Idrætslærer: Bad er blevet en slags tilbud

Og afslået bliver det. Åbenbart i stadigt stigende grad. Så kan man naturligvis argumentere for fornuften i at bade på skolen, for derefter at tage direkte til sport og blive gennemsvedt på ny. Var det alene denne elevgruppe, der sprang badet over, ville det formentlig ikke vække den store bekymring i mig. Det er det imidlertid ikke. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen at badet droppes. En hurtig rundspørge hos mine (åbenbart meget ærlige) elever på 6. årgang afslørede for nylig, at ingen går i bad efter idræt. Argumenterne herfor er mange. Nogen gode. Nogen kreative. Og nogen så absolut af svingende kvalitet. Men faktum er, at håndklæderne forbliver tørre og sammenrullede i tasken.

Flere elever peger på uhumske badeforhold, et ønske om privatliv eller stiller sig undrende overfor, hvorfor det ikke kan være et fedt, om de bliver rene hjemme eller på skolen?!

Jeg vil til en vis grad godt anerkende argumentet om de udtjente badeforhold, der hersker på visse skoler. En renovering ville så absolut falde på et tørt (!) sted.

Men til argumentet om, hvorvidt det er underordnet hvor man går i bad, trækker jeg modargumentet om, at badning efter idræt i princippet ikke handler om at blive ren. Det gør det også, bevares (og det kan være en arbejdsmiljøfremmende omstændighed at afkræve teenagere et bad, såfremt idrætstimerne ligger først på dagen), men bad efter idræt handler i min optik mere om selvværd og sunde kropsidealer end om noget som helst andet. Og jeg mener, at vi nu mere end nogensinde før, bør slå et slag for, at eleverne bader efter idræt. Om vi så skal renovere samtlige omklædningsrum på samtlige danske folkeskoler.

Det er efterhånden mere end almen kendt, at børn og unge mistrives som aldrig før. Det er der uden tvivl en masse årsager til, og dem skal vi finde og hjælpe de unge. Jeg har dog en insisterende mistanke om, at en del af mistrivslen skyldes den opvoksende generations konstante sammenligning med alle andre. Ikke bare fra klassen eller fra skolen, sådan som det var engang, men fra hele verden. Og ikke bare hele verden. De smukkeste 1-2%. Med filter.

I elevernes spæde teenageår, hvor usikkerhed, hormoner, blufærdighed og skrantende selvværd buldrer derudaf i selskab med spirende akne, bulende kroppe og hårvækst de mystiske steder er det de glatte SoMe-typer, der sætter normen for, hvordan 'man' bør se ud. Det er dem, de sammenligner sig med. Dag og nat. Og med den stadigt stigende badevægring får denne perfekthedskultur lov at bestå. Den er der ingen, der kan leve op til (lur mig, om SoMe-stjernene selv kan, når filteret slukkes). Forældre fortæller deres børn, at de er gode nok præcis, som de er. I skolen har vi undervisningsforløb om selvværd og kropsidealer. Indsatserne både hjemme og i skolen er massive og vigtige. Men så længe vi accepterer, at badet springes over, støtter vi, i min optik, indirekte de unge mennesker i opretholdelsen af usunde og urealistiske kropsidealer. De skal lære, at kroppe kan se ud på utallige måder, og at ingen krop er forkert. Og et nærliggende sted at starte er bad efter idræt. Det vil endvidere have en positiv sideeffekt på odeuren i klasseværelset.