Læs mere fra bloggen: Migration og skoleliv
Blog
Faldgruber og muligheder i interkulturel historieundervisning
Lad os se nærmere på de faldgruber og muligheder der er ved at inddrage elevernes forskellige erfaringer, baggrunde, selvforståelser og identiteter i undervisningen.
I et blogindlæg (https://blog.folkeskolen.dk/blog-dansk-som-andetsprog-dsa/inddrag-eksempler-fra-mange-lande-og-kulturer-i-undervisningen/4632708) i foråret skrev jeg, at det er vigtigt at inddrage de forskellige erfaringer, baggrunde, selvforståelser og identiteter, som forskellige elever har i undervisningen. Jeg skrev også, at der både er faldgruber og muligheder i forbindelse med en sådan undervisning. Lad os se nærmere på dét.
I den forrige blog fortalte jeg om en modtageklasse for elever på 15-17 år, hvor de havde arbejdet med Danmark i middelalderen, hvorefter de fik til opgave at lave en plakat om ”et øjeblik” eller en nøglebegivenhed i deres oprindelseslands historie fra perioden 1050-1536 – det tidsrum, som man ofte sætter middelalderen til i Danmark. En begivenhed, der har betydning for deres selvforståelse og identitet. De skulle integrere eksempler fra deres egen baggrund. En af eleverne, hvis forældre er arbejdsmigranter fra Polen, lavede en plakat om den polske hær, der slog de teutoniske riddere i 1525.
Lærernes intention er naturligvis, at migranteleverne ikke skal assimilere til ”dansk identitet” med tilhørende mulighedshorisont. Der er andre identitetsgivende nøglebegivenheder i denne periode end fx Valdemar den Stores erobring af Rügen i 1168 eller reformationen i Danmark i 1536 – både i Danmark og ude i resten af verden. Lærernes intention er at undgå, at et monokulturelt, dansk perspektiv får magten. Det skal ikke privilegeres og naturaliseres i skolen.
Faldgruben er, at den monokulturelle tilgang kan blive erstattet af en multikulturel tilgang. Med det mener jeg en tilgang, hvor to parallelle mulighedshorisonter bliver resultatet. Eleverne arbejder med dansk og polsk historie, og en lukket ”polsk” identitet i forlængelse af bestemte nøglebegivenheder sættes op over for en lukket ”dansk” identitet i forlængelse af andre nøglebegivenheder. En sådan tilgang udelukker ikke gensidig respekt og forståelse, men den udelukker dialog og ender i stedet med en konstatering af, at vi er ”danske”, og at det er interessant – eller skræmmende – at I er anderledes. Trods en tilsyneladende anerkendelse kan det alligevel ende med en ”andetgørelse” af migranteleverne, og at det danske perspektiv får the upper hand, magten. Det kan også ende i, at migranteleven afgrænser sig fra andre mulighedshorisonter end den, han betragter som sin egen. Der sker en identitetslukning, inden dialogen er kommet igang.
Muligheden er en interkulturel tilgang. Med det mener jeg, at forskellige åbne identiteter kommer i dialog. Der sker noget mellem (inter) forskellige tilgange, personer, kulturer. Der er dermed mange mulighedshorisonter. Kultur er ikke noget, der er. Det er noget, der bliver til og forandrer sig i en fælles menings- og videnskonstruktionsproces. Den tilgang udfordrer magten.
Den amerikanske uddannelsesforsker James A. Banks, som jeg også nævnte i den forrige blog, siger, at en interkulturel pædagogik og didaktik[1] ikke kun må overveje indholdsintegration, men også videnskonstruktionsprocessen. Altså, hvordan grundlæggende og implicitte antagelser, perspektiver og biases i et fag influerer den måde, viden konstrueres på i fx lærebøger. Lærebøgernes mainstream akademiske viden må man naturligvis reflektere over og om nødvendigt udfordre. Det kan eleverne bl.a. gøre med udgangspunkt i deres erfaringsbaserede personligt-kulturelle viden, men, understreger Banks, skolen skal også give eleverne mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved dén og overskride den.
Når eleverne arbejder interkulturelt med historie i første halvdel af det andet årtusinde, kan de sammenligne den betydning, nøglebegivenheder i forskellige lande – Polen, Danmark, andre lande – har haft i samtiden, og den betydning de har haft og har for skabelsen af kulturel og national identitet. Så bliver dansk og polsk identitet lige pludselig ikke to adskilte ting, der allerede altid er der, men mange ting, der påvirker hinanden og er blevet til i et historisk forløb. Man får en forståelse for, hvorfor det, der er sket, er sket, og for at det kunne være gået anderledes.
Det kan åbne for magtkritik og nye mulighedshorisonter og globale identifikationer. Både i klasserummet, i elevernes familie- og gruppemiljøer og i civilsamfundet.
[1] Det er lidt indviklet. Banks taler om ”multicultural education”, men tilføjer, at dét, han kalder ”multikulturelt” i Europa ofte kaldes ”interkulturelt”. Amerikanerne taler oftere om ”education”, der dækker mere end begrebet ”uddannelse” på dansk, end om ”pedagogics” og ”didactics”.