DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

Blog

Bag et barns traumer findes ofte traumatiserede forældre

Der er altid en forklaring, når forældre ikke reagerer, og stolen er tom til skole-hjem-samtalen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som psykolog kommer jeg ofte i kontakt med det fagprofessionelle netværk omkring traumatiserede flygtningebørn og deres forældre. Netværket beskriver en stor bekymring og sympati for traumernes påvirkning af børnenes funktionsniveau i klassen, i SFO’en og til fritidsaktiviteter. Børn, som agerer hyperaktivt, konfrontatorisk og udadreagerende. Eller unge, som trækker sig, går alene og triste rundt på gangene og aldrig deltager i sociale aktiviteter.

Det første, de voksne gør, er ofte at række ud til forældrene. De indkalder til møder, skriver breve og tilbyder at holde en regelmæssig kontakt over intranet og sms. Men når lærerne og pædagogerne møder stilhed eller uforstående blikke fra forældrene, stiger bekymringerne for barnet. »Det virker, som om de er helt ligeglade?«, og »De er jo nødt til at komme på banen og støtte deres barn!« er hyppige bemærkninger, jeg hører til netværksmøderne. De fremsættes i en tone, som afslører frustration og irritation over forældrenes manglende engagement og forståelse for bekymringerne.

Den tomme stol

DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

DIGNITY-bloggen er et sted, hvor lærere, ledere og andre, der arbejder med flygtningebørn i skolen, kan få inspiration og gode råd. I mere end 35 år har den danske organisation DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur behandlet traumatiserede flygtninge for at hjælpe dem til et bedre liv. DIGNITY’s psykologer, fysioterapeuter, socialrådgivere og læger har derfor stor viden om traumatiserede børns behov og problemer, og på denne side kan du få input til din undervisning, sparring og gode råd. DIGNITY arbejder for forebyggelse og rehabilitering af tortur både i Danmark og ude i verden.

Men hvad gemmer der sig bag stilheden, den tomme stol til skole-hjem-samtalerne og de ubesvarede opkald?

Inden jeg svarer på det, vil jeg gerne fortælle lidt om de forskellige typer af traumatisering, jeg ser hos flygtningefamilier:

Den første type er PTSD. Det står for Post-Traumatic Stress Disorder – eller på dansk post-traumatisk stress-syndrom. PTSD opstår, når et menneske har oplevet katastrofelignende begivenheder, hvor oplevelsen har været, at fysisk og psykisk overlevelse har været i fare. Det kan være et overfald, et skyderi, en naturkatastrofe eller lignende, som jo naturligt ville afføde reaktioner hos de fleste af os. Symptomerne er bl.a. påtrængende minder om oplevelsen, som giver voldsomt ubehag – ofte i form af flashbacks, hvor man føler, at man oplever det igen og igen. Det gør, at man i hverdagen undgår alt, der kan minde om begivenheden – det gælder både mennesker, steder, lyde, dufte og andre ydre stimuli, men også indre faktorer som tanker, følelser og kropslige fornemmelser. Det kræver enormt meget energi og en øget vagtsomhed at undgå alt dette, samtidig med at man hele tiden er på vagt over for, om det katastrofale kan ske igen. Det påvirker så igen søvn, appetit, humør og energiniveau.

Kompleks PTSD

Den anden type traumatisering er KPTSD: Kompleks PTSD. Denne type omfatter de samme symptomer som PTSD sammen med udfordringer med hensyn til organisering og regulering af personens indre kaos. Man kan sige, at det er en traumatisering, som påvirker udviklingen af ens personlighed, oplevelsen af en selv og ens adfærd. Det særlige ved denne type er, at tilstanden ikke kan placeres som udløst af én særlig traumatisk oplevelse. Den ses ofte hos mennesker med mange, kontinuerlige traumer, som i mange tilfælde er startet i barndommen. Tit har der ikke været en længere periode med tid og rum til at bearbejde de traumatiske oplevelser. Et barn, som er vokset op i en kaotisk krigszone med flere skyderier, bombninger og eventuelt har været vidne til vold og tortur mod forældrene, en lang og angstfyldt flugt, flere år i eksil osv., har ikke haft mulighed for at bearbejde de mange oplevelser i stabile og rolige omgivelser eller for at udvikle de psykosociale færdigheder, som andre jævnaldrende har. Vi ser derfor ofte børn og unge, der har svært ved at regulere adfærd og følelser, og som samtidig har lavt selvværd mættet med skam og skyldfølelser.

Den tredje form for traume læner sig i symptombilledet lidt op ad den komplekse traumatisering, nemlig udviklingstraumet. Udviklingstraume ser vi ofte hos børn, som fra livets begyndelse har oplevet omsorgssvigt, vold i familien, eller er vokset op med traumatiserede forældre, som ikke har formået at give den nødvendige omsorg, stimulering, stabilitet eller ramme omkring en tryg barndom, som kræves for en positiv udvikling. At vokse op i kaos og tumult uden beskyttelse eller omsorg som en tryg havn at vende hjem til kan forårsage en fejludvikling i barnets dannelse af en social, emotionel, faglig og relationel kerne.

Forældrene spørger sig selv

Når vi ved lidt om de forskellige typer traume, og når vi har en forståelse for, hvorfor et barn er udadreagerende eller indesluttet, er det derfor nærliggende at se skævt til forældrene og undre sig over, »hvorfor de ikke kunne eller ville passe bedre på deres barn«.  Men så skal vi huske, at børnenes forældre stiller sig selv det samme spørgsmål ved hver opringning, hver bekymring og hver underretning. 

Uanset hvilken type traume, vi ser hos barnet, er der ofte og sandsynligvis en lignende eller en lige så voldsom traumehistorik hos forældrene. Og også forældrene har behov for behandling, omsorg, støtte og vejledning i hverdagen. Men ofte mangler de selv viden om og forståelse for, hvad deres tilstand hedder, hvor den stammer fra, eller hvor man kan gå hen for at blive hjulpet ud af den smertelige tilstand, som traumer sætter mennesker i. Og ikke mindst, hvordan traumer hos et familiemedlem påvirker hele familien. Her er de fagprofessionelle omkring barnet og familien de vigtigste formidlere af viden og hjælp. For der er hjælp at få, og en traumeinformeret, familiebaseret indsats kan gøre en afgørende forskel for barnet og familien og skabe grundlag for en positiv udvikling.

Powered by Labrador CMS