Patricks frikvarter

Blog

Der skal også være plads til den stille og følsomme pige.

Dette indlæg skriver jeg ud fra min forældrerolle. Jeg har haft en samtale med min datters dansk- og matematiklærer, fordi vi har oplevet en pige i 3-4 måneder, som ikke har været glad for skolen. Det er ikke en kritik rettet imod hendes lærere. Det er mere en eftertænksomhed, hvor vi som lærerstand skal være opmærksomme på, at alle børn ikke skal være udadvendte og passe ind i en bestemt ramme.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan være en svær overgang at gå fra 3-4. klasse, hvor man går fra indskoling til mellemtrin. Det er i denne fase hvor mange følelser kommer i spil og er i begyndelsesfasen omkring deres egen identitet, men de er også opmærksomme deres egen relationer i forhold til andre klassekammerater.

Patricks frikvarter

Lærer og meningsdanner. Er uddannet på læreruddannelsen på Fyn med linjefag dansk, idræt og samfundsfag. Underviser i indskolingen, men har også undervisningserfaring både på mellemtrin og udskoling. Samtidigt er jeg også far til et barn i folkeskolen. Jeg vil blogge om skolepolitik set fra et lærerperspektiv og andre skolerelevante temaer. Folkeskolen er udfordret af de politiske og økonomiske styrringsmekanismer og derfor vil jeg bruge min stemme i debatten til kæmpe for bedre rammebetingelser for elever og skolepersonale. Forhåbentligt kan det medvirke til god diskussion om folkeskolen. Min debatbaggrund stammer fra CEVEA´s lærer og meningsdanner uddannelse 2020.

Vi får ofte at vide, at vi har en klog pige, hvilket vi naturligvis er glade for at høre, men for os er det også vigtigt, at vi har en pige, som har gode sociale relationer i skoletiden. De sidste par måneder har været hårde, fordi vi har haft en pige der ikke havde lyst til at gå i skole på grund af hun har følt sig alene og usynlinge. Der har været mange nætter, hvor vores datter græd, når hun skulle i seng, fordi hun var bekymret for om hun havde nogen at være sammen med. 

Efter klassen for et par uger siden blev sendt hjem pga. corona, der så vi en gladere pige, hvilket var stærkt bekymrende, hvis man bliver gladere for hjemmeundervisning end at være sammen med sine kammerater i skolen. Derfor skrev jeg også til hendes lærer, hvor jeg gav udtryk for min bekymring for hendes trivsel og havde en frygt for, at hun ville udvikle en form for skolevægring.  Til samtalen med hendes lærer var jeg lidt forundret over deres løsningsforslag om, at vi kunne tage til ”åben rådgivning” for at min datter kunne blive lidt mere udadvendt og mindre følsom – det blev ikke sagt sådan direkte, men jeg kunne godt fornemme stemning og intentionerne der lå bag forslaget. Det er ikke fordi, at vi ikke vil tage imod forslag eller arbejde med vores datter. For mig handler det om at vi ikke bare falder i grøften med at individualisere børns udfordringer og forsøger at ændre hvem og hvordan de er. Det er ikke alle, som er ekstrovert og har lyst til at lege i større legegrupper eller har lyst til at sige noget imens 27 andre elever kigger på én. Vores samfund ser forskelligt ud og vi skal passe på med at ensrette vores børn eller elever i en bestemt retning henimod et mainstream, hvor der ikke er plads til forskellighed. Vi skal derimod sørge for at der nogle strukturer og rammer, der gør at der også er plads til den stille og følsomme pige eller børn der ikke er mainstream i forhold den konventionelle opfattelse. En appel til os som forældregruppe måske skal vi blive bedre til at arrangere hjem-aftaler også selvom man går på mellemtrin, fordi ellers risikere vi at overlade alt ansvaret til dem selv og det mener jeg ikke er hensigtsmæssigt.

Og en lille opfordring til os lærere. Vi bliver også nødt at sætte nogle rammer og strukturer for hvordan eleverne kommer ind i nogle fællesskaber, så vi ikke overlader det til det enkelte barn i selv finde ud af, hvordan han/hun kan få skabt nogle gode relationer til de andre – det må og skal vi hjælpe til med.

Hvis vi i fællesskab har et større fokus på elevernes trivsel og fællesskaber i skolen, hvor børn oplever at være en del af et fællesskab. Så er der ingen tvivl om, at vi får nogle gladere og måske endda dygtigere børn i fremtiden.