Den humanistiske folkeskole
Blog
Regeringens forslag om en flidskarakter dumper!
Alle mennesker drømmer stort, mens de er små. Alle børn vil gerne, men nogle kan ikke. En flidskarakter vil blot være som at gnide ekstra salt i såret hos de, der ikke kan, fordi deres manglende skoleindsats så bliver set som udtryk for dovenskab. Det er et overgreb på disse udsatte børn og unge!
Pernille Rosenkrantz-Theil foreslår at indføre en flidskarakter som en slags trøstepræmie til de, der ikke får 10- og 12-taller i folkeskolen.
Jeg er enig i, at vi i langt højere grad skal anerkende indsats i skolen og ikke kun talent, som karaktersystemet i høj grad gør i dag. Jeg er bare ikke enig i midlet. Flere karakterer er ikke løsningen. Karakterer er i bedste fald ligegyldige og i værste fald virker de kontraproduktivt for læringen, blandt andet fordi de flytter fokus fra det, der skal læres til det at opnå en belønning. Læs mere om det her.
Vi skal starte et helt andet sted, hvis målet er at anerkende elevernes indsats.
Først og fremmest skal vi sikre, at alle elever modtager undervisning af uddannede og kvalificerede lærere og pædagoger. I dag er næsten hver femte lærer uden relevant uddannelse. Det er et kæmpe problem, og medvirkende årsag til, at nogle elever har det svært i skolen. De udsatte elever kan ikke, selvom de gerne vil, fordi de ganske enkelt ikke stilladseres og understøttes godt nok.
Lærermanglen er eskaleret eksplosivt de seneste 10 år. Vores politikere har sovet i timen, og skulle man uddele en flidskarakter for politikernes indsats på folkeskoleområdet, ville den blive -3 i dette tilfælde.
Den bedste måde vi kan anerkende elevernes indsats på er at møde dem med pædagogisk, didaktisk og fagligt velkvalificerede NOK voksne. Men det er der desværre ikke politisk kapital i at gøre, fordi det kræver en stor investering og hårdt arbejde at nå dertil.
Nogle skal turde tænke på folkeskolen som andet end et økonomisk nulsumsspil i regneark og formå at træde ud af den herskende politiske populistiske diskurs, hvor der ikke er plads til dybe samtaler og langsigtede løsninger.
Det er bare langt nemmere at skubbe problemet over på den enkelte elev med en flidspræmie, og så kalde resten dovne, når de står med deres 00 på eksamensbeviset, og skal til at overbevise jobcentret om, at de ikke var dovne, men bare også skulle passe en alkoholiseret forælder derhjemme eller kæmpede med ADHD eller autisme, der først blev diagnosticeret sent, eller lå vågen om natten og tænkte på, om der var penge nok til mad eller tøj sidst på måneden, fordi fattigdomsydelserne stadig er en realitet.
Og som om det ikke er nok med lærermangel, kan vi konstatere, at inklusionen fejler eklatant. Næsten halvdelen af alle børn med autisme går ikke i skole i dag. Oven i det har 75.000 børn et bekymrende højt fravær og mistrivslen er stigende blandt børn og unge. Det er disse børn og unge, som vil blive ramt af den nye flidskarakter. Den vil blive et ekstra slag i hovedet på dem, et kors mere at bære.
Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
Hvis ministeren og folketinget i det hele taget sørgede for, at vi fik en velfungerende folkeskole og et velfungerende støttesystem omkring de udsatte børn og unge - ja alle børn og unge, så skulle de se flid og det helt uden numre!
Men det er nok for meget arbejde - og politikerne skal jo også have tid til deres lange sommerferie ( meget polemisk, det medgiver jeg men hey, det er forslaget om flidskarakterer så også! )