Accepter konkurrencen – og insister på dannelsen

Teknokratens hjerte, købmandslogik, åndløshed..

Retorikken er hård, når der diskuteres og blogges om uddannelsespolitikken. Især skolereformen og politikernes fokus på målbare elevresultater og Danmarks konkurrenceevne  får rigtig mange tæsk her på folkeskolen.dk.  Og jeg er fristet til at hoppe med på vognen med nedrakningen af Corydon, Antorini og hele konkurrencestats tænkningen. Men jeg synes alligevel, at kritikken bliver for ensidig og frelst.

Det er nemt at skose politikerne for ensidig DJØF-tænkning. Men kritikken vælger ofte at ignorere, at politikerne står med ansvaret for samfundet i en globaliseret verden, hvor det ikke er et valg men en økonomisk realitet, at vi er i direkte konkurrence med andre stater. Og klarer vi os ikke godt her, betyder det tab af arbejdspladser, dårlig betalingsbalance og andre økonomiske og menneskelige problemer - hvilken igen medfører nedskæring i velfærdsydelserne. Hvordan mon almendannelsen har det i Grækenland? Hvis det økonomiske fundament for skolen smuldrer, så bliver det for alvor svært at fastholde fokus på elevernes alsidige og demokratiske udvikling.

Jeg tror at mange politikere har det, som om de rider på en tiger. Den løber måske ikke i den retning, man egentlig ønskede. Men hopper man af, bliver man ædt. Hvad er alternativet til, at Danmark klarer sig godt i konkurrencen med andre lande? Det er bestemt en debat værd, hvorvidt skolereformen er den rigtige vej til en skole, der både forbereder til menneskelivet og arbejdslivet. Men jeg synes, det er for letkøbt at kalde Corydon og co. for regnedrenge og teknokrater. De gør givetvis, hvad de mener er det nødvendige for at løse en helt reel udfordring. Og hvis man som undervisningsprofessionel er uenig i den vej, som regeringen har valgt, så må man give gode argumenter for hvorfor en alternativ vej er bedre. Det dur ikke bare brokke sig over, at man overhovedet skal ud at rejse.

Der er en tendens til selvfedhed i den interne pædagogiske debat. Måske endda særligt i den grundtvigske og reformpædagogiske tradition, hvor jeg selv har mine rødder. Vi har skarpt fokus på elevernes udvikling til selvstændige mennesker og demokratiske samfundsborgere – mens hensyn til arbejdsmarked, økonomi og snævre faglige kompetencer nærmest bliver betragtet og omtalt som underlødige. Men det er en både naiv og elitær indstilling. For der er ingen tvivl om, at der i befolkningen er en bred accept af, at Danmark rent faktisk står i en global konkurrencesituation, ligesom der er bred forståelse af, at det er nødvendigt at forbedre uddannelsesniveauet. Hvis vi som professionelle undervisere ikke vil se det i øjnene, komme vi til at kæmpe mod vindmøller.

Demokratiet har givet os en bunden opgave: ”gør jeres til at uddanne eleverne bedre, så de kan klare sig på arbejdsmarkedet og dermed være med til at sikre Danmarks konkurrenceevne”. Kunsten bliver at løse den opgave, samtidig med at fastholde, at skolen også skal ”danne til livet” og ikke bare ”uddanne til arbejdsmarkedet”. Og et endnu større kunststykke vil det være hvis vi kunne demonstrere, at de to opgaver – dannelse og uddannelse – kan gå hånd i hånd, og at de måske endda er hinandens forudsætninger. Der er ingen tvivl om, at politikerne for tiden har en tendens til at fokusere voldsomt meget på uddannelsesdelen. Og her skal vi holde fast i balancen og insistere på, at almendannelsen er mindst lige så væsentlig, og at de to aspekter kan og skal forenes.

Thomas Aastrup Rømer – som ellers er en af de skarpeste kritikere af udviklingen i uddannelsessystemet – argumenterer også imod, at Danmarks konkurrencesituation pr. automatik skulle overflødiggøre eller nedbryder dannelsestænkningen. Læs fx hans artikel konkurrencestat og dannelse – en unødvendig umulighed, som kan findes ved en søgning her på folkeskolen.dk.

Kristendomsfaget er et af de steder i folkeskolen, hvor der er rum til det alment dannende. Det ligger nærmest i fagets DNA, fordi fokus er på ”den religiøse dimension” med de store livsspørgsmål om etik, mening og sammenhæng. Men i stedet for at se vores fag som en ø, hvor dannelsestænkningen kan overleve trods malstrømmen af uddannelseskrav, så tror jeg mere på, at vi fortsat skal bringe fagets særlige tilgange og perspektiver i spil gennem samarbejdsforløb med skolens andre fag.