælge at sælge sin arbejdskraft på det frie markedet - eller at sulte, som Karl Marx pegede på i sin på om det kapitalistiske samfund.

Efter udviklingen af det civile medborgerskab udvikles senere også det politiske medborgerskab, der etableres gennem demokratiske reformer op gennem 1800-tallet. De forskellige valgreformer søger at inddrage stadig flere i stadig mere i forhold til de formellem styringsmekanismer i samfundet.

Forestillingen om medborgerskab udvikles løbende og bliver efterhånden i løbet af 1900-tallet også et spørgsmål om, hvad det vil sige ikke bare at leve sit liv frit, men også et værdigt liv. De forskellige udgaver af velfærdsstaten er udtryk for, at mennesket ikke kun er økonomisk og politisk frit, men også har ret til sin eksistens ud fra en forestilling om ‘ret og rimelighed’ eller ‘værdighed’. Fattigdom er uværdigt, hvorfor man må gøre noget for at undgå, at folk bliver (for) fattige.

Medborger og identitetspolitik

I dag ser vi nye kampe om medborgerskab - ikke mindst har vi set, at forskellige folkeslag kæmper for en ret til at bevare eller dyrke deres særegne kulturarv. Det kan være som omskæringer af børn, der betragtes som en vigtig kulturel eller religiøs handling, og det kan være som ret til at have fri, når man skal fejre bestemte helligdage eller det kan være noget helt tredje. Også inden for forskellige minoritetskulturer ser man krav om, at deres identitetsudøvelse kræver særlige rettigheder - altså en udfordring til medborgerskabsbegrebet i dets nuværende form. Dette sætter med al ønskelig tydelig spot på det forhold, at medborgerskab er et begreb, der hele tiden er til forhandling. Det at indgå i et samfund - altså være en del af dem, der har fundet sammen - er ikke så ligetil, da det samfundsmæssige fælles hele tiden ændrer sig.

Udfordringen til begrebet om medborgerskab øgedes gevaldigt med udviklingen af internettet, da det giver mulighed for dannelse af andre fællesskaber end nationale eller geografiske. Det har naturligvis hele tiden være muligt med internationale overbygninger på nationale identiteter og fællesskaber, men med de digitale medier og med digital forbundethed bliver spørgsmålet om fællesskaber og dermed kulturelle enheder, der kan kræve visse rettigheder udvidet betragteligt. Man kan næsten sige, at fællesskaber individualiseres, da alle kan finde fællesskaber på kryds og tværs af nationale og geografiske barrierer.

Digitalt medborgerskab

Internettet og alle tings (og menneskers) forbundet hed bliver også en udfordring til hele forestillingen om deltagelse. Det har altid været vanskelig at afgøre deltagelse som en slags borgerpligt, men med de muligheder for fællesskaber, som nettet giver, bliver deltagelse på samme måde som ‘fællesskaber’ individualiseret i den betydning, at alle kan slutte sig til eller frakoble sig de fællesskaber, der for tiden forekommer relevante.

“At være medborger betyder at være et legitimt og deltagende medlem af samfundet. Men hvad betyder det at være medborger i et samfund, som ikke er en nationalstat, men noget så flydende og abstrakt som det digitale samfund?” Spørgsmålet stiller Thomas Lindgren i bogen “Digital Media & Society”, og han får på denne måde fremstillet et af de største udfordringer, vi øjeblikket har, når det drejer sig om, hvad det vil sige at blive en dannet person - og hvordan skolen kan bidrage til at løfte denne opgave.

Skolen har ikke blot en forpligtelse til at gøre eleverne “fortrolige med dansk kultur og historie” og give “dem forståelse for andre lande og kulturer” (stk 1), men som nævnt også til at forberede deltagelse på alle niveauer. Spørgsmålet om ‘digitalt medborgerskab’ handler om, hvordan både børn og voksne kan udvikle sig til at håndtere disse udfordringer, så man både udvikler sig som en myndig person og samtidig udvikler en socialitet, der også udstrækker sig til en samfundsmæssig bæredygtig enhed eller flerhed.

Hvad så nu?

Dette kan man hævde ikke er så meget anderledes, end det hidtil har været, da samfundet aldrig som andet end en ideologisk konstruktion har været en kulturel homogen enhed. Men udviklingen af internettet, digitale devices og kunstig intelligens (for lige også at tage den med) betyder, at udfordringen med, hvordan dette skal håndteres bliver sat på spidsen - bliver spidsformuleret.

En række af de udfordringer, vi står over for, kan måske ses i dette lys. Med de stærkt individualiserede tilkoblingsmuligheder og dermed identitetsdannelser, bliver det vanskeligere at finde det, der samler en geografisk afgrænset gruppe, hvis denne stadig skal give mening for deltagerne. Alle kan til enhver tid vælge andre fællesskaber til, hvis man synes, de giver mere mening.

Jeg tror ikke, man kan lovgive sig ud af dette dilemma. Man må snarere som skole tage det på sig og forholde sig til, hvad det vil betyde for skolen. Og vi må som samfund - som skole, som forældre, som politiker, som…. - gøre os overvejelser om, hvad det betyder for den opgave, vi har med at bidrage til udviklingen af selvstændige mennesker - og derfor indrette samfundet og dermed også skolen på måder, der bidrager til udviklingen af myndige individer, hvor vi sammen kan lære, hvad deltagelse og samfund betyder, hvis det skal berige vores tilværelse og dermed også os som deltagende borgere.