Dataetik

For et nogle år siden talte jeg med en aktør fra en it-virksomhed, som ivrigt fortalte om firmaets seneste projekt. I grove træk bestod projektet af overvågning af ansatte i en større dansk virksomhed. Overvågningen bestod i at man vha. en sensor kunne måle, hvorvidt en stol blev brugt eller ej, således at medarbejdernes aktivitet i kontormiljøet kunne monitoreres. Men denne sensor var dog lidt smartere end de fleste andre.

Man havde nemlig en ”måske-formodning” om, at nogle af medarbejderne kunne finde på at sætte en taske på stolen, hvis de nu rejste sig og gik i arbejdstiden. Denne sensor kunne mere end bare at registrere tyngden på en stol – den kunne nemlig også registrere vægt og bevægelse fra stolen.

Nu er jeg ingen tilhænger af overvågning på arbejdspladser. Min holdning er at arbejde skal være baseret på gensidig tillid mellem virksomhed og medarbejder. Begynder der at opstå interesser i at overvåge ansatte, opstår der mistillid og loyaliteten ryger.

Selve teknologien med sensoren gør ikke indtryk på mig. Derimod gjorde det et stort (og negativt) indtryk på mig at stå over for en person, der tydeligvis var stolt over at lave overvågningsprojekter. Der blev talt så meget teknologi, mens det data-etiske omkring overvågning ikke blev nævnt en eneste gang.

Ovenstående eksempel er fysisk overvågning og måske virker det ekstra stærkt når vi overvåges og der indsamles data om os fysisk, end i den knap så synlige digitale overvågning og indsamling af data.

Indsamling af data

Jf. Danmarks Statistik har 96 % af familierne i dag adgang til internettet i hjemmet, hvor nettet typisk er facilitator for en række aktiviteter i hverdagen som eksempelvis Internet of Things(IoT), streaming, cloud computing, sociale medier, digitale platforme etc.

Det er ingen sag at tracke vores adfærd på nettet. Des mere digitale vi er, des flere data kan man finde frem om vores adfærd.

Data kan gøre livet meget lettere

Jeg mener det er nødvendigt, at der findes en vis mængde data om folkeskolens elever. Jeg vil her tage udgangspunkt i min egen tid i folkeskolen. Vi havde netop fået en ny lærer i matematik. En dag besøgte den tidligere lærer os, og jeg overhørte en samtale mellem den tidligere og den nye lærer. Den nye lærer var imponeret over min indsats. Vedkommende havde tydeligvis hørt at jeg var den dovne en af slagsen til faget. Den tidligere lærer i faget kunne dog forsikre den ny lærer om at jeg ville tabe gejsten inden jul.

Det er svært at forklare hvordan jeg havde det med matematikken. Jeg husker undervisningen som enormt stressende, hvor der blev skabt en usund konkurrence imellem eleverne. Der var ingen glæde, ingen begejstring, der var intet liv i klassen når der var matematik på skemaet. Man sad med hjertet ude af halsen og svedte over at det snart var ens tur til at komme op på tavlen og dumme sig. Det var først da jeg senere i mit uddannelsesforløb begyndte at få styr på matematik på B-niveau, at jeg begyndte at slappe af og finde det spændende.

Men den eneste data som fandtes om mig dengang var nogle forudindtagede holdninger og lidt mavefornemmelse om min kommende arbejdsindsats. Her kunne det jo være interessant om det havde hjulpet mig og den nye lærer til et frugtbart samarbejde, hvis der dengang havde eksisteret konkrete data om min indsats, som kunne præcisere, hvornår jeg tabte gejsten i faget og hvorfor det skete. Og ikke mindst: hvad kunne man gøre for at forhindre at det skete?

Jeg er bestemt ingen modstander afindsamling af data, hvis det kan hjælpe mennesker til at blomstrer. Men jeg ser også med stor bekymring på data-etikken i folkeskolen.

Eksempler på indsamling af data

Der er ingen tvivl om at digitalisering og online medier fylder meget i folkeskolen, og erfaringer med hjemmeundervisning har også vist, at hidtil mere utraditionelle platforme er blevet taget i brug. Eleverne har uden tvivl efterladt sig rigtig mange digitale fodspor under Corona-nedlukningen og kommende generationer kommer med al sandsynlighed til at efterlade sig endnu flere digitale fodspor, hvis digitaliseringen af folkeskolen fortsætter som den hidtid har gjort.

Data er en kæmpe ressource og en industri i sig selv, som ingen virksomheder og kommuner vil gå glip af at indsamle. Vi kan altid trøste os med at der findes GDPR, og at skolerne og virksomhederne indgår databehandleraftaler. Alligevel tænker jeg, at det er fristende for en virksomhed eller en kommune at tænke i, hvorvidt man kan finde huller i systemet, som kan udnyttes til egen vinding.

Men hvad tænkes der mon ude i kommunerne. Hvor langt ønsker man at gå. Det kunne være relevant at vide om man eksempelvis arbejder på om det kan lade sig gøre at indsamle data fra elevers lånehistorik på kommunens bibliotek(er). Her kan måske være nyttige data, hvis man vil se hvilke bøger som eleverne med de højeste snit låner igennem deres skoletid.

I mit eget tilfælde med matematikken, har jeg tænkt på om en undervisningsplatform, som tog udgangspunkt i en adaptiv læring havde været en løsning. Her kunne der trackes data om mig, efterhånden som jeg løste opgaverne, og jeg ville i ro og mag forbedre mig.

Det er relevant at iagttage, at halvdelen af forældrene, i en undersøgelse lavet af it-branchen og Clio, udtrykker stor begejstring for hjemmeundervisningen. Og som Clios adm. direkektør Jesper Eiby Christoffersen, udtaler i en pressemeddelelse:

"Mange elever trivedes og er vokset både fagligt og personligt, fordi der var mere ro, og de havde mulighed for at planlægge skolearbejdet selv. Så det er vigtigt, at skolerne benytter lejligheden til at evaluere på erfaringerne og tage de positive læringer med til efter coronaen"

Jeg negligerer ikke ITB’s og Clios undersøgelse. Det er interessante data. Men jeg stiller derimod et stort spørgsmålstegn ved en tolkning af denne data. Skal man forstå det som en succes, at et onlinemedie kan redde elever fra larm? Det er jo tankevækkende at mange børn peger på roen derhjemme som en udslagsgivende faktor. Måske skulle man i stedet se på larmen i klasseværelset og gøre noget ved den, så elever ikke mistrives fagligt i klasseværelset.

Da jeg hadede matematik allermest, ville jeg uden tvivl have sagt, at jeg foretræk at læse derhjemme, så jeg kunne slippe for at være i et miljø, som jeg vitterligt hadede at være i. Men der er også nogle ”men'er” her. For dels tror jeg ikke at jeg ville have haft de nødvendige ressourcer i nærmiljøet til at hjælpe mig med at planlægge skolearbejdet selv. Det var sikkert endt i Playstation 2 i stedet for. Dels tror jeg ikke at onlineundervisning havde hjulpet på mit egentlige problem; at jeg ikke brød mig om at komme til matematikundervisningen.

Og jeg ville desuden have mistet lysten endnu mere, hvis jeg sad fast i noget, og ingen sidemand eller lærer havde at spørge til råds. Problemet med soloundervisning er jo netop, at vi ikke altid følges ad i samme tempo. Problematikken med denne type undervisning er, at den gør os, superstrukturerede til at løse opgaver. Men den mængde af data som vi udtrækker, ser alene på eleverne som små arbejdsbier. Den vil aldrig kende til elevernes følelser og vide hvornår der eventuelt opstår frustration og behov for analog hjælp.

Jura er en ting, moral noget andet

Bør skolen indsamle data over elevernes brug af sociale medier? Selvfølgelig skal de ikke det. Alligevel kommer jeg til at tænke på aktøren fra it-virksomheden der satte sensorer på kontorstole. Der er mennesker og virksomheder, der er klar på at sælge alt og som ikke gør sig store overvejelser om det etiske så længe det kan lade sig gøre juridisk. Et eksempel på at fiske data fra elevers profiler på de sociale medier er xAPI’en(PDF) som er udviklet i University of Technology Sydney med det formål at indsamle informationer om elevers adfærd på sociale medier som YouTube, Facebook, blogindlæg på Wordpress mv.

Fremtidens data-etik

Der er ingen tvivl om, at data er relevant at indsamle. Den kan hjælpe os til at forstå os selv og hinanden. Men jeg tror også, at vi kan ende i nogle situationer, hvor vi ikke kender konsekvenserne og følgerne som det kan få for eleverne, hvis der ikke tænkes langt mere data-etik ind i skolerne. Udbyderne af teknologierne gør det ikke for os.

Som sagt ser jeg en vis logik i at indsamle data. Men ligesom de fleste andre tror jeg også, at jeg er bekymret for hvor langt man skal gå i indsamlingen; hvor store mængder data bør vi indsamle om hinanden? Jo mere data som kan indsamles, des mere nøjagtige forudsigelser må vi vel kunne formode at opnå. Men hvor går den etiske grænse sig?

I 2018 lavede Kommunerne og Regeringen 5 principper for brug af personoplysninger i skolen. De lyder således:

• Information om brug af børn og unges data skal være letforståelig og lettilgængelig.
• Data skal give merværdi for skolens opgaveløsning.
• Persondata skal behandles fortroligt og med integritet.
• Fokus på rettigheder og reaktionsmuligheder.
• Der skal være adgang til data så kort tid som muligt.

Hvordan holder vi øje med at de 5 principper ikke misbruges. For ærligt talt lyder de 5 principper en smule fluffy og som principper der let kan gradbøjes alt efter hvad det er kommunerne ønsker at opnå. Er det fx etisk forsvarligt at indsamle demografisk data, helbredsdata, historik fra tidligere institutioner mv.

En væsentlig debat er hvorvidt folkeskoleelevers digitale fodspor skal følge dem ad hele vejen igennem uddannelsessystemet. Vi kan jo godt have et princip om, at data ikke skal følge elever mere end højst nødvendigt, men hvem fastsætter disse tidsrammer? Skal gymnasiet eller den tekniske skole eventuelt kunne have mulighed for at udtrække data om elever fra deres folkeskoletid? Og senere universiteterne? Andre aktører?

Det som bekymrer mig er, hvornår et politisk tiltag eller en kommune vil presse den – lige nu ret vage - etiske grænse for data

Der bør jo eksistere en helt klar etisk ramme for indsamling af data i folkeskolen, men den findes ikke. Den står i hvert fald til at gradbøje som det ser ud nu.