Jeppe Bundsgaard

Jeppe Bundsgaard

Blog

Hvad gør vi?

I nat blev det klart at USA har fået noget der skræmmende meget ligner en fascist som præsident. I dag har skoleelever og studerende over hele USA forladt undervisningen og er gået på gaden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleleverne synger og bærer plakater med smukke slagord om ”Love, not hate, not fear”, ”Love above evil, above violence, above all”, men også spejlinger af det de demonstrerer imod: ”Youth against Trump”. Min kone og jeg så dem gå fra Berkeley High til UC Berkeley-universitetet.

Historisk har der været forskellige måder for underklasserne at gøre oprør på. Fascismen er en af dem. En anden er kommunismen (som jo i realiteten har vist sig at være ret tæt forbundet med fascismen). En tredje har været socialdemokratismen. En fjerde – som ikke så meget er et oprør, som det er en måde at fortsætte de herskende klassers undertrykkelse på – er religionen. Fælles for tilgangene er at deltagerne har fået oplevelsen af at være en del af en bevægelse. Et Vi. Noget positivt og stærkt. Make America Great Again. Eller Take back control som Brexit-fortalerne sagde. Eller Danmark for folket som Stauning sagde.

Problemet med fascismen er at den nok tager underklassens problemer alvorligt, men ikke har nogen brugbare bud på løsningen. De bud den har, forværrer problemerne.

Jeppe Bundsgaard

Professor MSO ved DPU, Aarhus Universitet. Forsker i fagdidaktik med særlig henblik på dansk og it i undervisningen. Jeg skriver om danskfaget, it-didaktik og test og prøver.

Vi har fejlet, det er klart. Alle os som har succes i det moderne, globaliserede, vidensbaserede, netværksorganiserede, digitale samfund. Vi har deltaget i besyngelsen af de globale muligheder, det åbne marked, de åbne grænser, den frie bevægelighed, de multikulturelle samfunds rigdom og de kulturelle møders skønhed. Men vi har ikke rigtig taget os af at stadig større grupper har oplevet udviklingen som skræmmende. Har oplevet stadig større usikkerhed i jobbet, i lokalsamfundet, har følt sig stadig mere forkerte og underkendte, har følt at noget tog deres livsgrundlag væk. Bankerne, de fremmede, de multinationale selskaber. Det gælder USA og det gælder i Danmark.

Det giver håb at der er nogen der gør noget. Jeg håber sådan at de bruger denne anledning til at lære af Occupy Wall Street, Black Lives Matter og de andre bevægelser som har vist at mennesker kan skabe noget smukt i fællesskab. Occupy Wall Street løb ud i sandet. Måske fordi den var fokuseret på en sag. Black Lives Matter er en bydende nødvendig bevægelse. Men den bliver ikke en bevægelse der samler.

I 1960- og 70-erne var der også en bevægelse. En af de ting som jeg tror de gjorde rigtigt, var at uddanne sig selv og hinanden. De forsøgte at forstå hvilke strukturer der lå bag ved de uhensigtsmæssige træk de oplevede i samfundet og imellem sig. Heraf udsprang kvindebevægelsen, den progressive pædagogik fik et opsving, autoriteterne fik et skud for borgen, universiteterne blev demokratiseret. Samfundet blev på mange måder mere demokratisk som konsekvens heraf. Noget af det samme skete i starten af 1900-tallet med den socialdemokratiske bevægelse. Der var ikke bare tale om en arbejderklasse som rejste sig og stod sammen. Der var tale om en masseuddannelsesindsats. Den foregik ikke (primært) i de offentlige skoler, den foregik på arbejdspladsen, i tillidsmandsuddannelsen, på højskoler, i studiegrupper og så videre. Målet var at skabe bedre forhold blandt andet gennem større forståelse af strukturer og mekanismer.

Man kan håbe at dagens demonstrerende elever og studerende indser at det er det de har brug for. At vejen frem er at blive mere indsigtsfulde, i fællesskab at studere hvad der sker, og hvilke årsager der er til de udfordringer vi står over for. Deres vrede mod Trump er blind og ukonstruktiv. Den må og skal vendes til et ønske om forståelse og om at skabe løsninger, ikke simple os-dem-figurer.

Men hvad gør vi? Os i Danmark, og mere konkret os der har til opgave at uddanne de opvoksende generationer.

Vi er utroligt privilegerede med den folkeskolelov vi har, og med de formål og mål der er beskrevet for fagene. For de forpligter os til at bidrage til at vores unger bliver indsigtsfulde, deltagende og engagerede samfundsborgere.

Men har vi taget den opgave alvorligt nok? Eller har også vi taget det lidt for givet at vi lever i det bedste demokratiske samfund af dem alle? Underviser vi i demokratisk samtale? Lærer vi børnene og de unge at undersøge en sag og se den fra flere sider? Lærer vi dem at deltage og engagere sig i det nære og fjernere demokrati?

Underviser vi vores elever i at undersøge argumenter, politiske tekster, se bag om nyheder og interesseorganisationers retoriske form?

Underviser vi vores elever i at følge med i samfundsdebatten, i at forstå hvad der sker på tv? Får vi dem gjort interesserede i at læse aviser, se nyheder, søge yderligere viden?

Jeg ville ønske at vi kunne svare ja til de spørgsmål. Men skal jeg være ærlig, så tyder læremidler og undersøgelser af undervisningspraksis ikke på at det er tilfældet.

Skal vi gøre noget ved det?

Powered by Labrador CMS