BLOG

Empty article - Subtitle

Er næstekærligheden på prøve - og har den en grænse?

Refleksioner under forløbet om næstekærlighed på 8. og 9. årgang.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg underviser dette skoleår på 8. og 9. årgang i kristendomskundskab, livsfilosofi, religion eller hvad meningsdannere efterhånden ønsker at kalde det.

For mig er det et fag, som konstant - og uforanderligt - giver mig nogle highs som lærer. Som udfordrer og lever i en kontinuerlig vekselvirkning med de unge mennesker. De rummer så mange spændende facetter og livsanskuelser. De reflekterer som aldrig før over den tilværelse, som er fælles menneskelig, men dog tager sig så forskelligt ud blandt mennesker.

Et af årets temaer er næstekærlighed. Det er valgt som et overordnet emne, da det både rummer store dele af det centrale i kristendommen, men også i høj gard er relevant ift. nutiden. Måske endda som aldrig før.

Selv for det menneske, der ikke bekender sig - af forskellige årsager - til den religiøse dimension er det relevant - og aktuelt.

Som Paul Tillich beskrev det er alle religioner og ideologier forskellige, kulturbestemte tematiseringer af en dybdedimension i tilværelsen, der har at gøre med selve grundlaget for vores eksistens. Kendetegnende for mennesket er, at det ikke kan undgå at spørge efter væren og mening – altså undre sig over, at der er noget til snarere end intet, og søge efter en mening med sit eget, individuelle liv.

Eller sagt med Heideggers berømte ord; hvorfor er der noget, snarere end ingenting?

Denne dybdedimension ift. næstekærligheden er på prøve som aldrig før. Som mine elever siger det så fint; "Jamen, hvis Jesus mente, at næsten var ALLE mennesker, så betyder det jo også dem jeg ser i tv'et have det skidt hver dag?!" 

Ja - svarer jeg så, mens en anden elev spørger: "Jamen er det ikke umuligt?"

Det giver en dyb dialog, som igen minder mig om, hvorfor jeg elsker mit valg af linjefag. Vi er ikke færdige med at debattere i dybden. Måske bliver vi det heller ikke, men gør det så meget?

Nej - det synes jeg faktisk ikke. For vi, eleverne og jeg, skaber sammen grobund for den dybdedimension, som er i os alle, og sammen lyser vi på den med forskellige anskuelser. Det giver mening, som aldrig før.

Så hvad tænker I? Er næstekærligheden mere på prøve i dag end tidligere? Og er det et mål, eller noget, som vi bør tilstræbe, uanset religiøst ståsted?

Powered by Labrador CMS