Den glemte dimension får lidt, velfortjent, lys

"Skolernes religionsundervisning er den, hvor flest timer varetages af en underviser uden faglige forudsætninger, der svarer til linjefagsforudsætninger. Derfor er det meget glædeligt, at A.P. Møller Fonden har bevilget penge til faglig opkvalificering af lærere - også i de mindre fag i skolen", siger formand for Religionslærerforeningen John Rydahl i følgende artikel: https://www.folkeskolen.dk/1882209/danmarks-laererforening-faar-14-millioner-til-fagfaglig-efteruddannelse. Jeg glæder mig over, at vores beslutning om efteruddannelse i fagene madkundskab, musik, billedkunst, kristendom, samfundsfag og til børnehaveklasseledere via fondsmidler fra A.P. Møller Fonden vækker glæde hos John Rydahl og Religionslærerforeningen.  

Det er ingen hemmelighed, at jeg - generelt - er skeptisk over for fondsmidler i uddannelsessektoren - og det er jeg fortsat. Jeg mener, at der helt grundlæggende mangler politisk stillingtagen fra Christiansborg til private aktørers fondsmidler, og effekten og virket på uddannelsessektoren af disse. Ikke mindst ift. ansvaret for de normative forskydninger forskningen peger på kan følge med, hvilket jeg har skrevet om her: https://www.folkeskolen.dk/1860951/genaaben-kortlaegningen-af-private-fondes-aktiviteter-og-indflydelse-paa-folkeskoleomraadet.

I vores behandling af dette i hovedstyrelsen havde jeg mine forbehold. Det er, for mig, vigtigt, at vi gør os det klart, hvilke fonde vi kan stå inde for, og hvilke baner vi åbner op for ved dette. Den debat i hovedstyrelsen dækkede Folkeskolen også dengang, og denne kan læses her: https://www.folkeskolen.dk/1856998/dlf-vil-udbyde-efteruddannelse. Men som Storm P. beskrev i en flue, så er der i virkeligheden ringe forskel på pessimisme og optimise, da begge er indbildninger. Tilbage er så realismen; "Ganske vist er jeg romantiker, men med hensyn til bøf er jeg absolut realist."   

Og i realismens navn, så stod det klart, at da vi tidligere udbød kurser via midler fra A.P. Møller-fonden og i samarbejde med professionshøjskolerne, så havde de lange ventelister og fik rigtig gode evalueringer. De første positive tilkendegivelser fra de faglige foreninger og medlemmerne peger på, at det er et godt skridt, og det var jeg oprigtigt spændt på. For mig var det væsentligt:

* At det var med til at dække et reelt behov ift. efteruddannelse, og er efterspurgt blandt medlemmerne.

* At grundelementerne i denne proces handler om at skabe varig og langsigtet kvalitet. 

* At det er DLF orienteret, og at vi har vores fagpolitiske opmærksomheder med - og har et vist ejerskab på, hvad fondsmidlerne skal bruges til - og ikke til som vigtig part i skoleudvikling. Det har vi her.

* At fagkurserne udvikles med professionshøjskolerne.

* At vi som hovedstyrelsesmedlemmer er tæt inde over processen, og at der evalueres med kvalitet.

Så ja, nok er der opmærksomheder omkring fonde, og disse er vigtige - og dem glemmer jeg ikke bare.

Men der er en væsensforskel ift. om fondsmidlerne kommer med demokratiske processer, som her, hvor vi har noget at skulle have sagt, eller køres ind med fulde koncepter og forventninger uden om os som part.  Så her og nu glæder jeg mig, stille, over tilfredsheden hermed, og når jeg tager min religionslærer-hat på, ja, så glæder jeg mig, ligesom John Rydahl, over at der nu muliggøres en faglig opkvalificering af et fag, som jeg holder meget af, og som i den grad fortjener det.