"Lyngby-Taarbæk kører med fast normering på specialskolerne. Jeg ville overveje, hvorvidt jeg kunne stå på mål for opgaven, hvis det ikke var tilfældet."

I mit politiske virke er det en prioritet for mig at tage ud og møde medlemmerne, hverdagen og det jeg kalder #hverdagensnuancer. Derfor er jeg, typisk, ikke længere end en invitation væk.

Denne invitation tog nyvalgte TR, på Heldagsskolen Fuglsanggaard, Katrine Vendrup imod. På TR-uddannelsen havde vi talt om specialområdet, og ikke mindst specialelevernes og speciallærernes muligheder for at gennemføre afgangseksamen. Katrine satte ord på, hvordan de arbejdede, og jeg fornemmede en faglig stolthed, som jeg virkelig tog til mig. Derfor sagde jeg ja til at komme på besøg – og det er jeg om end endnu mere glad for efterfølgende. Hvorfor håber jeg du vil læse med om her.

”Jeg ville virkelig ønske, at vi kunne filme og dele de mundtlige eksamener.” fortæller lærer Rasmus stolt, da vi kommer ind på termins- og afgangsprøver. Han fortæller med det engagement og ild i øjnene, som kendetegner vores faggruppe, om elevernes udviklingsrejse. Hvordan de vokser med opgaven, finder og får tro på egne evner via den rette stilladsering og rimelige forventninger. ”Beviset på, at de godt kan.” som Rasmus fortsætter.

Skolen ser altid på det enkelte barn, og vurderer hvilke afgangsprøver barnet vil have gavn af at prøve kræfter med ud fra barnets forudsætninger og trivsel. I visse sammenhænge vurderer de eksempelvis, at det vil give bedre mening ikke at aflægge prøve eller blot lave en intern prøve, så eleverne får oplevelserne og erfaringerne, men ikke bliver sendt ud på for dybt vand. Men ”Hvis vi er i tvivl om hvorvidt en elev vil kunne klare en ordinær prøve eller ej, så siger vores erfaring os, at de oftest overrasker positivt. Vi er lige på sidelinjen, hvis det bliver svært undervejs, så vi sikrer, at det uanset hvad bliver en konstruktiv oplevelse.” uddyber Rasmus. Her fortæller skolen også, at de har gode erfaringer og et godt samarbejde med UU ift. praktik, og at eleverne vokser af det. En dag med god oplevelse i fx terminprøver, og derfra i praktik.

Netop det med den rette stilladsering og de rimelige forventninger til eleverne bider jeg særligt mærke i under samtalen i mandags. Det er god Vygotsky – nærmeste udviklingszone – men altid med et stillads og en drøftelse af succeskriteriet, rimelighed og mestringsoplevelsen hos eleverne in mente. Rasmus fortæller om, hvordan de som professionelt team drøfter gennemgående, hvilke muligheder eleverne har for at lykkes. Da jeg spørger ind til, hvad der gør den positive forskel ift. at netop de lykkes med dette, så svarer Rasmus promte: ”Vi forsøger altid at være nok voksne omkring eleverne.” og "vi flytter fx projektopgaven til tidligere på skoleåret, så eleverne – og vi – ikke presses yderligere, og dermed ”øger sandsynligheden for at eleverne og vi lykkes”, som han siger.

Netop det med at tage tingene i opløbet – på det rette tidspunkt – er noget af det lærerne, Katrine og Rasmus, benævner i samtalen i dag: "Vi begrænser mængden af ting, så de (eleverne, red.) ikke skal lave en slutspurt til sidst." fortæller Rasmus videre. Og på spørgsmålet omkring om den fulde fagrække og gennemførsel af eksamen m.m. ikke presser elever og lærere svarer Rasmus, at det er et misforstået hensyn ikke at tage det, som venter eleverne efter specialtilbudet alvorligt. Men også, at det skal give mening for den enkelte elev. Der er et stort fokus på, at det handler om at få en god oplevelse, en oplevelse af at lykkes.

De er, som Rasmus nævnte tidligere, godt normeret til at kunne stille de rigtige krav og sikre mestringsoplevelserne. Men det er dog ikke uden sved på panden, og det er – fortsat – en stor opgave at differentiere elevernes faglige forudsætninger og møde dem rigtigt. Både de stærkt begavede og de elever, der pga. for sen visitation m.m. har en række nederlag i bagagen, som skal findes løsninger på først. "Børnegruppen har ændret sig. Et kæmpe spænd. Hvor ligger jeg, rent undervisningsmæssigt, mine kort i dag?" som Rasmus siger. Der skal prioriteres hver dag, og her er det en gave at have ledelsen tæt på.

Ledelsen sidder blandt børn og personale, og om dette fortæller Rasmus: "At ledelsen er tæt på, dagligt, har stor værdi. Jeg føler mig ikke alene med de tunge sager.", som jo ellers ofte er noget af det vi ved, arbejdsmiljømæssigt, presser lærernes arbejdsmiljø. De høje følelsesmæssige krav.

Skoleleder Neel byder ind og fortæller, at de vil være en skole, hvor eleverne: ”Uddannes til nogen og noget” og beskriver, hvordan hun som leder oplever vigtigheden af løbende at samstemme og afstemme med sit personale om opgaverne og prioriteringerne: "Turde vente på at det virker. Vi sagde, at noget er bedre end andet. Blev enige om det.", hvor man dermed bliver enige om rammen, men ellers holder sig væk fra detaljerne, og lader teams bruge deres faglighed og professionalisme, da det er dem der står i det i hverdagen. Men der er en udtalt forventning fra ledelsen om, at lærere og pædagoger – som teams – har tænkt sig godt om ift. handlinger og løsninger. ”Derfor er det vigtigt at have en fast normering, så vi som skole kan sikre et dygtigt, stabilt, højt specialiseret personale, der har erfaring, kender skolen og målgruppen.” som Neel uddyber.

Det gælder også når de tunge sager skal drøftes, og der skal findes løsninger på disse via de ugentlige konferencer, hvor man sammen med eksterne parter, fx PPR, samstemmes omkring opgaven og handlingerne derfra. Viceskoleleder Anne Steensgaard byder ind, og fortæller hvordan hun i hendes ledertid har respekteret og forstået at: ”Lærere og pædagoger skal have deres autonomi. Det er vigtigt.” som hun fortæller. Men samtidigt, hvordan de som ledelse arbejder med at kunne være tæt på – også i undervisningen - hvor de kommer rundt og observerer. Dette med ro og forståelse fra personalegruppen, da jeg spørger ind til dette. Det giver en ballast og en hjælp, når den behøves. ”Ledelsen er tydelig omkring forventninger” som Katrine fortæller. Rasmus byder ind og fortæller om, hvordan han i skiftet fra et privat dagbehandlingstilbud til det kommunale oplever, at: "Her ses børn som børn, og ikke som sager, som ved private dagbehandlingstilbud.” og bl.a. af den grund er man både på ledelses- og medarbejderniveau enige om formålet og opgavens beskaffenhed.

Det bringer mig tilbage til citatet fra skoleleder Neel Bjerregaard fra toppen. Hun fortæller hvordan hun, som leder, også godt tør at sende bolden opad, og stille krav samt forklare, hvad det er der skaber de bedste forudsætninger. ”Hvis systemet er sådan, at penge følger barnet, så giver det ikke mening - så bliver det et svingdørskoncept.” fortæller hun. Det presser kvaliteten og arbejdsmiljøet, og det har hun og Anne en stor forståelse for, fornemmer jeg. "Vi skal have medarbejdere der tør sige til os, at det I har gang i nu, det giver ikke mening.", som de begge siger.

Det handler om respekt for opgaven og at man får mulighed for at bruge, og sætte sin faglighed i spil. Det er misvisende at tro, som udefrakommende, at specialtilbudene arbejder på at fastholde eleverne i tilbuddet. Eleverne skal kun være i det specialiserede miljø så længe det giver mening, og det handler om at holde fokus på bolden – hvad der venter eleverne efterfølgende. ”Eleverne er her som springbræt. Vi er ikke fastholdende, men udviklende.” som hun siger.

En ting man på leder og medarbejderniveau har taget til sig, og arbejdet benhårdt med, er det man på skolen kalder læringsplaner. Et arbejde der er blevet til via medindflydelse og ejerskab fra personalegruppen, og som hjælper skolen med at kvalificere arbejdet og et af de stigma der – desværre – præger specialtilbud sommetider, at det ikke er et sted, hvor eleverne lærer noget. De (læringsplanerne, red.) gør, at: ”Forældrene ikke er i tvivl om, at eleverne lærer noget her.", og Rasmus byder ind med at det tager presset fra dem på gulvet, at forældrene ikke konstant spørger ind til dette, men har en fornemmelse og tryghed omkring dette. Samtidigt ser han det som et naturligt led i at arbejde professionelt: "En måde, minimum to gange om året, at stoppe op og se hvad der egentlig er sket - og hvad skal der ske. Tvungen refleksion, som er med til at professionalisere og kvalificere."

Netop de professionelle elementer, den faglige stolthed og det store engagement, som jeg mødte på Heldagsskolen Fuglsanggård i mandags, gjorde at jeg tog fra skolen med et kæmpe smil. En kæmpe stolthed over vores faggruppe og vores daglige arbejde.

Når jeg – heldigvis sjældnere og sjældnere – møder mennesker, der siger, at lærerne kun vil deres eget bedste, ja, så vil jeg levende fortælle, som jeg håber jeg lykkes med i indlægget her, om denne oplevelse.

Det er ikke nemt, som Rasmus, Katrine, Anne og Neel også fortæller, men det er muligt:

- Når medarbejderne mødes med tillid til samt frihed til deres faglighed og dygtighed

- Når medarbejderne har indflydelse på kerneopgaven og kerneydelserne

- Når kommunerne har fokus på specialundervisningen

- Når ledelsesteamet giver og modtager konstruktiv kritik

- Når ledelsesteamet arbejder systematisk og løbende såvel afstemmer - og samstemmer - med personalet

- Når fuld fagrække og afgangseksamener i alle fag altid er målet, men man hele tiden indtænker at barnet skal have succesoplevelser og ikke opleve sig selv som stigmatiseret/ afviger/ mislykket.

Jeg er klar over, at jeg kun så et lille udsnit i dag, men sommetider er et udsnit nok til at få forståelsen og fornemmelsen af et helt billede – og jeg er sikker på, at der på denne skole er fat i noget af det rigtige. Tak for et inspirerende og nuanceret skolebesøg.

De citerede har godkendt citaterne inden udgivelse.

/Kristoffer Høyrup Sørensen, Januar 2023.