Blog
Lyt til de lærerstuderende – de får spændende idéer
Innovative, kreative, begejstrede og ikke mindst hyperrealistiske. Lærerstuderende viste egne idéer til læremidler frem på en læremiddelmesse på uddannelsen i Odense. Og forlagene burde have været til stede og ladet sig inspirere, for de studerende er dygtige!
I denne uge afholdt læreruddannelsen i Odense, University College Lillebælt, en læremiddelmesse som afslutning på to frivillige fordybelsesmoduler ”Læremidler og entreprenørskab” og ”Faglig læsning” som lærerstuderende fra 1. og 2. årgang har valgt at supplere deres studie med.
De studerende har arbejdet med læremidler siden efteråret og som afslutning på forløbet, skulle de udvikle en prototype på et læremiddel og ikke mindst en god formidling af deres koncept.
En idé er ikke nok
For som lektor ved University Colleges Lillebælts læreruddannelse Knud Erik Christensen, der står bag projektet, siger, så er det fint at have en rigtig god idé. Men hvis man ikke kan formidle idéen, kan det være lige meget.
De formidlede dem fint, de studerende. Og de havde mange idéer. Det var gode, kreative, innovative, velfunderede, bredt favnende, virkelighedsnære, gennemarbejdede og realistiske idéer drevet frem af de studerendes begejstring og viljen til at gøre en forskel i skolen og for eleverne. Bygget på den teori de har lært indtil videre og ikke mindst deres nyhøstede erfaringer fra praktikken.
Hvor er forlagene?
Det blev en intens formiddag med ”ekstremt spændende idéer, fagligt indhold og diskussioner om didaktisk indhold”, sagde lektor Marie Falkesgaard Slot fra Læremiddel.dk bagefter.
Det blev også en formiddag, hvor det havde givet rigtig god mening, at forlagene var dukket op. For at lade sig inspirere, måske helt konkret at gå videre med nogle af idéerne. Og ikke mindst for at se hvad der rører sig, blandt de lærere, der skal købe deres ting og diskutere didaktik og teknologi med de studerende og læreruddannerne.
Læs mere om de studerende og deres idéer her