Jeppe Bundsgaard
Blog
Vi har brug for hjælp
I denne Corona-tid er der mange der spørger hvordan det går på skolerne, hvordan eleverne har det, om de lærer noget, om de får støtte i hjemmet og om hvordan lærerne håndterer situationen, hvordan undervisningen foregår og meget mere.
Mange har gode bud på mulige svar, men buddene hviler på mere eller mindre dybt kendskab til praksis før krisen og erfaringer fra egen praksis og fra samtaler med lærere og elever. Enkelte videnskabelige studier er gennemført, men de dækker ikke hele landet og alle typer skoler.
Desværre er der ingen der kan svare på et mere generelt grundlag. Men det kan vi i samarbejde de lærere, elever og skoler der er inviteret til at deltage i undersøgelsen REDS (Responses to Educational Disruption Survey).
Det er den internationale forskningsorganisation IEA (som bl.a. står for PIRLS, TIMSS, ICILS, ICCS med) der står bag undersøgelsen, REDS som giver os mulighed for både at få dybt kendskab til de danske betingelser og løsninger under Corona-tiden, og samtidigt kan vi sammenholde vores erfaringer med andre lande. I Danmark er det DPU på Aarhus Universitet der står for at gennemføre undersøgelsen.
Lige nu er vi i gang med at kontakte de udvalgte skoler for at få dem til at deltage. Og det er ærlig talt svært – af mange gode grunde. Vi ved (fra vores samtaler med lærere, skoleledere og andre) hvor hårdt presset alle aktører i skolerne er. Vi forstår at alt unødigt må skæres væk. Men vi tror at de fleste vil være enige i at det vil være i alles interesse at vi tillige med de mange personlige fortællinger, får dyb og sikker viden om hvordan Corona-krisen blev oplevet af såvel elever som lærere og ledere, at vi får de gode løsninger frem i lyset – og ikke mindst får peget på de ting der slet ikke fungerede og de udfordringer som var lige ved at være for meget for eleverne.
Derfor: Hjælp os! Vi får lidt for ofte nej til deltagelse fra en del skoleledere som gerne vil beskytte lærere og elever mod ekstra opgaver. Samtidigt er det desværre kun ganske få lærere der vælger at besvare det spørgeskema der bliver fremsendt til de skoler der har sagt ja til at deltage. Vi forstår og respekterer de udfordringer skolen møder netop nu. Men måske er det lige netop denne ekstraopgave hverken lærere eller elever vil beskyttes imod. Det må I gerne sige til jeres ledere hvis jeres skole er udvalgt til at deltage i undersøgelsen og samtidigt må I meget gerne svare på spørgeskemaet, hvis I har fået et.
Og hvis I er skoleledere, så kan I måske give det en ekstra overvejelse om det er lige netop her I skal gøre en undtagelse og sige ja til at deltage. Hvis I allerede har sagt nej, så kontakt os gerne og diskuter mulighederne. Vi er klar til at tilpasse formen så den passer til jeres situation.
Vi håber meget at vi bliver i stand til at svare sikkert og grundigt på nogle af de mange vigtige spørgsmål der har rejst sig i denne tid.
Med venlig hilsen
Jacob Christensen, Sofie Gry Bindslev, Cristina de la Villa Gonzalez, Christian Christrup Kjeldsen, Morten Pettersson og Jeppe Bundsgaard
Læs mere her: https://dpu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/international-undersoegelse-skal-kortlaegge-hvad-corona-har-betydet-for-skolen/