Giv mig arbejdsro ellers går jeg ned med stress!

Dette er en personlig beretning, hvor det er gået op for mig, hvor meget energi man bruger på andre ting end på kerneopgaven i folkeskolen. Jeg skulle åbenbart ramme muren for at blive bevidst om det.  Jeg har en ny klasse i år og har brug for arbejdsro, hvor jeg kan arbejde klassefællesskab, elevernes trivsel og læring, men det arbejde  er blevet hurtigt opslugt af de andre opgaver.

Tirsdag d. 18. august kunne jeg mærke stressen kom snigende til et teammøde, hvor vi bl.a. talte om, hvordan vi kan arbejde med de elever, som kunne have det svært i matematik og under mødet føltes det som om, at min hjerne var spændt helt ud og kroppen begyndte at reagere ligesom Tjernobyl-atomkraftværket ved ulykken 1986. Efter mødet var det rigtigt svært for mig at gå ud og lave kopiark til matematik eller printe et ugeskema ud. Lynet slog ned fra en klar himmel.

Da jeg endelig kom hjem, skulle man mene, at der var tid til at restituere og slappe af, men kroppen var i højeste alarmberedskab og om aften kulminerede det, hvor jeg tog et bad og kl. 19.45 skulle der ikke ret meget til, så ville jeg knække sammen – dråben fik næsten bægeret til at flyde over. Jeg har prøvet at reflektere over, hvad det kunne skyldes, at jeg fik det så dårligt og egentligt havde lyst til at smide håndklædet i ringen – i den forstand at jeg havde lyst til at forlade arbejdet.  Før sommerferien havde jeg ellers masser af energi, hvor jeg har været på CFU for at blive inspireret til at lave mere spændende undervisning for de nye elever. 

Men virkeligheden ramte rimelige hurtigt i forberedelsesugen i uge 32, hvor det nye sort er PLF, her skulle vi diskutere de modeller vi vil arbejde med i PLF, hvilke elever der skal laves handleplaner på og hvordan mellemformer skulle virke i praksis. Det er vel og mærket før, at jeg har lært eleverne at kende.  Corona og en livsændring, hvor min kone og jeg mistede vores søn. Der havde jeg håbet på at det nye skoleår var det år, hvor undervisningen kunne være på en anden måde end tidligere. Jeg har måtte erkende at virkeligheden ramte mig hårdt med den store hammer, og jeg føler mig noget desillusioneret over at jeg ikke kan udøve den lærergerning som jeg brænder for.

Jeg ønsker at der kommer mere ro til at udøve det professionelle arbejde i stedet for den evige jagt med at finde fejl hos eleverne, som vi så kan afhjælpe i et system. Nogle gange tænker jeg at vi skyder gråspurve med kanoner, hvad angår at vi hele tiden skal ”behandle” eleverne.     

Hvis vi skal gøre op med bureaukratiet i folkeskolen, så kræver det at vi ser vores ledelse i øjnene og finder ud af, hvad er vores kerneopgave? Hvordan fastholder vi kvaliteten i undervisningen? Hvordan hjælper vi fællesskab med håndtering af elever med udfordringer og ikke mindst, hvordan kvalificere vi behovet? 

Mit ønske er at vi får fokus på kerneopgaven i stedet for at navigere i kaos.  Der er brug for at skære fedtet (de unødvendige administrative opgaver), så vi kan koncentrere os om det vigtigste, nemlig elevernes trivsel og læring. Hvis der ikke kommer en kulturændring i, hvordan vi bedriver skole, så er jeg bange for, at jeg på et tidspunkt må forlade faget, fordi lige nu bliver man dårlig af at være lærer og det er ikke meningen.

At være folkeskolelærer er givende og et fantastisk arbejde, men hvis man skal tage piller for at gå på arbejde eller være bange for at gå ned med stress, så har vi brug for forandringer og det er NU!