DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

Blog

Tips til at berolige et traumatiseret barns kaotiske sind

Børn med traumer i sindet har særligt brug for forudsigelighed, stabile rammer og fast struktur

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tegning: Helena Lund

I mit arbejde med traumatiserede flygtningefamilier møder jeg ofte børn, som fortæller, at de har svært ved at koncentrere sig, sidde stille, huske det, de lige har lært, eller modtage en kollektiv besked. Lærere, pædagoger og trænere beskriver vanskeligheder med at skabe kontakt til barnet, og når det lykkes, er det svært at fastholde kontakten og barnets opmærksomhed.

Dette skyldes, at barnets tolerancevindue simpelthen er mere snævert end hos os andre, som ikke har traumatiske oplevelser i bagagen.

DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur

DIGNITY-bloggen er et sted, hvor lærere, ledere og andre, der arbejder med flygtningebørn i skolen, kan få inspiration og gode råd. I mere end 35 år har den danske organisation DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur behandlet traumatiserede flygtninge for at hjælpe dem til et bedre liv. DIGNITY’s psykologer, fysioterapeuter, socialrådgivere og læger har derfor stor viden om traumatiserede børns behov og problemer, og på denne side kan du få input til din undervisning, sparring og gode råd. DIGNITY arbejder for forebyggelse og rehabilitering af tortur både i Danmark og ude i verden.

Vi har alle et vindue af tolerance, som afgør, hvornår vi er helt til stede, opmærksomme, reflekterede og nærværende. Vi kan modtage indlæring, være sociale og reflektere over, hvordan vi selv og de omkring os har det.  Den øvre grænse afgør, hvornår vi får for meget input til, at vi kan tåle flere stimuli. Når denne grænse overskrides, mærker vi en indre uro, pulsen stiger, åndedrættet bliver hurtigere og mere overfladisk, og vi bliver anspændte og på vagt. For eksempel i en støjende klasse, hvor lydniveauet er højt, stemningen urolig og aggressiv, og frustrationerne udtrykkes i pludselige bevægelser, mens legetøj, lektier og grimme ord flyver rundt i lokalet.

Den nedre grænse afgør, om vi bliver understimuleret i en grad, hvor vi keder os, hvor tonen er monoton, stemningen er stille, og vi trækker os mere og mere ind i os selv, lader tankerne svæve, og vores opmærksomhed flyder.

Vi reagerer forskelligt

Samtidig reagerer vi forskelligt på, når vores øvre og nedre grænse er nået. Nogle af os bliver rastløse og urolige i en stund med stilhed, hvor andre lukker ned og »fryser til is«, når der er for meget kaos omkring os.

Tolerancevinduet kan også påvirkes indefra, dvs. fra vores tanker og følelser. Når vi bliver meget bange, går vi i fight- eller flightmodus, hvor vores impuls er at forsvare os med alt, vi har, eller løbe skrigende væk. Hvis vi frygter for vores liv, kan vi omvendt forsvare os ved at trække os ind i os selv, gemme os og overgive os til omstændighederne, følelserne eller de skræmmende tanker.

I et ikke-traumatiseret sind er vinduet mellem de to grænser ret bredt og fleksibelt, men for et barn, som har oplevet voldsomme begivenheder som krig, flugt, trusler og vold, bliver vinduet snævert og grænserne tyndere. Det er mest almindeligt, at traumer medfører en større tendens til, at den øvre grænse er mest følsom, og at barnet nemmere kommer i fight- eller flightmodus. Uden behandling kan vinduet krympe yderligere med tiden, og grænserne risikerer at blive fastlåste og rigide.

Nogle redskaber

Hvis man arbejder med og omkring et traumatiseret barn, som ofte har meget lille tolerancevindue, er der ting, man kan tage i brug for at hjælpe barnet med at udvide sit vindue og strække grænserne gradvist uden at overskride dem.

1. Fight-/flightmodus:

a. Det kan være svært at engagere et hyperaktiveret, udadreagerende barn. Et tip kan være at invitere barnet til en konkurrence om, hvem der kan puste ud i længst tid. Dette kræver, at barnet fylder lungerne med luft og ånder luften langsomt ud, indtil lungerne er helt tømt. For at vinde konkurrencen, skal man være den sidste, der trækker luft ind tre gange. Dette kræver i sig selv en langsom vejrtrækning og koncentration, så man kan høre, hvem der trækker luft ind først, hvilket medfører en automatisk beroligelse af nervesystemet.

b. Et andet tip er at sætte barnet til at kaste en bold frem og tilbage til dig, mens I taler sammen om det, der forstyrrer eller generer barnet. At kaste og gribe en bold kræver nærvær og koncentration, samtidig med at kroppen holdes i gang på en afgrænset og struktureret måde.

c. Time out. At sende et barn uden for lokalet er sjældent en rar oplevelse for hverken læreren eller barnet. Sørg for, at time out er afgrænset og forudsigelig, helst med en forud aftalt opgave eller aktivitet. Sørg for, at barnet ikke flagrer rundt alene på gangen, men har et lokale med adgang til ro, visuelle stimuli, gerne musik, spil eller bøger med billeder.

2. Freezemodus: Dette indebærer ofte, at barnet trækker sig helt ind i sig selv, bliver stille, immobil og måske endda slap. Barnet kan miste kontakten med sig selv, sine tanker, følelser, sanser, og blive svært at komme i kontakt med. Der kan forekomme flashback eller angstanfald.

a. For at hjælpe barnet ud af denne tilstand er det en god ide at insitere på øjenkontakt, aktivere børnenes sanser ved at bede dem om at drikke noget koldt, røre ved noget blødt, høre din stemme eller lugte til noget specifikt. Bed barnet om at trække vejret dybt ind langsomt, ånde langsomt ud, plante fødderne tungt i gulvet, spænde hænderne i en knytnæve, mens barnet tæller til tre, for derefter at give slip og lade fingrene blive slappe.

b. Det er vigtigt at aktivere krop og sanser og forankre opmærksomheden i her og nu.

Børn med traumer i sindet har særligt brug for forudsigelighed, stabile rammer og fast struktur for at lære, at det er trygt at lade sit tolerancevinue blive bredere og mere fleksibelt. Samtidig vil børn jo altid helst være ligesom alle andre, så det er godt at implementere beroligende teknikker som et fælles værktøj for hele klassen eller gruppen og tage udgangspunkt i, at alle har et tolerancevindue, og at der er en naturlig forskellighed i, hvor bredt og fleksibelt vores vindue er.

Powered by Labrador CMS