Migration og skoleliv
Blog
Alle kan blive flygtning, og mange har en flygtningehistorie
Når krigen rækker ind i klasseværelset (1). Dette er det første blogindlæg af flere om krigen i Ukraine og dens mulige betydninger for skoleliv i Danmark.
Krigen i Ukraine er en anledning til at minde om, at der i danske skoleklasser er børn med mange forskellige baggrunde, som kan have særlige tanker om krig og flygtninge. Der er børn fra Ukraine, børn fra Polen og børn fra Rusland, og børn hvis forældre har rødder i disse lande. Der er børn, som selv er flygtet fra krig i Syrien, eller hvis forældre er flygtet fra krig i Jugoslavien eller Libanon. Der er børn, som er flygtet fra Irak, har boet i Polen og nu vokser op i Danmark. Det er svært at finde en skoleklasse, hvor ingen elever har en flygtninge- eller indvandrerhistorie. Derfor giver det ikke mening at undlade at tale om Ukraine i skolen.
På baggrund af vores forskning vil vi anbefale, at temaet flugt og migration tages op som en menneskelig erfaring, der angår alle. Det kan fx være gennem litteratur, film eller andre kunstneriske udtryk, som kan åbne for en fællesskabende dialog. Det er vigtigt, at børn med flygtningebaggrund ikke udpeges som anderledes, men at emner som flugt og migration tages op på en almen måde, hvor børnene kan byde ind med tanker og erfaringer, hvis de har lyst og er klar til det.
I projekt MiCREATE samarbejder vi med partnere i Spanien, England, Slovenien, Østrig og Polen, hvor vores kolleger har lavet feltarbejde på seks skoler i hvert land, ligesom vi har i Danmark. Desuden har andre kolleger lavet feltarbejde med børn og unge i flygtningelejre i Italien, Tyrkiet, Slovenien, Polen og Frankrig.
Vi har hørt den indvending, at situationen med flygtninge og indvandrere er så forskellig i hvert land, at det ikke giver mening at samarbejde med netop disse lande. Mens de i England har lang erfaring med multikulturelle skoler, har vi i fx Danmark og Polen mere nationalt orienterede skolesystemer. I Danmark har vi interviewet mange børn med syrisk, somalisk og polsk baggrund, mens langt de fleste børn, vores polske kolleger har samarbejdet med, er fra Ukraine. Så hvordan sammenligne erfaringer på tværs, kunne man spørge?
Vores erfaring er, at forskelligheden er en styrke, da vi på tværs af forskellene kan se, at mange erfaringer er fælles for flygtninge og børn af arbejdsmigranter og for børn fra forskellige lande. Eksempelvis ønsker børn alle steder en tryg hverdag, positive fremtidsudsigter, sikre forhold for familien og ikke mindst gode venskaber.
Med krigen i Ukraine er det igen blevet tydeligt, at vi er tættere på hinanden, end man umiddelbart skulle tro. Vores polske forskerkolleger er konkret involveret i at hjælpe ukrainske flygtninge og forberede uddannelse af de mange ukrainske børn, som er på vej til Polen. I Danmark kommer vi også til at tage imod børn fra Ukraine. I de næste indlæg på bloggen Migration og skoleliv vil vi dele viden fra vores projekt, som kan være særligt relevant for skoler i Danmark i den kommende tid.