Lider du af omsorgstræthed?

Tegning: Helena Lund

Som psykolog og familiebehandler for traumatiserede flygtningebørn og deres familier kommer jeg ofte i kontakt med engagerede lærere, pædagoger, skoleledere og SFO-medarbejdere, som udtrykker tiltagende omsorgstræthed i arbejdet med traumatiserede børn.

Omsorgstræthed er en normal, menneskelig reaktion på at ens kapacitet, tålmodighed og overskud er slidt op af at høre grusomme fortællinger fra krig, flugt og livet i asyl, og når man ser børn mistrives i en hverdag med usikkerhed om, hvorvidt den tryghed, de har i hverdagen i Danmark, varer ved. Flere fagprofessionelle fortæller mig, at de strækker sig langt for at hjælpe, støtte og passe på børn, som de tydeligt ser lider af psykosomatiske gener og symptomer, men at de samtidig oplever en voksende håbløshed og følelse af utilstrækkelighed, når det virker, som om politiske kræfter på Christiansborg modarbejder god trivsel for lige præcis denne målgruppe.

Til netværksmøder og samarbejdsmøder ser jeg ambivalens og skam, når sætninger som:

»Men hvad nytter det?«

»Vi kan ikke lægge en uddannelsesplan, for vi ved jo ikke, om de er her til næste år«.

Eller endnu værre:

»Det ville nok være bedst, hvis de rejste tilbage til, hvor de kom fra«.

Sætningerne er ofte efterfulgt af skam og flovhed.

Netop det er tegnene på omsorgstræthed: at man distancerer sig, gør sig kold eller falder i et sort bundløst hul af håbløshed uden adgang til sin evne til at give, vise eller modtage omsorg.

Realiteten er, at den stramme udlændinge- og flygtningepolitik kan have den effekt på os, som arbejder for bedre trivsel hos flygtningebørn og deres familier. Vi ser nemlig konsekvensen af stramningerne i øjenhøjde med dem, det rammer – nemlig børnene. De er ofte børn, som lever med forældre under et stort pres både indefra – i form af PTSD, angst og depression bundet til fortidens traumer – men også udefra i form af en usikkerhed vedørende hjemsendelse, fattigdom og uden udsigt til en kontinuerlig sikkerhed og økonomisk uafhængighed i nutiden. Det smitter af på børnene. Og det kan smitte af på os.

Fem gode råd

Så hvordan passer du på dig selv?

1. Vær opmærksom på tegnene. De kan se forskellige ud, men fælles er, at dine nærmeste lægger mærke til dem, før du selv gør. Lyt, hvis dine kære fortæller, at du har forandret dig – bliv opmærksom på, om du kan få øje på det. Det kan være, at du er mere temperamentsfuld i og omkring dit arbejde, at du brokker dig lidt mere og er lidt mere højlydt eller trækker dig fra dine kolleger i pauserne. Måske er du mere følsom over for støj, lys, overraskelser eller folkemængder.

2. Brug et par minutter i ro, inden du går på arbejde for at ”scanne” dig selv indefra og ud. Læg mærke til dit åndedræt, din puls, spændinger i kroppen, humør, tankemylder og sansninger.

3. Tag pauser i løbet af dagen, hvor du henter energi i noget, som giver ro – musik, podcast, motion eller en gåtur i frokostpausen – også hvis du kun har et par minutter til overs. Fyld de minutter med noget, som stimulerer sindet på en behagelig måde.

4. Lyt til din indre stemme om dit arbejde og din hverdag, og mød den med åbenhed, nysgerrighed og accept. Hvis du tænker dårligt om dine elever på en måde, du ikke helt kan genkende, eller som du måske kan blive flov over, kan dette være et tegn på netop omsorgstræthed. Husk dig selv på, at du ikke er dine tanker. Du er den, der monitorerer dine tanker.

5. Ræk ud. Tal med en kollega, en ven, en terapeut eller en anden, som du ved lytter med åbenhed og nysgerrighed, og som kan udfordre med omsorg.