Fokus på fællesskab

FÆLLESSKAB....

.... har altid været omdrejningspunkt for min klasseledelse, min pædagogik - min tilstedeværelse imellem en gruppe børn, som ikke selv har bedt om at være hinandens klassekammerater. Det er de nu - og de er vores, og vi skal hjælpe dem med at blive det bedste klassefællesskab muligt.

Men der er godt nok mange udfordringer undervejs.

Vi kan godt skyde skylden på december - eller på Coronavirus, men har I nogen sinde tænkt på, hvor svært det er at være en positivt bidragende brik i et større fællesskab - også som voksen.

"Jamen forældre skal også opdrage deres børn bedre"

eller

"Den dårlige opførsel har de med hjemmefra"

Det er muligt, at begge dele er sandheder, men ikke desto mindre, så står vi med børnene og skal få det hele til at fungere - hvert barn, som en brik, der skal passe til det fælles - med de muligheder og begrænsninger hvert barn besidder.

Jeg bliver sådan lidt træt, når nogen siger, at det kommer hjemmefra. Og ja, det er selvfølgelig hjemme i familien, at barnet er blevet det lille menneske det nu en gang er.

Men min oplevelse er, at børn reagerer i og imod deres omgivelser. Og hvis børn reagerer udfordrende, voldsomt, forstyrrende, når de er i klassen eller i skolen - jamen så må det jo være skolen, de reagerer imod. Og så kan vi fint tænke, at de er dårligt opdragede eller er fejlplacerede (det findes der stadig forældre, der foreslår - altså at vi flytter besværlige børn, for så ville det være lettere for resten)...

Men hvad nu hvis jeg er virkelig uinteresseret i at lære børnene, hvordan man indgår i et fællesskab. Hvad nu hvis jeg ikke forholder mig til, hvordan børnene påvirker hinanden indbyrdes?

Vi kan have virkelig velfungerende børn, som på ingen måde bidrager til det fælles, for de har det jo meget godt. Men hvis man IKKE vil hjælpe - IKKE vil bidrage, så gør man jo ikke noget positivt ind i det fælles - og det ER nødt til at være børn med socialt overskud, der (også) bærer fællesskabet frem på en positiv måde.

Jeg vil så gerne have, at det er børnene, der sætter dagsorden. Jeg har set for mange årgange af børn, hvor det er de "seje" og "smarte", der sætter dagsorden - og ofte en dagsorden, hvor det at lære noget IKKE er højt prioriteret.

Min egen datter har igennem en længere periode i overbygningen været en "try-harder" - også så det blev en belastning for hende at holde fast i, at hun faktisk godt kunne li' at lære noget.

Hun overlevede - som "try-harder" - og det er jeg mega-stolt af. Jeg ville ønske, at de børn, som sætter dagsorden i skolen er de børn, som gerne vil lære noget. Det er bare ikke altid dem, der fylder mest. Dem andre ser op til - eller er bange for.

SÅ... Jeg vil så gerne danne fællesskaber, hvor børnene mærker, at der er rart at være, når alle byder ind og giver lidt af sig selv. Hvor det at arbejde og fordybe sig for at blive dygtigere (til hvad som helst) er det, vi VIL. Hvor børnene holder op med at råbe for at få opmærksomhed. Hvor børnene ikke lægger negativt pres på hinanden, men hvor alle tør at være præcis den person, de nu engang er og har lyst til at være.

Det er min opgave - og i 2.c er vi i gang.

Det er en KÆMPEopgave - og den er vigtig. Mindst lige så vigtig som ordklasser eller staveregler, hvis man spørger mig. Et barn i et trygt læringsmiljø kan lære hvad som helst i en fart - tror jeg på. Men et trygt læringsmiljø tager tid - masser af tid - og masser af arbejde.

I mandags stillede jeg børnene en legeopgave. De blev inddelt i fem grupper med 4-5 børn i hver gruppe. ET barn skulle bestemme. Jeg ridsede målene op:

Alle skal øve sig i at gøre en leg god​

Alle skal øve sig i at bestemme​

Alle skal øve sig i IKKE at bestemme​

Alle skal øve sig i at det er LEGEN, der er vigtig. ​

Alle skal øve sig i at være sammen med ALLE fra klassen​

Her efter fik de 30 minutter til at lege. "Bestemmeren" var hele tiden den, der skulle styre, og de andre var nødt til at lege noget, de måske ikke lige havde lyst til.

Efterfølgende interviewede jeg alle grupperne i køkkenet og stillede dem følgende spørgsmål:

Var det en god leg?

Var xxx god til at bestemme? Hvordan?

Var de andre gode til at lade sig bestemme over?

Hvorfor blev det en god leg / en ikke så god leg?

Her er nogle af børnenes udsagn:

XXXX var god til at bestemme, fordi han spurgte, hvad vi kunne li. Det var rart."​

"Legen var god, fordi ingen skændtes og alle tog legen alvorligt."​

"XXXX passede på de andre i legen."​

"Det var OK at sige sin mening."​

"XXXX var god til at bestemme, fordi hun lyttede til de andre i gruppen"​

"XXXX var retfærdig og fair."​

"XXXX var god til at tage en beslutning"

Faktisk gik det forbløffende godt med at lege. Kun to grupper havde problemer. Den ene, fordi der var to drenge, som ikke skulle bestemme, og som ikke havde lyst til andet end at spille fodbold. De trak sig, de fjollede og forstyrrede legen. Det fik vi så efterfølgende en snak om:-)

I en anden gruppe havde en pige meget svært ved at overlade "bestemmerrollen" til andre. Hun ville gerne bestemme og forsøgte indirekte at sætte dagsorden.

I dag skal vi lege igen. Nye grupper - nye bestemmere - samme principper. Vi taler om, hvad vi lærte sidste gang og tager det med ud i dagens lege.

Rigtig mange ting bliver tydelige for os. Og det er selvfølgelig ikke meningen, at børnene skal skiftes til at bestemme i frikvarterernes leg. Men de skulle gerne få øje på, hvor meget bedre en leg bliver, når alle ikke vil bestemme og holde på sit, men når man ind imellem giver sig og lader legen flyde.

Det kan vi vende tilbage til. Nu skal jeg vist afsted.

Hav en fantastisk dag derude.