Gør som lærerne

Kære Per

Du skriver i din indlæg ”gør som lægerne” (https://www.folkeskolen.dk/1884118/goer-som-laegerne) at flere læreruddannere skal have deres daglige gang i den folkeskole vi uddanner til - i stil med det der sker på medicinstudiet. Jeg kunne ikke være mere enig. Vi er mange læreruddannere der underviser på læreruddannelsen, ikke fordi vi hader børn - det gør vi ikke - men fordi vi elsker at formidle vores fag og dets didaktik til den næste generation af folkeskolelærere.

Vi har ikke noget imod gårdvagtsjakker, vi spiser gerne den der lunkne madpakke der har ligget i lærerværelseskøleskabet hele dagen og ja, tror det eller lad være: Vi læser også gerne samfundsfagstimerne i en træt 8.klasse, i 7. lektion, torsdag eftermiddag.

Men, hvis ønsket om at skabe en stærkere, personbåren, forbindelse mellem læreruddannelse og folkeskole skal blive til virkelighed, er der en del konkrete, men væsentlige, udfordringer vi skal have løst. Jeg nævner her en håndfuld, i håbet om at der er en politiker eller lærerforeningsformand der læser med:

Grundlæggende skal man stille sig selv spørgsmålet om det overhoved er formålstjenligt at slippe en gruppe adjunkter og lektorer ud i folkeskolen: En ret stor andel af læreruddannelsens undervisere har ikke selv gennemført en læreruddannelse, endsige erfaring med at undervise på grundskoleniveau. Det kan man godt mene burde være et krav, for hvordan kan du uddanne til en praksis du ikke kender. Men faktum er, at det ofte er fuldstændigt umuligt at finde lærer-uddannede med de rigtige kvalifikationer. Man har simpelthen ikke adgang til kandidatuddannelsen i skolefag som fx fysik/kemi, idræt, tysk, madkundskab, med en læreruddannelse. Mange af læreruddannerne er altså dygtige, men teoretiske eksperter på deres fag og dennes didaktik, uden dog at besidde de alsidige pædagogisk/didaktiske kompetencer som en læreruddannet, håbenligt, har. – Men, hvis vi antager at vi får løst det problem, enten ved at vi genopretter Danmarks Lærerhøjskole med deres brede basisfaglige uddannelsesudbud eller vi bare konsekvent lukker øjende og flytter cand.mag,cand.pæd og Cand.scient’ere ind i skolen, så står vi stadigt overfor en del udfordringer:

1: Løn og arbejdsforhold

Lærere i Danmark er relativt godt lønnede, men der er alligevel en manko op til en lektorløn. Sådan skal det også være. Men, det stiller os overfor en udfordring: For enten skal man sige til læreruddanneren at han skal gå ned i løn, hvis han vælger at tage 1-2 dage om ugen i skolen eller også skal kommunerne afsætte de nødvendige midler så lektorlønnen kan opretholdes. Her tænker jeg ikke på det latterligt lave kandidat-tillæg man får i nogen kommuner, men at kommunerne forpligter sig til at give lektorløn til en der underviser i folkeskolen. Og det bringer os til udfordring nummer 2: Arbejdsforhold.

En ting er at have to arbejdspladser, to ledere, to overenskomster – Men noget andet og værre, er hvis de to arbejdspladser ikke kan enes. For både lærerarbejde og arbejdet som lærer-uddanner krævet en udpræget grad af fleksibilitet og forandringsparathed og man kan ikke sige til lille Sofia i fjerdes mor: ”Den må vi lige tage næste gang, på torsdag, nå nej, der har jeg kompetencemålsprøver, næste torsdag, nej, der er jeg en del af et udviklingsprojekt, vi ses om en måned”. Det duer ikke. Både elever, deres forældre og lærerstuderende kræver at du er til stede. Det kan simpelthen blive et logistisk mareridt at kombinere en lærerkalender der er rimeligt koncis for et år af gange med en professionshøjskolekalender der er evig foranderlig.

Og så er der spørgsmålet om faglig organisering: Hvis du er læge, er du medlem af lægeforeningen, både når du underviser på medicinstudiet, når du går stuegang og når du forsker i tarmsygdomme. På samme måde er underviserne på sygeplejestudiet selvfølgeligt medlem af Dansk Sygeplejeråd. Mens vi der underviser på læreruddannelsen, bliver kraftigt opfordret til at melde os ud af Danmarks Lærerforening og over i magisterforeningen – forståeligt, det er dem der har overenskomsten. Og hos vores norske kollegaer er det helt naturligt at både de, deres studerende og de lærere som de studerende møder i praktikken er medlemmer af utdanningsforbundet.  Det betyder altså at Gordon med venner enten skal acceptere at der er en helt ny gruppe ”uorganiserede” i folkeskolen eller også skal hovedstyrelsen til at udvikle en ny medlemskategori – For vi tilhører ikke fraktion seks: Vi har brug for en tillidsmand, stemmeret og alt det der følger med at være rigtig lærer, men til en reduceret pris, da vi jo samtidigt er medlemmer af magisterforeningen.

Og til slut er der jo nok den udfordring som vil give enhver skemalægger grå hår i hovedet: Det giver ikke meget mening at sætte en dansklektor til at undervise i tysk eller fysik-kemi. En læreruddanner er ekspert på sit fag, men ved ikke nødvendigvis noget som helt som skolens brede fagrække, derfor giver det ikke meget mening hvis vi ikke, forud for fagfordelingen, får lov at placere vores fag de dage vi kan, samt at vi får lovning på alene at undervise i fag der er vores egne. Derudover er det vel også meningen at der skal være mulighed for at udvikle lærerkollegiet på den skole man bliver ansat på: Give dem en opdatering på den faglige og didaktiske forskning vi har på læreruddannelsen, det skal der være tid til, men den timereduktion det kræver.

Kort sagt argumenterer jeg for at listen over udfordringer ved at oprette kombinationsstillinger er meget lang, men jeg tror at man med fordel kan gøre noget andet, hvis man ønsker et tættere samarbejde mellem skole og læreruddannelse, og det ønsker jeg:

Mulighed nummer 1: Lav universitetsskoler.

Selvom UCs SYDs rektor har taget æren for konceptet ”universitetsskoler” er der ingen tvivl om disse universitetsskoler eksisterede i en ikke så fjern fortid: Vi kaldte dem øvelsesskoler eller seminarieskoler: Skolerne findes faktisk stadigt. Særligt i Aalborg hvor læreruddannelsens naboskole ude på Mylius Erichsens Vej hedder ”seminarieskolen”. Altså en skole hvor lærerstuderende og undervisere kunne prøve deres teorier af i det daglige; låne elever ind i læreruddannelsen eller simpelthen tage ud og afprøve cooperative learning-strukturer på rigtigt levende børn når man var færdig med at teoretisere over det på læreruddannelsen. Den vekselvirkning ville nok give en del studerende en oplevelse af at det vi underviser i, ikke blot er teori for teoriens skyld, men har til formål at styrke dem i den helt konkrete pædagogiske praksis de skal ud og være en del af. Og, det ville faktisk også, måske, slukke noget af den tørst de lærerstuderende har på at få mere praksis ind i deres uddannelse. Der er jo nok ikke noget der er mere praksis i, end at skulle forklare Simon fra 8.b principperne bag den parlamentariske styringskæde, to timer efter man selv er blevet præsenteret for den.

Mulighed nummer 2: Tvungen orlov.

En anden mulighed er jo at man laver tvungne, tilbagevendende orlovsperioder hvor læreruddannere, hvor vi med års mellemrum skal tage orlov fra vores job på læreruddannelsen, og med fuld løn og pension blive ansat i en stilling på en af læreruddannelsen udpeget folkeskole. På den måde sikre man sig at læreruddanneren ikke blot var ugens gæst, der kom ind og tog fire matematiktimer i 3.b hver torsdag, men blev en aktiv og fast del af et lærerkollegie. Det der med at være lærer er jo langt mere end at undervise. Og hvis vi har denne debat, fordi vi ønsker at læreruddannerne skal bære skolepraksis ind på læreruddannelsen, er vi nødt til at præsentere dem for hele skolens praksis.

Begge disse muligheder vil kunne bidrage med nogle vigtige praksiserfaringer til læreruddannelsen, men, for der er altid et men, de koster penge: Om det er læreruddannelsen med vores konstante effektiviseringsgrav eller kommunerne med deres serviceloft der skal betale, skal jeg ikke bestemme. Det slagsmål må de selv tage. Men en ting er sikkert: Hvis vi vil have en bedre læreruddannelse med en større grad af praksistilknytning, er der nogen der skal have muldvarpen op af baglommen.

Men vi behøver ikke at kigge til lægerne, vi kan bare kigge til lærerne.