Den fremsynede folkeskole
Blog
Undervisning i entreprenørskab skaber motivation hos eleverne. Mød Fonden for Entreprenørskab.
Hvordan ser en elev med entreprenørielt mindset ud? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at det er en elev, der kan forholde sig til en problemstilling og på kommando producere et diverst udsnit af ideer på løsninger. Det er en elev, der kan vurdere ideer ud fra forskellige perspektiver og argumentere for egne ideer og holdninger. En elev, der kan udvikle den spæde ide og forholde den til verden. Modtage feedback på ideen og indarbejde den i ideen. Det er en elev, der kan realisere sin ide og stole på egne evner til at effektuere den. Ifølge Fonden for Entreprenørskabs forskning, er det også en elev, der er mere motiveret for at gå i skole. Og en elev, der kommer til at tjene en højere løn end sine med-elever.
Dét er værd at se lidt nærmere på, og derfor mødtes jeg kort før påske med Dennis Shik Christensen. Han er regionsleder for Fonden for Entreprenørskab - Hovedstaden.
Vi fik en snak om fondens arbejde, hvordan man som underviser kan integrere entreprenørielle metoder i sin undervisning og ikke mindst, hvorfor det giver rigtig god mening at gøre.
Fonden for Entreprenørskab er stiftet med formålet at udbrede entreprenørskab og innovation i hele uddannelsessystemet - under slogannet fra ABC til ph.d.!
De arbejder med fem områder:
- Udvikling af undervisningsmaterialer.
- Entreprenørskabs-programmer udbudt fra mellemtrin til korte- & mellemlange uddannelser.
- Forskning i effekterne af entreprenørskabsundervisning.
- Fondsmidler; som studerende kan du søge mikrolegater til dit start up eller du kan som uddannelsesinstitution søge midler, hvis du vil realisere et spændende projekt.
- Efteruddannelse af undervisere.
Hvordan kan fondens aktiviteter indgå i undervisningen?
Den letteste indgang til at arbejde med entreprenørskab i sine timer, er at gå ind på vores hjemmeside, hvor vi har alle vores undervisningsmaterialer liggende. Materialet er inddelt efter, hvor i uddannelsessystemet man underviser. Her kan du vælge ud efter, hvad du gerne vil arbejde med og hvor lang tid du har til rådighed.
Har man lidt mere blod på tanden, kan man kigge på vores programmer. De strækker sig over lidt længere tid og munder altid ud i en konkret aktivitet, som f.eks. en konkurrence.
Programmernes kompetence- og læringsmål er udviklet, så de matcher Undervisningsministeriets vejledning for arbejdet med innovation- og entreprenørskab, der er et tværgående tema i folkeskolen.
Vi ser lærerne bruger programmerne på tre måder:
- hvis man f.eks. som dansklærer vil arbejde med de entreprenørielle metoder i dansk, afsættes et antal dansktimer over f.eks. en måned.
- man kan gå sammen i klasseteamet og lave et tværfagligt samarbejde omkring programmerne.
- programmet udgør den klassiske projektuge.
Hvad er læringen ved at stifte bekendtskab med entreprenørskab og innovation?
Først og fremmest skaber arbejdet med entreprenørskab motivation for at lære og glæde ved at gå i skole. Det viser al forskning tydeligt. Jeg tror den øgede motivation skyldes, at arbejdet med entreprenørskab altid er virkelighedsnært og derfor giver en mening med at lære f.eks. matematik eller retskrivning.
Desuden kan vi se, at de elever, der har modtaget entreprenørskabsundervisning, oftere starter egen virksomhed og generelt er bedre lønnede.
Årsagen til det - tror jeg - er, at de gennem undervisningen udvikler, hvad vi kalder et entreprenørielt mindset.
Mindsettet understøtter de kvalifikationer, som vi kan se efterspørges på arbejdsmarkedet i stigende grad. Så udover at skabe motivation og skoleglæde, forberedes eleverne altså på at indgå på et arbejdsmarked præget af kompleksitet og projektarbejde.
Hvad er næste skridt for mig som underviser, hvis jeg gerne vil vide mere?
Vores hjemmeside!
Her finder du en overordnet fane med programmer og undervisningsmaterialer.
Har du mod på at arbejde mere systematisk med entreprenørskabsundervisningen, kan du tage kontakt til mig eller en af de andre regionsledere. Vi er et godt sted at starte, og kan sende dig videre i systemet.
Kort sagt:
Orientér dig på hjemmesiden, og overvej, hvad du gerne vil. Er det inspiration? Så er der undervisningsmaterialet.
Vil du lidt mere, er der programmerne.
Er du på den helt store pakke, kan du tale med din skoleleder, og sammen søge et mikro-legat. Hiv fat i os, så kan vi hjælpe.
Mere info:
Fondens hjemmeside.
Fondens programmer for folkeskolen:
Projekt Edision for 6. og 7. klasse.
Next Level for 7. - 10. klasse.
Det entreprenørielle mindset har 4 dimensioner:
Personlig indstilling: eleven er i stand til at se muligheder, være skabende og problemløsende.
Omverdensforståelse: eleven er klar over, hvad der sker i verden, evner at netværke og finde samarbejdspartnere.
Kreativitet: eleven kan tænke nyt. Det er ikke kun kreativitet i klassisk forståelse, men mere at kunne tænke kreativt ift. problemløsning.
Handlingsdimension: eleven evner at aktualisere/realisere. Uden effektuering kommer vi ingen vegne.
Kontakt
Dennis Shik Christensen
Regionsleder, Fonden for Entreprenørskab - Hovedstaden
Kontaktinformation på de øvrige regionsledere kan findes her.