Lærerliv m.m.

Blog

- men det er jo bare for sjov...

Accepterer vi den præmis, at vi kan lade hånt om budskabet, når ordene sårer andre, hvis blot det ”er for sjov”, så anerkender vi også en sproglig devaluering, hvor det udtalte mister sin værdi, og vi derfor aldrig ved, hvor megen vægt vi skal lægge i ordene.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- men det er jo bare for sjov... 

Sådan lyder forsvaret fra tid til anden fra mine elever, når jeg konfronterer dem med, at de har sagt noget upassende til en kammerat eller – ak og ve – til mig. Det kan være forhånende kommentarer ved forkerte svar eller en halvsjofel bemærkning eller en nedladende bemærkning.

”Det var bare for sjov”.

Lærerliv m.m.

Tobias Zimling Kristiansen - folkeskolelærer i Gentofte og med en fortid på frie skoler, i Grønland og i Kalundborg. Er fagligt aktiv og kronisk kritisk og løsningsorienteret. Jeg uddanner mig løbende - for egen eller arbejdsgivers regning, og jeg blogger om lærerlivets sider - fagligt, pædagogisk, dannelsesmæssigt, didaktisk og hvad der end falder mig ind.

Desværre er det sjældent sjovt og desværre er det alt for ofte meget sårende kommentarer, hvor den berettigede påtale fra lærerside søges affejet ved at henvise til, at det sagte blot er en spøg. Jeg kan nemt komme til den konklusion, at eleverne for ofte mødes med forståelse for upassende sprogbrug ved at påkalde sig humor, når autoritetspersoner som forældre, pædagoger eller lærere påtaler de dumme kommentarer. Lige pludselig amputeres biens brod og alt forestilles at være i orden. ”Det er jo bare for sjov”.

Accepterer vi den præmis, at vi kan lade hånt om budskabet, når ordene sårer andre, hvis blot det ”er for sjov”, så anerkender vi også en sproglig devaluering, hvor det udtalte mister sin værdi, og vi derfor aldrig ved, hvor megen vægt vi skal lægge i ordene.

I det større perspektiv risikerer vi at ende med, at politikere kan svine befolkningsgrupper til, håne og udskamme religiøse grupper – og blot forsvare sig med at ”det var jo bare for sjov”… 

Nej – det talte ord er ALDRIG bare for sjov!