Blog
Er der evidens for, at it virker i undervisningen?
Ophidset debat og hurtige slutninger om årsagssammenhænge. Det er ofte resultatet, når der bliver diskuteret meningen med og virkninger af at bruge it i undervisningen. I Læremiddel.dk har vi kigget nærmere på et af de forskningsprojekter, der hævder at kunne sige noget mere generelt om brugen af it i undervisningen. Vores konklusion er, at projektet og dets resultater er problematisk på flere niveauer. Der er tale om et problematisk design, en mangelfuld indsats og vidtgående generaliseringer på et tyndt grundlag. Og, ikke mindst, er der tale om et bidrag til en i øvrigt overfladisk diskussion i medierne, der ikke gør os klogere på spørgsmålet om, hvorvidt der er evidens for, at it virker i undervisningen. Derfor har vi sammenlignet projektet med et mere grundigt og velgennemført svensk projekt. På den baggrund peger vi på, hvad der skal til, hvis vi gerne vil blive klogere på og bedre til at anvende it på en didaktisk kvalificeret måde i undervisningen – herunder at vide, hvornår det ikke giver mening at anvende it.
Af Stig Toke Gissel og Thomas Illum Hansen
Har du droppet at bruge oplæsningsstøtte og ordforslagsprogrammer i din danskundervisning?
Tøv en kende, før du tager disse værktøjer ud af din didaktiske værktøjskasse – og stol på din egen faglige dømmekraft. Selvfølgelig skal man stole på sin faglige dømmekraft, hvad ellers? Men dette er især vigtigt at huske på, når man står over for at skulle vurdere digitale teknologier til didaktisk brug og tage bestik af den nyeste pædagogiske forskning. Den teknologiske udvikling og den stadige strøm af ny forskningsviden har nemlig det til fælles, at de sætter den faglige dømmekraft under pres. Undersøgelsen ”Brug af it i den første læse- og skriveundervisning” er således et eksempel på forskning i digitale teknologier, der ikke kan ikke give os svaret på, om værktøjerne har en gavnlig effekt, selv om det er, hvad forskerne selv konkluderer.
Under overskriften ”Brug af it-værktøjer i de første dansktimer gør ikke eleverne bedre” kunne vi på Folkeskolen.dk læse om resultaterne af undersøgelsen ”Brug af it i den første læse- og skriveundervisning”:
Her blev der konkluderet, at brugen at oplæsningsstøtte og ordforslagsprogrammer ikke gjorde nogen forskel, når forskerne, Dorthe Klint Petersen og Elisabeth Arnbak (DPU, Aarhus Universitet), målte på læse- og skrivefærdigheder. Men eleverne blev mere motiverede og havde tendens til at vurdere egne færdigheder som bedre end de elever, som ikke brugte hjælpemidlerne.
Men hvis ikke vi ser en effekt på de faglige parametre, så bør vi vel spare udgiften til disse læremidler?
For at forstå, hvad undersøgelsen egentlig kan bruges til i forhold til at besvare det spørgsmål, må vi kigge nærmere på undersøgelsens design og udførelse. Men først et lille tankeeksperiment …Et firma hævder at have opfundet en kur mod fedme. Et uafhængigt institut sætter sig for at teste medicinen i et forsøg. I tilrettelæggelsen af forsøget træffer instituttet nogle valg, som får konsekvenser for forsøget:
1. Deltagerne i forsøget, der skal tage medicinen (forsøgsgruppen), får ikke at vide, hvordan de skal tage medicinen. Det skal de selv finde ud af. Nogle har derfor slugt den, andre lagt den under hovedpuden, mens en tredje gruppe har smurt sig ind i den.
2. Et krav til alle deltagere i forsøget, både forsøgsgruppen og de der skal tage placebo-medicinen (kontrolgruppen), er, at de i forvejen har fået foretaget en fedmeoperation, der gør mavesækken mindre.
3. Deltagerne i forsøgsgruppen skal tage medicinen to gange ugentligt, men tager ikke medicinen. Til gengæld tager de andre former for medicin for at leve op til kravene fra instituttet.
Vil du være overrasket over, at konklusionen på den undersøgelse bliver, at den nye medicin ikke gør en positiv forskel? Kan vi sige, at vi med denne undersøgelse har tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at medicinen kan være effektiv?
Forsøget ”Brug af it i den første læse- og staveundervisning”
Formålet med projektet ”Brug af it i den første læse- og staveundervisning” var at ”undersøge effekten af brug af oplæsningsstøtte og ordforslagsprogram i den første læseundervisning” (s. 5). Det handler således om to ganske specifikke typer værktøjer og effekten af at bruge dem i 1.-3. klasse. Hvordan lærerne og eleverne ville bruge værktøjerne, måtte de selv finde ud af. Teknologierne indføres i undersøgelsen direkte i klasserummene, uden at forskerne kvalificerer indsatserne på basis af en forestilling om, hvad teknologierne skal gøre godt for, eller hvordan de skal bruges. Dette er der ikke nødvendigvis noget galt med, men nytten af værktøjerne kommer i høj grad til at afhænge af, om lærerne så rent faktisk lykkes med at bruge værktøjerne til noget fornuftigt. Så det, der reelt afdækkes i undersøgelsen, er, som det andetsteds i rapporten formuleres, om elevernes ”adgang til oplæsningsstøtte og ordforslag” (s. 9, vores understregning) gør dem til bedre læsere og stavere end kontrolgruppen, som ikke brugte it-programmer i læse- og staveundervisningen.
Konklusionen på undersøgelsen blev, at man ikke kunne finde signifikant positiv effekt af ”brug af it” i læse- og staveundervisningen (s. 5). Læg mærke til, at man her taler om it generelt. Det gør forskerne sandsynligvis, fordi lærerne i forsøgsgruppen ikke brugte oplæsningsstøtte og ordforslagsprogram i særlig høj grad i projektperioden, men til gengæld valgte at bruge andre digitale læremidler. Det ved forskerne fra de logbøger, som lærerne udfyldte. Her kunne de se, at dansklærerne ”i perioder” havde haft svært ved at honorere kravet om at bruge de tre redskaber, ”CD-ORD”, ”IntoWords” eller ”AppWriter”, men at de til gengæld havde ”brugt noget af it-tiden på diverse træningsprogrammer, som eksempelvis, denførstelæsning.dk, stavevejen, abc.dk” (s. 20). Her er vi således ovre i en helt anden type læremidler end de redskaber, som projektet ville teste effekten af, nemlig didaktiske, trænende læremidler. Heraf fokusskiftet i projektet fra at se på effekten af bestemte teknologier til at sige noget om it generelt.
Det var også tydeligt, at det primært var ordforslagsprogrammerne, der blev brugt af eleverne, mens oplæsningsdelen af programmerne hovedsageligt blev brugt i forbindelse med skrivning, så eleverne kunne få enten deres egne tekster eller tekster, som andre elever havde skrevet, læst højt. Dette bekræftes af forskernes observationer, hvor ingen klasser brugte programmerne til oplæsning af tekst i slutningen af 1. klasse, og kun de særligt udfordrede elever brugte denne funktion i 3. klasse.
Hvad kan forklaringen være på, at lærerne og eleverne tilsyneladende ikke kunne bruge oplæsningsprogrammerne til noget?
Kigger vi nærmere på designet af projektet og indsatserne, så kan vi se, at det var et krav, at alle klasser, både forsøgsgruppen og kontrolgruppen, i forvejen skulle anvende læsebogssystemet ”Den første læsning” (Alinea).
Måske vil de af jer, der ved noget om literacy-undervisning i indskolingen og læremidlerne til samme, studse her. ”Den første læsning” er et undervisningsmateriale, som lægger op til en struktureret, sekventiel læseundervisning. Der er mange lydrette ord i teksterne, og alle nye ord gennemgås af læreren før eleverne møder læseteksten; her skal eleverne følge med ved hjælp af fingeren (og gerne læse med), mens læreren læser teksten højt. Desuden er ”Den første læsning” kendetegnet ved en lærerstyret stilladsering, der klæder eleverne meget grundigt på til at kunne afkode læseteksterne, når de i slutningen af hver struktureret undervisningscyklus får lov at læse den på egen hånd.
Det gode spørgsmål er, hvad lærer og elever skal bruge oplæsningsstøtte til i forhold til læseteksterne i ”Den første læsning”, hvis læreren følger lærervejledningen? Vi vil umiddelbart sige, at læremidlet gør det helt overflødigt at inddrage oplæsningsprogrammer, og at det er helt forståeligt, at lærerne i forsøget ikke fandt anvendelse for dem. Desuden lægger læremidlet meget lidt op til opdagende skrivning, eller til at eleverne skal skrive sig til læsning, hvilket ellers kunne give ordforslagsprogrammerne en didaktisk relevans.
Kan vi lære af svenskerne?
I et svensk forskningsprojekt (Genlott & Grönlund, 2016) testede man effekten af, at elever fra 1. til 3. klasse anvendte metoden ”Writing to learn” til at skrive tekster og derefter diskutere og revidere teksterne sammen med klassekammerater og læreren. Som en del af interventionen anvendte man it-værktøjer til skrivning og til real-time formativ feedback og vurdering. Men fokus var ikke generelt på teknologiens betydning i sig selv. Det centrale for forskerne var at teste, hvilken forskel det ville gøre, at eleverne gennem skreven kommunikation interagerede med lærer og klassekammerater.
Projektet var kvantitativt og sammenlignede resultaterne for 502 elever i 3. klasse med brug af de svenske nationale test i bl.a. literacy. Man havde to kontrolgrupper:
- En gruppe elever blev undervist i literacy efter mere traditionelle metoder, dvs. phonics-metoden med fokus på, at læseindlæring sker før skriveindlæring og håndskrivning. Denne gruppe brugte ikke it.
- En gruppe blev undervist med it og ikke efter writing to learn-metoden, men hvor it blev brugt spontant, dvs. ikke med de specifikke didaktiske formål og metoder, som kendetegner de afprøvede indsatser omkring struktureret, formativ feedback og social interaktion. Denne gruppe svarer til forsøgsgruppen i Petersen og Arnbaks studie.
Det er interessant, for det første, at ”Writing to learn”-gruppen klarede sig klart bedst af de tre grupper, men også at gruppen, der blev undervist med it uden didaktiske retningslinjer, klarede sig dårligst. Forfatterne konkluderer om gruppen, der blev undervist med it uden didaktisk indsats (kaldet ITU-metoden): “The ITU method performs worst, which shows that ICT use must be well integrated into the pedagogy to be useful” (Genlott & Grönlund, 2016, s. 68).
Dette projekt giver således samme delresultat som Petersen og Arnbaks: at lave forsøg med it-redskaber uden at have en kvalificeret forestilling om, hvordan de skal anvendes didaktisk, giver ikke gode resultater. På den anden side giver projektet evidens for, at it brugt i forhold til et relevant didaktisk formål og en bestemt metode i literacy-undervisningen har effekt og endda større effekt end den traditionelle phonics-tilgang, som er den tilgang, et system som ”Den første læsning” bygger på.
Virker it?
Som det gerne skulle fremgå af vores kritiske sammenligning af de to projekter, afhænger forståelsen af og svarene på virkningsspørgsmålet af flere forhold. Det væsentligste budskab er, at didaktisk rammesætning er altafgørende. Af samme grund er forceret digitalisering præget af hovedkulds indkøb af interaktive tavler, tablets, læringsplatforme og digitale læremidler ingen garanti for en bedre didaktisk praksis – nok snarere tværtimod!
Hvis du er interesseret i, hvad forskningen siger om effekten af it, og hvorfor spørgsmålet ”Virker it?” er så vanskeligt at svare på, så kom med til Læremiddel.dk’s konference d. 25. oktober. Her forsøger vi at give det bedst mulige svar ud fra den nyeste internationale forskning i didaktisk brug af it.
Du kan tilmelde dig konferencen her: http://laeremiddel.dk/konference-it-virker-virker-it/
Referencer
Genlott, A. A., & Grönlund, Å. (2016). Closing the gaps – Improving literacy and mathematics by ict-enhanced collaboration. Computers & Education, 99, 68-80.
Petersen, D. K., & Arnbak, E. (2018). Brug af it i den første læse- og staveundervisning. DPU, Aarhus Universitet. Kan tilgås her: https://uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2018/mar/180308-brug-af-it-i-den-foerste-laese--og-staveundervisning-har-ikke-effekt
