Adaptive læringsteknologier i folkeskolen er uambitiøst

I januar 2018 læste jeg, at Vækstfonden havde investeret 190 millioner kroner i Area9 Lyceum, der udvikler adaptive læringsmoduler. Jeg var nysgerrig på virksomhedens løsninger og læringssyn, og hvorvidt de ville bevæge sig ind på folkeskoleområdet, som jeg forsker i, med deres adaptive læringsteknologier. Derfor skrev jeg den 30. januar 2018 mine spørgsmål til Ulrik, der dagen efter besvarede min besked med et "lad os aftale et tidspunkt for en snak". Den snak havde vi den 7. februar 2018 hos Area9 Lyceum, hvor vi i godt to timer drøftede tankerne bag, og jeg så eksempler på metoderne.

Folkeskolen.dk bragte den 9. november 2018 et interview af Ulrik Juul Christensen, som jeg kommenterede i et blogindlæg den 11. november 2018. Dette blogindlæg besvarede Ulrik med et debatindlæg den 27. november 2018.

Og således er vi fremme ved nærværende blogindlæg som et svar dertil.

Jeg er glad for, at der kommer en konstruktiv debat på dette meget vigtige område og vil understrege, at jeg har respekt for Ulrik, hans imødekommenhed og hans velvilje til dialog. Min kritik går på metoden – på undervisning gennem adaptive læringsteknologier – hvilket jeg vil uddybe i det følgende. Samtidig står jeg fortsat med ubesvarede spørgsmål.

I interviewartiklen fra den 9. november fortæller Ulrik, at deres system er "bygget på dansk pædagogik". I mit indlæg fra 11. november spørger jeg, hvad det er for en dansk pædagogik, det er bygget på? Samtidig forklarer han, at de vil "bruge nationale kræfter til at designe opgaverne", og i sit debatindlæg skriver han endvidere, at de "gennem de seneste mange år har kunnet samle en stribe af verdens førende forskere og eksperter inden for disse områder". Til vores snak i februar spurgte jeg Ulrik ind til, hvem der skulle designe opgaverne og fik svaret "læringseksperter, selvfølgelig". Jeg spurgte yderligere ind til, hvem disse eksperter præcist er og fik at vide, at det er eksperter i læring fra for eksempel forlag. Jeg forstår fortsat ikke, hvem de er, hvad der gør disse læringseksperter til eksperter, og hvad deres syn på læring er.

"Vi har gjort et meget seriøst, videnskabeligt funderet stykke arbejde gennem mere end 20 år", fortæller Ulrik i sit debatindlæg. Jeg er nysgerrig på, hvad det er for forskning, der ligger bag. Er den offentlig tilgængelig, så vi kan læse om den? Hvad er synet på læring i denne forskning? Han skriver, at den adaptive læringsteknologi benyttes med tårnhøj brugertilfredshed. Hvad bliver målt, og hvordan? Jeg er nysgerrig – og som Ulrik lover jeg at reflektere over svarene. For ultimativt ønsker vi vel alle det bedste for vores børn.

Jeg mistænker, at den form for læring, som eleverne kan udvikle med de adaptive systemer, er af den slags, som singaporeanske børn scorer makspoint i. Mens de scorer makspoint i ængstelighed. Og mens de kigger nysgerrigt mod vores medmenneskelige nordiske dannelsestraditioner. Jeg har studeret skolesystemet i Singapore indgående, da jeg boede og arbejdede der i knap ½ år sidste år, hvilket jeg har skrevet om tidligere på året, dels i en artikel i Unge Pædagoger, dels i en kronik i Politiken. Og jeg ønsker for alt i verden, at vi ikke går i denne retning.

Mit blogindlæg er ikke en videnskabelig afhandling, og mine eksempler er ikke beviser. De er eksempler på tilgange og retninger, jeg med mine værdier ikke bryder mig om, og som jeg – gennem genren blogindlæg – siger min mening om, så vi kan diskutere, hvad vi ultimativt ønsker. De er hverken news eller fake. Havde jeg på Area9’s side kunnet finde et eksempel på brug af systemet i læring for børn, havde jeg naturligvis valgt at belyse mine pointer med dette frem for læring for voksne.

Effektiviseret erkendelse – at eleverne "bliver både hurtige og mere præcise til at erkende, hvad de ved eller ikke ved" – er for mig at se ikke tilstræbelsesværdigt i en i forvejen forjaget verden. I stedet burde vi prioritere tid og ro til fordybelse.

I min samtale med Ulrik talte jeg for undervisning i autentiske læringssituationer med et menneske som lærer og mere projekt- og problemorienterede former. Hans påstand var, at mine idealistiske ideer er naive. Ordret var hans argument, at vi ikke kan brænde landsbyen ned og bygge en ny.

Mit svar er: Hvorfor ikke? Lad os da gøre det! Lad os rense ud i de ting, der ikke fungerer, og få bygget noget nyt og federe. Selvfølgelig kan vi det.

I mit blogindlæg fra den 11. november skrev jeg, at denne form for læring muligvis fungerer bedre og er mere individuelt tilpasset end andre systemer – men den løser ikke vores udfordringer i uddannelsessystemet.

Jeg mener, at Area9's pragmatiske planer er uambitiøse. Millionerne burde investeres i mennesker og i redesign af organisatoriske rammer, som giver mulighed for mere virkelighedsnær undervisning. Med mennesker i centrum. Ikke maskiner. Uanset hvor adaptive de kunne tænkes at være.

Jeg er enig med Ulrik i, at balancer og nuancer i livet er vigtige. Jeg har sjældent set fundamentalistiske løsninger fungere rigtig godt. Men det er bare ikke et argument for, at adaptive læringssystemer har noget at gøre i folkeskolen.

Elisa Nadire Caeli

(Lærer, cand.mag. i læring, uddannelsesforsker, realistisk idealist)