Til folkeskolelærere: Sådan kan I hjælpe voldsramte børn

I mit arbejde som psykolog for traumatiserede flygtningefamilier møder jeg sommetider børn og unge, som fortæller, at de har været udsat for vold i hjemmet. Disse børn beskriver ofte en hverdag med uforudsigelighed, vrede, frygt og skam. De yngre børn, som ikke nødvendigvis har sproget for det, de oplever, fortæller det med leg, tegninger eller stilhed. De ældre viser det i attitude, modstand eller vrede. Fælles for de fleste er, at når jeg spørger ind til livet og hverdagen i hjemmet, åbner de op for den smerte, de bærer på, og lettelsen over at blive spurgt.

De fleste børn, som er udsat for vold, er mestre i at skjule de mærker, de har på både krop og sjæl. Gemt bag en facade af enten veltilpasset perfektion eller utilpasset aggression, befinder barnet sig i et følelsesmæssigt kaos. For det er ikke alle børn, som ved, at volden ikke er ok. Eller at volden er skadelig og aldrig deres skyld. Faktisk mener de fleste, at volden er målrettet deres forkerthed og den eneste måde at opdrage lige præcis dem på.

Oplevelsen af værdiløshed

Det er nemlig det, vold gør ved børn. Frarøver dem en indre oplevelse af værdi. Når oplevelsen af værdiløshed er etableret hjemmefra, er den svær at vende om på egen hånd. Flotte karakterer, social popularitet, opmærksomhed og ros betyder lige så lidt som plaster på et blåt mærke. Fordi disse ting er udefrakommende, generelle og frembringer en ydrestyret motivation. Der, hvor motivation, ambition, drømme og mål sidder hos de fleste af os, besidder voldsramte børn kun en overlevelsesmekanisme. Der, hvor selvværdet sidder hos de fleste af os, besidder voldsramte børn oftest kun en tomhed og skam. Det gælder i nogle af de her udsatte flygtningefamilier, men vi ser præcis samme reaktion hos voldsramte børn fra etniske danske familier.

Men selv om de samme regler gælder for etniske danske familier som for flygtningefamilier, nemlig at vold er ulovligt, så er konsekvenserne ofte meget forskellige. En flygtningefar eller mor risikerer at blive udvist, hvis de bliver dømt for vold mod deres barn. Og intet barn vil, uanset vold eller dårlig opdragelse, sende sine forældre tilbage til det helvede, de er flygtet fra. Så disse børn står ofte i et dobbelt dilemma.

Og nej. Selvfølgelig er det langtfra alle traumeramte flygtningeforældre, der slår deres børn. Det samme med traumeramte etniske danske familier. Det er vigtigt at understrege, at vold forekommer i familier på tværs af socioøkonomiske forhold, etnicitet, uddannelse og indtægt. Dog er der en øget risiko for vold i familier med traumer i bagagen. Uanset etnisk herkomst.  

Seks gode råd

Så hvad gør vi, når vi har mistanke om, at et barn er udsat for vold?

1. Spørg. Sæt ord på dine bekymringer. Fortæl, hvor dine bekymringer kommer fra, hvorfor de er dukket op. Spørg åbent og fordomsfrit, men konkret, ind til, om der er nogen, der slår barnet eller andre i familien.

2. Undersøg muligheder for hjælp til ikke bare barnet, men også til forældrene. Mange flygtningeforældre bærer på ubehandlede traumer – også mange år efter ankomsten til Danmark. Volden kan således være traumerelateret og ukontrollerbar for de voldsudøvende. Der er behandling at få, både for traumerne og den voldelige adfærd.

3. Aftal at du vil spørge igen. Lad vær med at tænke, at nu er spørgsmålet stillet, så nu ved barnet at han/hun kan komme til dig, hvis det er. For det gør barnet oftest ikke. Du skal spørge igen, hvis mistanken er der. Men forbered barnet på, at spørgsmålet kommer igen. 

4. Søg hjælp. Hvis mistanken bliver ved med at gnave, trods flere benægtelser og forklaringer, ring til en rådgivningslinje, spørg en kollega, leder eller skolepsykolog, bed kolleger om hjælp til at reflektere over din bekymring, og bed om deres perspektiv. Hvis du er i tvivl, kan drøftelserne ske i anonymiseret form for både at beskytte familien og dig selv, men også for at fokusere drøftelsen på den objektive bekymring, du har.

5. Vær opmærksom på, at i enhver personalegruppe kan en krise smitte og eskalere, og mistanke og fordomme kan være benzin på bålet. Forhold dig så objektivt og åbent som muligt: Måske har du ret, måske tager du fejl. Husk, at det er for barnets skyld, at du spørger, undersøger og mærker efter, om og hvornår dit sind eventuelt kan slippe mistanken.

6. Underret kommunen. Vi har underretningspligt, og ved mistanke om vold ophæves tavshedspligten. Det er op til kommunen at undersøge og handle på bekymringer med afsæt i, hvad der er det bedste for barnet. Her er du en meget vigtig komponent. Du bidrager med konkret og faktuel viden og dine fornemmelser. Adskil de to, og tilbyd din ubetingede støtte til barnet, uanset hvad kommunen beslutter.