Når de voksnes flygtningedebat siver ned i skolegården

Af Helena Lund, psykolog i DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur

Nyheder, debatter og politiske kommentarer om flygtninge fylder meget i disse dage. Ord som ’flygtningekrise’, ’nødbremse’ og ’grænsekontrol’ tilføjer en frygt til debatten, som børn kan have svært ved at forholde sig til. Samtidigt ser børnene billeder i medierne af forfrosne børn i flygtningelejre, børn med blod i ansigtet i en ambulance, eller børn i en gummibåd, der beskydes af patuljebåde. 

Flere af de børn med flygtningebaggrund, som jeg møder i mit arbejde, fortæller mig, at de oftere og oftere får spørgsmål fra både lærere og kammerater, om de er ’en af dem?’ Underforstået ’en af flygtningene’.

»En af hvem?«, svarer de så. For hvad svarer man? Og ikke mindst, hvad spørges der egentlig til?

Den slags ofte velmenende og nysgerrige spørgsmål fra omgivelserne kan sætte gang i en eksistentiel tankerække om identitet, baggrund og fremtid hos børn, der i forvejen har traumatiske oplevelser fra krig og flugt med i bagagen:

Er jeg en flygtning? Er der noget galt i det? Er jeg så ikke en del af ’os’? Bliver jeg det nogensinde?

Som de fleste sikkert ved, er børns nysgerrighed for hinanden ellers fordomsfri, ærlig og holdningsfri de første mange år. Børnebøgerne om Nour og Nora af Camilla Kaj Poulsen viser netop dette ud fra børnenes perspektiv. Bøgerne omhandler kulturmøde i børnehøjde, som fremhæver ligheder og forskelle uden fordomme.

Problemet opstår, når voksnes holdninger begynder at påvirke børnenes måde at forholde sig til hinanden på. Nogle voknes fordomme eller negative holdninger til flygtninge kan sive ned på legepladsen, og for nogle børn kan det blive en grund til ikke at ville hinanden. Eller endnu værre: En oplevet tilladelse til at nedgøre, diskriminere eller mobbe.

Når flygtningebørn spørger mig: »Er jeg grunden til, at Danmark er i krise?«, eller »hvorfor vil Danmark ikke have mig her?«, og fortæller mig, at en klassekammerat har sagt det i skolen, bliver det tydeligt for mig, hvor nemt den politiske debat kan blive overtaget af børn. Børn gentager det, de hører, og hvis vi ønsker et samfund med nysgerrighed frem for fordomme, er det vigtigt, at vi lader børnene høre nuancerne.

Der har læreren selvfølgelig en særlig vigtig rolle i forhold til at nuancere og formidle viden. Faktisk kan det bruges proaktivt i undervisningen, hvis man som lærer er vidne til, at et barn udtrykker sig fordomsfuldt eller diskriminerende overfor andre. Her er bare et par idéer.

• Fremhæv det, vi har til fælles med hinanden: Jonas og Younes har forskellig baggrund, men kan for eksempel begge lide fodbold og bøger.
• Tal med klassen om temaer, som børn kan genkende sig selv i, uanset om de selv har eller ikke har oplevet krig eller flugt. For eksempel: Fatima har været nødt til at flytte langt væk fra sin mormor og faster, som hun savner meget. Kender I andre til det at savne nogen? Hvad kan man gøre når det sker, at man er nødt til at forlade nogen man holder af?
• Dyrk kulturforskelle som noget fedt: Hvad er forskellen på jul og Eid? Hvordan fejrer man fødselsdag/bryllup/helligdage i andre lande?
• Vær desuden ikke bange for at tale om krig, flugt eller traume, hvis det kommer op. Når voksne udviser berøringsangst eller undgår at forklare, hvad konflikter eller andre skræmmende ting er, fostrer det fantasier og gætterier, som ofte kan være mere skræmmende for barnet end virkeligheden. Selvfølgelig skal samtalen dog foregå i øjenhøjde med børnene, og ikke pensles ud med grafik som er unødvendigt skræmmende.
• Hvis et flygtningebarn åbner op for traumatiske oplevelser, og fortæller om det i, eller udenfor klassen, så lyt! Det er ikke farligt for barnet at tale om det – men følg barnet, og lad barnet afslutte samtalen på egne vilkår.
• Hjælp barnet og forældrene til at finde hjælp eller behandling, hvis de ønsker det, og find støtte og sparring hos kolleger eller din leder, hvis du selv bliver ramt barnets fortælling.

Det var alt for nu. Jeg håber, det kan bruges. 

Venlig hilsen

Helena