Jeppe Bundsgaard
Blog
Deltag i EUs proces om nye nøglekompetencer
EU har netop bedt medlemslande, professionelle, forskere og borgere om bidrag til opdatering af rammeværket af nøglekompetencer for livslang læring.
Netop i dag har EU inviteret os alle til at deltage i diskussionerne om hvad der er de vigtigste kompetencer for alle borgere, og særligt for de opvoksende generationer. Diskussionen tager udgangspunkt i rammeværket fra 2006 som findes på dansk her: http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32006H0962&from=EN. Der formuleres 8 nøglekompetencer:
1. Kommunikativ kompetence i modersmålet
2. Kommunikativ kompetence i fremmedsprog
3. Matematisk kompetence og naturvidenskabelig og teknologisk basiskompetence
4. Digital kompetence
5. Læringskompetence
6. Sociale kompetencer og medborgerkompetencer
7. Initiativ og iværksætterånd
8. Kulturel bevidsthed og udtryksevne
Og de defineres ganske kort i teksten.
Høringsperioden er begyndt og slutter d. 19. maj. Det er planen at det nye rammeværk er klar i efteråret. Man kan læse mere her: http://ec.europa.eu/education/initiatives/key-competences-framework-review-2017_en. Man kan bidrage med "position papers" på op til 2 sider.
Det er jo ikke usandsynligt at Fælles Mål skal revideres igen en gang om nogle år. Og her vil dette dokument nok være et af dem der ligger til grund for revisionerne. Så lad os da gøre en indsats for at kvalificere dette dokument så meget som muligt.