Det vigtige arbejde med en ny læreplansramme

”Min lektie kan jeg vel til punkt og prikke, men hvad det er at være, ved jeg ikke.”

Sådan lyder én af Storm P’s mange fluer. Jeg tænker tit på citatet, når jeg både ser, læser og tænker på skolepolitikken de seneste mange år. Det bekymrer mig, at skolepolitik under videnssamfundets nødvendighedsparole i stigende grad er blevet instrumentalisering snarere end dannelse. Man tillader sig på Christiansborg at gøre skolepolitik til arbejdsmarkedspolitik, og der er langt mellem den gode skolepolitik med kultur, undervisning og formålsparagraf. For langt til mit temperament, og det er ikke uden konsekvenser, frygter jeg.

Mange vil kende Parks-Eichmann paradokset. Rosa Parks der trodsede buschaufførens paroler, og udviste civil ulydighed og mod, da hun blev siddende på sin plads i bussen, og Eichmann der ukritisk fulgte de ordrer og befalinger der blev ham givet. Instrumentaliseringen med andre ord, hvilket resulterede i noget af det grimmeste historien har vist os ift. ondskab. Den banale ondskab, som Arendt beskrev det senere.

Ser man på de to historiske begivenheder med uddannelsesøjne, så vil man jf. Gert Biesta stilles over for et paradoks. Hvis man, som mange politikere tror – skolepolitisk – at læring skal munde ud i pre-definerede effekter og outcome, og der dermed er en sammenhæng mellem graden af instrumentalisering og outcome. Således at jo mere instrumentalisering, og des mere denne virker, jo bedre bliver outcome og effekt. Dermed må man i ovenstående paradoks kalde Eichmann en succes og Parks fejlslagen.

Med Hannah Arendts tanker om skole, så er hun modstander af bastante mål og styring, men tilhænger af, at lærerne som samfundets repræsentanter skal indføre eleverne i samfundets forhold – også i et historisk perspektiv. Arendt beskriver om og om igen, at tænkningen - det at stoppe op og reflektere og det at kunne tænke nyt - er menneskets adelsmærke. Ikke for at finde færdige ideologier eller sandheder, men for til stadighed at skabe nyt og nedbryde fordomme, tankesystemer og ideologier. Frihed er for hende tæt forbundet med politisk handlen.

I Eichmanns tilfælde var der en klar sammenhæng mellem hvad der var forventet af ham og hans egne handlinger, og modsat forholdte det sig hos Parks. Således er der altså en iboende fare ift. manglende kritisk stillingtagen jf. Arendt ved stigende instrumentalisering. Alene af denne grund er det væsentligt med den stillingtagen eleverne skal præsenteres for via arbejdet med, og undervisningen i, samfundets forhold – også i et historisk perspektiv.

Som formålsparagraffen smukt formulerer det i stk. 2: ”Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.” og stk. 3: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

På denne måde er foreningens fokus på læreplansarbejdet slet ikke uvæsentligt. De mange års neoliberale skolepolitik med ensidigt fokus på læring, effekt og outcome/output heraf fjerner den vigtige og til dels samfundsbærende opgave skolen har ved at hæve perspektivet til, at uddannelse og undervisning, især, handler om stillingtagen, deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Derfor er det godt, at vi sammen med KL og skolelederforenigen:

* Anbefaler, at udviklingen af en ny læreplansrammegennemføres som en langvarig og grundig proces med solid inddragelse af alle relevante parter med henblik på at få alle perspektiver med og at opbygge ejerskab til både proces og indhold.

* Anbefaler, at arbejdet indledes med en grundlæggende drøftelse af, hvad det er for en skole, som vi i fællesskab ønsker.

* Anbefaler, at den kommende læreplan ikke formuleres som "output-mål", men i stedet formuleres bredt og giver bedre mulighed for at indfri fagenes formål og arbejde med elevernes alsidige udvikling på en måde, som taler bedre ind i folkeskolens formål.

* Anbefaler, at mængden af indhold i fagene reduceres markant ift. de nuværende Fælles Mål for at imødegå de aktuelle problemer med stof-trængsel og i stedet skabe rum for en mere undersøgende, fordybende og anvendelsesorienteret undervisning, som bedre indfrier visionerne i formålsparagraffen.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan magthaverne forholder sig til – og tænker om det at holde skole - og at skolepolitik bliver skolepolitik, og ikke en gateway til alskens andre politikområder, som fx arbejdsmarkedspolitik. Det må ikke være uddannelse der er målet.

Vi lærer for livet, ikke for skolen, som vores slogan lyder i DLF. ”Skolen er indgangen til fornuftens liv.”, med Jerome Bruners ord – og det skal vi værne og træde varsomt omkring.

I dag er Rasmus Meyer i Kristeligt Dagblad via et interview. Her betoner – også han – vigtigheden af at vi går fra at livsoplysning er en perifer luksus til igen at være et centralt element i dannelses- og uddannelsestænkning. Han mener, som jeg, at der skal dedikeres en større del af uddannelseslivet til den eksistentielle dannelse, som ikke er fulgt med samfundsudviklingen. Vi skal præstere og levere, men glemmer i det ræs at skabe rum for, og plads til, at bære vægten af vores egen tilværelse, som man via livsoplysning fx bør sættes mere i stand til, da det ikke bare er en opgave man sådan lige formår og magter fra start. "Vi må finde tilbage til det sprog for, hvad det vil sige at være menneske", som Rasmus Meyer formulerer det i interviewet.

”Man kan roligt følge dem, der søger sandheden, så længe man husker at flygte fra dem, der har fundet den.” sagde Ib Michaels præst engang til ham, og derfor skal vi have gjort endeligt op med det bastante mål og styringsrationale – thi dertil er skolen for væsentlig.

Skole er så meget mere, og skal være det – og måske er det tid til, igen, at gøre skole til god undervisning, og se på undervisning – ikke som et håndværk, men som det kunstværk det er, som ikke lader sig fortone af ensrettede koncepter, der bare kan lægges ned over lærerne, men som et rum til fordybelse, oplevelse og virkelyst - samt en indsigt i samfund og verden.

/Kristoffer Høyrup Sørensen

Debat: Vi er nødt til at ændre Fælles Mål for folkeskolen: https://www.dlf.org/nyheder/2021/december/laerere-ledere-og-kommuner-vi-er-noedt-til-at-aendre-faelles-maal-for-folkeskolen

KL, DLF og skolelederne i fælles udspil om nye læreplaner: Sammen bliver vi hørt: https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-dlf-faelles-mal/kl-dlf-og-skolelederne-i-faelles-udspil-om-nye-laereplaner-sammen-bliver-vi-hort/2071526