Blog
Hjemvendt fra Folkemøde 2018 og fuld af forhåbninger
Folkemødet 2018 bød på mange spændende debatter om vores folkeskole. Én af dem, der gjorde dybest indtryk på mig, handlede om vores præstationssamfund og den indvirkning, det har på vores børn og unge. Som skole har vi et kæmpe ansvar, men kampen er lang og sej. Heldigvis tyder noget på, at hjælpen kan være på vej.
Det var Efterskoleforeningen, der stod for debatten: "Gør Præstationssamfundet de unge syge?" (Folkemøde 2018, lørdag d. 16. juni)
”I mange unges verden findes der kun to kategorier: vindere og tabere”, lød det fra sociolog og forfatter Anders Petersen på årets folkemøde i en debat om præstationssamfundet. ”Og det er ungdommens værste frygt at være en taber. Er du en taber, er du nemlig ikke ’god nok’, og denne følelse af utilstrækkelighed er årsagen til, at flere og flere unge kæmper med psykiske problemer”.
Ingen børn bør føle sig utilstrækkelige
Jeg fik nærmest helt ondt i maven under denne debat. Ingen børn bør føle sig utilstrækkelige. Alle kan noget. Som lærer er det min fornemmeste opgave at hjælpe mine elever med at indse og forstå det faktum. Og det gør jeg gerne. Men mine anstrengelser i den gode sags tjeneste kommer til kort, hvis det skolesystem, jeg og mine elever er underlagt, ikke spiller med. Derfor har jeg brug for hjælp fra politikerne – og noget tyder på, at den kan være på vej.
Udsagn fra politikere på Folkemødet 2018
Folkemødet 2018 gav mig håb for vores unge i folkeskolen. Merete Riisager indrømmede i en debat, at læringsmålsstyret undervisning har været en dyr fiasko. Mette Frederiksen satte i sin partiledertale spørgsmålstegn ved testkulturen i folkeskolen og foreslog en ændring af de nationale test. Og Lars Løkke åbnede i et svar til en skoleelev op for, at hvis understøttende undervisning tages af skemaet, kan det betyde færre lektioner samlet set.
En lang og sej kamp bliver nemmere, hvis vi står sammen
Vi ændrer ikke folkeskolen med udtalelser fra politikerne på et folkemøde, men jeg tillader mig at være optimistisk og håbe på, at de rent faktisk er ved at få øjnene op for, at der skal ske noget meget snart, hvis vi ikke skal miste en hel generation af børn og unge. Ingen børn skal føle sig utilstrækkelige – og det er en lang og sej kamp, hvis dette skal ændres. Som lærer smøger jeg gerne ærmerne op, men mine anstrengelser bliver så meget nemmere, hvis jeg ikke skal kæmpe alene.