DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

Blog

Psykolog: Derfor stejler nogle forældre, når vi tilbyder traumeramte børn psykologhjælp

Jeg har i flere indlæg her på bloggen fortalt om, hvordan lærere og pædagoger kan hjælpe flygtningebørn med psykiske mén fra krig, flugt og tab. Men hvordan reagerer forældrene, når barnet så bliver henvist til behandling?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I mit arbejde med traumatiserede børn og forældre møder jeg ofte en skepsis fra forældrene og barnets voksne netværk, når det gælder traumebehandling. Mange frygter, at mine spørgsmål under behandlingen vil re-traumatisere barnet eller, at jeg risikerer at vække minder hos barnet, som det allerede ”har glemt”. Mange forældre fortæller, at det virker, som om minderne svinder ind, hvis bare de undgår at tale om deres oplevelser fra krig eller flugt.

Det problematiske ved denne forståelse af traumer og traumebehandling er, at ubehandlede traumer kan slå rod og blive ved med at skabe problemer for barnet.

Lad mig kort forklare, hvordan traumatiske begivenheder lagres i vores hukommelse:

DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

DIGNITY-bloggen er et sted, hvor lærere, ledere og andre, der arbejder med flygtningebørn i skolen, kan få inspiration og gode råd. I mere end 35 år har den danske organisation DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur behandlet traumatiserede flygtninge for at hjælpe dem til et bedre liv. DIGNITY’s psykologer, fysioterapeuter, socialrådgivere og læger har derfor stor viden om traumatiserede børns behov og problemer, og på denne side kan du få input til din undervisning, sparring og gode råd. DIGNITY arbejder for forebyggelse og rehabilitering af tortur både i Danmark og ude i verden.

Vi kan forenklet set dele vores minder op i kolde og varme minder. De kolde minder er dem, vi kan tænke tilbage på uden de store følelsesmæssige reaktioner – altså ’kolde fakta’.  For eksempel fra vores tid i 9. klasse: Hvad hed skolen, hvor sad vi i klasselokalet, hvordan så vores dansklærer ud? De varme minder vækker en grad af emotionel respons. Det kan være vores første kys, hvor tanken om det gør vores kinder røde, og vi mærker sommerfugle i maven. Eller dengang dansklæreren skældte os ud foran hele klassen. Her husker vi følelsen af ydmygelse, vrede, og skam. Og måske stiger pulsen, og vores skuldre og nakke bliver anspændt når vi tænker på det. Disse minder indeholder også kolde komponenter, men hvor de varme, emotionelle komponenter fylder mest og de kolde fakta forsvinder i baggrunden.

Dét, der ofte sker, når et barn oplever en traumatisk begivenhed, er, at mindet om selve hændelsen er fragmenteret og lagret som et ”varmt minde”, koblet til barnets alarmcentral i hjernen. Det betyder, at selve mindets kolde fakta, altså begivenhedens kontekst, tid og rum, er utydelige og svære at genkalde sig kontrolleret. Samtidig bliver følelsen, de kropslige reaktioner og sanseindtryk såsom lyde, dufte - alt dét, som barnet oplevede inde i sig selv i situationen, ved med at overvælde barnet. Det er en smertefuld og forvirrende tilstand at være i. Med børns logik konkluderer de desværre ofte, at der er noget galt med dem.  

Risiko for fejldiagnose

Symptomer på traumer kan se forskellige ud, og det kan komme til at ligne andre udviklingslidelser og forstyrrelser. Der er derfor en risiko for, at barnet bliver fejldiagnosticeret og modtager behandling eller intervention i en retning, som ikke nødvendigvis er skadelig, men heller ikke gavnlig.

Hvad indebærer behandlingen så, når traumet er opdaget og identificeret?

Psykologens tilgang varierer alt efter traumets konsekvens i hverdagen, herunder familiens måde at håndtere det på. Det er almindeligt hos mange flygtningefamilier, at der er modstand, oftest bundet i frygt, mod at tale om de traumatiske oplevelser, da det vækker stærke følelser. Når det gælder en stor sorg, vil nogle forældre fortælle, at de har lagt fortiden bag sig med et ønske om kun at fokusere på nuet og fremtiden. Andre familier udtrykker deres forpinthed og smerte ved at fastholde alle minder med et stort behov for aldrig at glemme og aldrig at tilgive. Mange forældre kæmper også selv med traumesymptomer som forhøjet angstniveau, mareridt og depression, og nogle har også mén efter tortur.

Psykologens første opgave er at stabilisere familien og barnet i en grad, som gør, at en bearbejdning er mulig. Dette betyder indledende samtaler om traumers fremtrædelsesform, funktion og konsekvens både hos den enkelte og i familien som helhed. Med en ressourcefokuseret tilgang trækkes der på familiens styrker, ønsker og behov for at finde de mest effektive metoder til at håndtere de mest presserende udfordringer i familiens hverdag.

Den mest effektive måde at finde og fremhæve ressourcer er via leg. Leg og bevægelse er en hurtig måde at give alle medlemmer i familien en oplevelse af samvær, nærhed og succes – en oplevelse, som dermed plantes i kroppen, som en ny erfaring dér hvor smerten oftest sidder fast.

At samle traumenarrativet

Det næste skridt er at samle familiens fælles fortælling, eller traumenarrativ, om oplevelserne på en måde, som er meningsgivende, men skånsom i forhold til barnets udvikling og forståelse. Familien behøver ikke at sidde i rundkreds, hvor alle på tur skal hælde deres egne forfærdelige minder ud over familien. Det handler snarere om at skabe plads til at turde tale om det og ikke mindst adskille selve oplevelsen, fra mindet om den. Dette gøres ved at koble kontekst – alle de kolde fakta – på følelsen, altså at gøre et brændende varmt minde, koldt og overskueligt. Det handler om at integrere de varme og kolde komponenter, og acceptere at minderne altid kommer til at være smertefulde, men forhåbentlig på en mere ”lunken” og håndterbar måde. Ved at træne nervesystemet til at forholde sig til det, der er sket, og huske sig selv på, at oplevelsen tilhører fortiden, hjælper det hjernens alarmcentral til at slappe af i hverdagen. Når samtalen følges op med af netop leg, grin og bevægelse, cementerer det forskellen mellem fortid og nutid. De fleste familier går fra en session med et smil på læberne på trods af, at de har husket, talt om og forholdt sig til en grusom oplevelse fra krigen.

Det er helt naturligt at nogle forældre ”stejler” og undlader at søge hjælp til deres børn, fordi de vil skåne dem fra at beskæftige sig med det traumatiske. Selv om der ofte er meget leg og grin, er traumebehandling hårdt arbejde, også for børn, da den ikke kan gennemføres uden at genbesøge de traumatiske oplevelser. Minderne forsvinder dog ikke, fordi man ikke taler om dem – tværtimod.  Børn, som lider af PTSD, genbesøger ofte traumerne dagligt via flashbacks og mareridt, så det ubehag, de vil opleve ved at tale om traumerne i terapien, er noget, de i forvejen oplever mange gange dagligt. Dertil kommer, at børnene ikke vil være alene med oplevelsen i terapien, men sammen med en empatisk professionel voksen, som kan hjælpe dem med at placere oplevelserne i tid og sted og lægge dem bag sig. Behandlingen hjælper, og det er derfor altid en god ide at støtte forældre i at finde professionel hjælp til deres børn. Det betaler sig på langt sigt, selv om det koster på kort.

Powered by Labrador CMS