Investér i mennesker før maskiner

”Hvis en skole kun har computere i datalokalet, vil det være en afgørende hindring for, at computeren bliver et værktøj i den almindelige undervisning.” Sådan lød det fra Kim Foss Hansen og Poul Erik Jensen i 1986, da de i bogen ”Informationsteknologi og skole – status og udviklingslinjer” blandt andet så nærmere på pædagogiske overvejelser i forbindelse med anskaffelse og anvendelse af computere i undervisningen. De to forudså, at en eller flere computere med tiden ville blive et almindeligt udstyr i et klasseværelse, og man må sige, at de fik ret.

De klassiske datalokaler, som spirede op gennem 1980’erne og blomstrede i 1990’erne er nemlig ved at være fortid. Men skal vi have et nyt teknologirum ind i skolen med plads til 3D-printer, virtual reality osv., nu hvor et nyt teknologifag er på vej til skolen? Det diskuterede jeg i går på Nohrcons konference om fremtidens skole og læringsrum. Og spørger man mig, er svaret ikke entydigt. En række andre faktorer må først afklares, før man begiver sig ud i et ”ja” eller ”nej” eller ”midt imellem”.

Den newzealandske uddannelsesforsker David Mitchell understreger, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at arrangere det fysiske rum og udstyret i skolen, så det fremmer læring. Men kaster vi et blik på historien, er der tydelig tegn på, at det ikke altid lige har været dét, vi har haft i fokus. I 1990'erne og starten af 2000'erne var vi besatte af at få en stor maskinpark, og efter storindkøb af almindelige computere fulgte interaktive tavler og tablets – til særlig glæde for SMART Technologies og Apple. I dag er også robotter, 3D-printere, droner og VR-briller på menukortet, og tænderne løber i vand. Men har vi egentlig et behov? Ved vi, hvorfor vi køber det? Eller har vi tendens til impulskøb, styret af vores begejstring og sultne mavefornemmelser for, at teknologiting er gode, fordi de er fremtiden?

“Bare fordi det er elektronisk, er det ikke nødvendigvis lykken”, sagde Danmarks datalogifader, professor Peter Naur, i et interview til Computerworld i 2014. Han påpegede, at systemer ofte bliver omgivet af en masse irrelevant pladder. Og på trods af – eller måske netop på grund af – sin omfattende forståelse for datalogi og digitale teknologier var hans fokus først og fremmest på mennesker og på datalogi som en menneskelig aktivitet. Blandt andet med en pointe om, at værktøjer er ligegyldige, hvis ingen tænker på dem som passende ting at løse problemer med.

Det har de taget til sig på Datalogisk Institut, Københavns Universitet, hvor de har indrettet et makerspace ud fra en bottom-up-tilgang – dvs. med fokus på at skabe et fællesskab af studerende og undervisere, fremfor at starte med at købe en masse udstyr og derefter prøve at skabe et fællesskab. ”Brugerne skal have medejerskab af rummet”, siger ph.d. i datalogi Martin Dybdal, der er ansat på instituttet som konsulent. ”Der købes kun udstyr, når der er et behov. Vi har alt for tit set på biblioteker og skoler i blandt andet Danmark og Italien, at man køber en masse udstyr, som aldrig kommer i brug, fordi man har haft fokus på at bruge årets budget til teknologi fremfor at skabe et fællesskab.” På Datalogisk Institut mener de, at brug af fysiske materialer skal spille en stor rolle, da det kan gøre projekter mere håndgribelige og engagere flere i undervisningen, men de forsøger at fokusere på kreative læringsprojekter, der ikke kræver at man flytter sig fra lokalet. For som Martin Dybdal udtrykker det: ”Må eleverne kun være kreative, når de er i skolens makerspace?”

Er konklusionen så et ”nej” til et særligt teknologirum?

Det afhænger af konteksten, og det afhænger af formålet. Og med Peter Naurs pointe i mente må det jo også være sådan, at vi skal kende til værktøjer for at vide, at de er tilgængelige til at løse problemer med. På læreruddannelsen Campus Carlsberg har man indrettet et lab til en særlig toning af læreruddannelsen, kaldet Future Classroom Teacher, og her er formålet at undersøge, eksperimentere med og forholde sig kritisk og konstruktivt til teknologier som vilkår i en moderne skole. De studerende har altså deres daglige undervisning i dette lab, der i øvrigt også er udstyret med ”gammeldags” teknologier som sakse, malerpensler, tuscher og papirklips.

Min anbefaling er, at vi sætter mennesker og pædagogik i centrum og tænker i læringsfremmende formål og behov før noget andet. Vi skal skabe et fællesskab og tale sammen om, hvilke digitale teknologier der giver mening. Og vi skal lære af historien. Vi skal undgå top-down-indkøb af en masse udstyr, som aldrig kommer i brug og passe på overbegejstring og impulsindkøb, når nye digitale dimser kommer på markedet.

På den lange bane giver investering i mennesker sandsynligvis et langt højere afkast end maskiner.

[Slides fra oplægget inkl. referencer]