Migration og skoleliv
Blog
Når udlændingepolitikken rækker ind i klasseværelset
Af Anke Piekut og Gro Hellesdatter Jacobsen
Hvad gør en lærer, når en elev pludselig mangler i klassen, fordi hun og hendes familie er blevet udvist af landet eller flygtet til et tredje land af frygt for udvisning?
Hvad tænker lærere, når grænsen mellem skole og omverden udfordres af udlændinge- og integrationspolitik? I projekt MiCREATE har vi interviewet lærere og andre medarbejdere på en række skoler om deres arbejde med flygtninge- og indvandrerbørn. Vi spurgte blandt andet, om de oplevede, at debat og politik om indvandring og integration havde direkte indflydelse på deres hverdag. Det kom frem i svarene, at grænsen mellem skolens opgave og politiske udfordringer “udefra” ikke var tydelig. Selvom skolen hører under Børne- og Undervisningsministeriet og Folkeskoleloven, oplever lærere, at konsekvenser af udlændinge- og integrationspolitik fylder i deres arbejde.
Det har bl.a. været omtalt her på folkeskolen.dk:
https://www.folkeskolen.dk/656566/flygtningeboern-mistrives-i-folkeskolen-efter-lovstramninger
Og for nylig her, hvor Helena Lund gav råd til, hvordan fagprofessionelle kan forebygge omsorgstræthed i arbejdet med traumatiserede børn:
På flere af de skoler vi besøgte, var lærere og elever påvirkede af udlændingepolitik i form af udvisning af flygtningefamilier og integrations- og boligpolitik i form af nedrivning af boligblokke i udsatte boligområder (jf. Parallelsamfundspakken fra 2018).
Det kan skabe et dilemma for lærerne: på den ene side underviser de efter Folkeskoleloven og dens formål om ligeværd og demokrati og forberedelse til videre uddannelse, og på den anden side har de elever, som risikerer udvisning – elever, som går i almindelige klasser i folkeskolen og som til hverdag ses som en del af fællesskabet som alle andre. For andre elever fylder det i deres tanker og hverdag, at deres hjem i udsatte boligområder er i risiko for nedrivning. I vores interviews ser vi forskellige måder at forholde sig til dilemmaet på:
Opretholde grænsen
Flere fortæller, at de arbejder for at opretholde grænsen mellem skole og omverden. En skoleleder omtalte sin skole som ‘i sin egen boble’ og trækker dermed en klar grænse mellem skolen og det, der er udenfor den. Flere – især ledere – fremhæver, at skolen er en politisk styret organisation. En siger fx, at hvis nogen (oppefra) spørger, vil han fortælle om de negative konsekvenser for de elever, der frygter udvisning, men at han ikke kan være ‘proaktiv’ og handle på eget initiativ.
En lærer fortæller, at han sjældent taler med klassen om, at nogle elever er kommet som flygtninge. Han oplever, at flygtningeeleverne heller ikke selv ønsker det; det er som om de mener, at den slags samtaler ikke hører til på skolen, og de vil gerne være som de andre. Men han har erfaret, at grænsen mellem skolen som et sted for trygge og ligeværdige fællesskaber og verden udenfor hurtigt bliver udfordret, når en elev udvises.
Reflektere over grænsen
I vores interviews reflekterer flere lærere længe over, hvorvidt de kan tale om, hvad udlændinge- og integrationspolitik betyder for deres elever. Mens nogle, som nævnt ovenfor, hurtigt når frem til, at de ikke skal tage stilling, er andre mere tvivlende. De fortæller om diskussioner med kollegerne, om man kan udtale sig og positionere sig politisk om fx udvisninger og nedrivninger. Kan man udtale sig til aviser eller tv, kan man deltage i demonstrationer? En siger om ‘ghetto’-politikken: ‘jeg har en holdning, men vil ikke udtale mig til medierne, da jeg arbejder med de børn, der bor i området’. Vi har indtryk af, at lærerne oplever det frustrerende og krævende at håndtere politikker, som egentlig ikke handler om skolens arbejde, men alligevel kan få stor indflydelse. Flere oplever, at de mangler redskaber og sprog til at håndtere og tale om det – både udadtil og med deres elever.
Udfordre og transformere grænsen
Endelig er der nogle lærere og ledere, som aktivt arbejder for at ændre forholdet mellem skolens praksis og udlændinge- og integrationspolitik. En leder siger, at hun er i klar opposition til den førte politik, da den strider imod det, hun mener er skolens opgave: at give eleverne lige mulighed for uddannelse i overensstemmelse med demokratiske principper og værdier. Hun udtaler gerne, at den aktuelle integrations- og udlændingepolitik er i modstrid med mål og idealer i hendes skolepraksis.
En anden fortæller om en mere diskret praksis. Denne lærer oplever på sin skole ukonstruktive forklaringsmodeller for børns adfærd og modvilje mod at bruge arabisk og andre minoritetssprog. Hun fortæller, at hun arbejder med små ændringer i hverdagen; inddrager minoritetssprog en gang imellem og fokuserer på at ændre skolens praksis i stedet for at fokusere på forældrenes mangler.
Lærernes stillingtagen kan altså resultere i en hhv. en åbenlys og en mere diskret indsats for at transformere praksis, når de konfronteres med politikker, som strider imod deres principper.
Med disse eksempler ønsker vi at lægge op til en debat og måske erfaringsudveksling om, hvordan lærere og andre professionelle i skolen kan forholde sig, når udlændinge- og integrationspolitik bliver synlig i deres hverdag.
