BLOG
Empty article - Subtitle
Et kristent land jf. regeringsgrundlaget, men hvor er de kristne værdier i værdidebatten, og skal de fylde mere eller mindre?
Danmark er et kristent land. Sådan står der i Vestre-regeringens regeringsgrundlag, men er vi det også i vores værdidebatter, og skal kristne værdier gennemsyre politikken jf. dette grundlag, eller blot være en vigtig sidenote til at nuancere værdidebatterne?
Følgende er udtryk for egen holdning.
"Vi skal værne om vores nationale identitet og egenart.
Vores værdier om demokrati, ligeværd og muligheder for den enkelte er grundlæggende forudsætninger for vores fællesskab. Respekten for disse værdier er afgørende. Derfor skal vi stå vagt om hinanden og vores danske værdier, men forblive åbne for verden omkring os.
Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare. Samtidig skal der selvfølgelig være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme."
sådan står der under regeringsgrundlaget stk. 25: "Folkekirken" af 2018.
Jeg hæfter mig ved særligt ved ordene; "egenart", "ligeværd" og "danske værdier."
Når vi bekender os til os selv som en egenart, så sætter vi os selv, som danskere, centralt i vores verdensforståelse. Dvs. at verden skal forholde sig os, og ikke vi til dem. Velsagtens sat på spidsen, men problematisk, tænker jeg. Hvad er vi før så meget andet? Mennsker, sagde Grundtvig, som dog blev nationalist efter 1848.
Hvis vi er en egenart, hvordan kan vi så anerkende andre menneskers ligeværd? Det adskiller ikke hinanden, men det krævet en agtpågivenhed, at vi ser menneskers værd før vi ser så meget andet. Her må vi natuligvis skelne mellem politik og den enkeltes moralske og etiske forpligtelser, men de bør fungere som en vekselvirkning, snarere end som modsætninger.
Hvad er de danske værdier? Hvis de er forankret i en kristen livsanskuelse, så hedder det sig vel, at vi sætter næstekærligheden centralt jf. kristendommens centrale budskaber. Men hvem er så vores næste? Følger man med i politikken, så hedder det sig vel primært næsten, der er dansk statsborger, men ikke det almene menneske, og her forsvinder så måske ideen om menneskets ligeværd - eller hvad?
Med denne indledning forsøger jeg, ligesom flere andre har forsøgt, at italesætte et essentielt dilemma. Hvordan kan vi snakke politiske løsninger, men samtidigt have et regeringsgrundlag funderet på kristendommen? Hvordan kan vi lave fælles politiske løsninger, og med dette grundlag have sat kristendommen først? Der er en problematik i dette, som vi skal forholde os til - agtpågivende.
Hvorvidt du bekender dig til kristendommen, ateismen, agnosticismen eller noget tredje, så er der i den vestlige verden et gennemgående etisk ståsted; nemlig at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettighed jf. FN's erklæring om menneskerettigheder.
Grundlæggende mener jeg at politik og religion skal adskilles. Der skal være plads til politiske løsninger uden for det religiøse, og der skal være plads til religiøsitet uden for det politiske. Dette netop i ligeværdets ånd.
Dog skal disse to størrelser ikke være modsætninger, som bekriger hinanden, men derimod vekselvirkende sammenhænge, hvor det enkelte mennesker forholder sig til de moralske og etiske værdisætninger, og bibringer disse i det politiske.
Hvis ikke vi sikrer os, at vi på den ene eller anden måde, forholder os til vores værdier omkring ligeværd, så åbner vi op for en strømning, som kan blive farlig.
Hvis poltiske løsninger bliver for rationelle og fornuftsdrevne, så glemmer vi dette ligeværd, og det kan dermed ændre den moralske og etiske diskurs i en grad, som historisk viser sig farlig.
Når Jesus italesætter næsten som alle, så bør vi moralsk og etisk tilstræbe os at være næstekærlige over for alle. Dette uanagtet religiøst ståsted. Det vil altid være et tolkningsspørgsmål, hvordan næstebegrebet skal forstås. For nogle bliver det for abstrakt og virkelighedsfjernt, hvis næsten er alle. Umuligt, siger nogle. For andre er det problematisk, hvis næsten begrænses jf. Paulus til: "den kristne broder", da dette skaber grundlag for snæversynethed og lukkethed. For mig bør vi alle - uanset religiøst ståsted - forholde os til hvem vores næste er. Jeg tænker, at mennesker skal komme før systemer. Mennesker skal komme før religioner jf. menneskerettighedserklæringen. Dog bør vi alle - til enhver tid - stræbe efter at være gode ved vores næste, og ikke blot dem vi møder på vores vej.
Så når vi ser på strømningerne i dansk politik og holdet dette oppe imod et kristens værdigrundlag jf. regeringsgrundlaget - har vi så spillet moralsk fallit?
Det kalder på en vis eftertanke - og det kalder på en kontinuerlig debat; hvad kommer først? Menneskets ligeværd og rettigheder eller kristendommen? Og i tilfælde af sidstnævnte, hvordan skaber vi så grundlaget for at vi kan efterleve disse kristne værdier, som vel ikke behøver at være modsætninger ift. det førstnævnte?
Jeg vedkender mig helt, at jeg hermed sætter flere ting på spidsen, men det er en debat, som jeg synes er væsentlig.
Når vi ser på faget, som jeg elsker, kristendomskundskab, så peger dette jo også på, at faget handler om at eleverne tilegner sig viden om kristendommen i en historisk og nutdig sammenhæng:
Eleverne skal i faget kristendomskundskab tilegne sig viden og færdigheder, der gør dem i stand til at forstå og forholde sig til den religiøse dimensions betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og dets forhold til andre.
Stk. 2. Eleverne skal tilegne sig viden om kristendom i historisk og nutidig sammenhæng samt om de bibelske fortællinger og deres betydning for værdigrundlaget i vores kulturkreds. Derudover skal eleverne opnå viden om andre religioner og livsopfattelser.
Stk. 3. Eleverne skal kunne bruge deres faglige kompetencer i forbindelse med personlig stillingtagen, medansvar og handling i et demokratisk samfund.
Samtidigt påkalder fagets formål også en vigtig dimension; nemlig den religiøse dimension, at der en en overhængende respekt og forståelse for dennes betydning for det enkelte menneske ift. andre og hinanden - til enhver tid.
Endvidere understreger fagets formål vigtigheden af denne debat, som jeg med dette indlæg, efterspørger; nemlig den personlige stillingtagen, medansvaret og handlingen i et demokratisk samfund funderet på menneskets ligeværd.
Jeg håber hermed, at have bidraget med et indlæg, som kan skabe opmærksomhed på - og til - denne verserende og vigtige debat.
