På Kant(en) af og med virkeligheden anno 2016

"Hvad sker der når religioner mødes?" spørger én af mine elever mig den anden dag. "Der bliver krig!" svarer en anden prompte.

Et spørgsmål, der impulsivt, stilles i mødet med den nordiske mytologi som emne i kristendomsundervisningen. 

Jeg har netop fortalt om, hvordan Harald Blåtand i mødet med en katolsk munk, måtte forholde sig til et nyt dogme - et nyt ideal - et nyt verdensbillede. Velsagtens en ganske fremmed og anderledes morrallov.

For mig er det narrative element en grundpæl i min undervisning. Det er fortællingen, som også Løgstrup ofte referrede til, der er det bindende led i mellem skole og samfund. "Fortællingen er almen." skrev han.

Den har en vigtig funktion, idet den åbner op for tilværelsen. Med fortællingen kan: "vi lære at leve med hinanden, på tværs af alle skel, fordi vi i fortællingen - myter, bibelhistorie og overleveringer - berører grundforholdene i et menneskeliv, og de udfordringer tilværelsen rummer for os alle sammen. Derfor er fortællingen så central både i skole og samfund, for gennem den kan vi mødes - også med de fremmede, der er kommet til landet - om det fælles projekt: Hvad det vil sige at være menneske." som Løgstrup smukt og rammende forklarer det.

Hvorfor så dette tilbageblik på Løgstrup? Jo! Fordi det er højaktuelt!

Da jeg, efter at have husket på ovenstående i det splitsekund jeg havde, førend min elevs spørgsmål, krævede et velfortjent svar, får svaret ham, svarer jeg med en anekdote - en fortælling - fra min egen folkeskoletid. Samme spørgsmål var også dengang presserende. Min kristendomslærer hed Carsten. Carsten var en fantastisk fortæller. Carsten formulerede et mantra, som jeg og mine folkeskolekammerater tog med os. Et mantra som jeg til stadighed husker. Carsten sagde: "Der findes ikke onde religioner, men der findes onde fortolkere.". Som jeg er blevet ældre er betydningen mere og mere gået op for mig. Det er svært for mig at være uenig med Carsten. 

For mig refererer det igen tilbage til Løgstrup og det universelle fælles projekt - at vi er mennesker. Førend vi er så meget andet er vi mennesker sagde også Grundtvig.

Men jeg fortalte, at jeg tænkte Carstens mantra kunne gøre sig gældende, men at det var vigtigt, at De (eleverne) selv forholdte sig til dette spørgsmål. Derfor blev dette spørgsmål en åbning til en højaktuel debat i 4. klasse.

Flere elever bød ind, som emnet udfoldede sig mere og mere, og fra at handle om krig og ufjendskab, vendte samtalen sig til at blive menneskelig - og eleverne spurgte om, hvorfor vi ikke "... bare var mennesker allesammen.".

De huskede på begrebet næstekærlighed. Et begreb, der i sin moderne udfoldelse, fylder meget hos eleverne. Nemlig; "At man skal være mod andre, som de skal være mod én selv.".

Sådan blev Kants morallov højaktuel i 4. klasse også, da Kant jo sagde; "Du skal handle sådan, at du altid behandler det andet menneske ikke blot som middel, men tillige som formål.". Med andre ord, at man skal respektere hinanden som personer, og at mennesket i sig selv et et formål. 

Det blev klart for mig denne dag, at der hersker en universel forståelse i 4. klasse. For såvel 4. klasse og Kant er det universelt at mennesket i sig selv har en værdighed som menneske. Det er dette der i historien blev til den amerikanske og franske erklæring om menneskerettigheder, og som i Folkeskolen anno 2016 ligger eleverne magtpåliggende meget på sinde.

Således kom Folkeskolen i år 2016 også på Kant(en) af og med virkeligheden.