Mette Bommersholdt
Blog
Hvem sidder der bag skærmen?
På landets SOSU-skoler er svaret, at det er censor, der sidder bag skærmen! Visse prøver skal nemlig fremover foregå med underviser og elev i samme lokale og med censor online på Teams.
Jeg havde i mit stille sind håbet, at undervisning over Teams hørte Corona-nedlukningen til, men det var desværre for tidligt at drage et lettelsens suk, når det gælder prøver på SOSU-skolerne.
Der er netop indgået en ny censoraftale mellem landets SOSU-skoler, og her er det aftalt, at bl.a. prøver i grundfag og uddannelsesspecifikke fag skal foregå over Teams. Så i naturfag på GF2, hvor jeg underviser, vil censor fremover være med på Teams.
Fordelen for SOSU-skolerne er, at man nemmere kan rekruttere censorer, og at det er billigere, da der ikke pågår tid og udgifter til transport.
Men ulemper er der altså også. Det er altid givtigt – både fagligt og socialt – at besøge andre SOSU-skoler. Både den uformelle og formelle snak med en fagkollega er altid god. Snakken om, hvilke øvelser censor laver med eleverne, og hvilke udfordringer censor har. Den del forsvinder helt. For når der er en pause, er censor simpelthen nødt til at forlade skærmen og hvile øjne og ører.
Nogle gange sker det også, at censor ryger af nettet under en prøve og mister noget af samtalen.
Jeg mener ikke, at det er fair over for censor, at de på en lille skærm skal vurdere elevens beregninger, se elevens modeller og kunne se billeder/film af de forsøg, som eleven inddrager i prøven.
Jeg tænker, at det er på et ringere grundlag, at eleven får sin karakter. Øger det kvaliteten af kommende SOSU-elever? Det tror jeg ikke.