Programmeret eller menneskelig undervisning – hvad synes eleverne?

Elevtegning fra Den Classenske Legatskole i København i 1982 © Bjarne Belhage

”Vigtigst er, at hele programmet eliminerer meget af den menneskelige interaktion, lærerunderstøttelse og diskussion og debat med jævnaldrende, som vi har brug for for at forbedre vores kritiske tænkning. I modsætning til, hvad reklamematerialet siger, mener vi studerende, at vi lærer stort set ingenting. Det har skadet vores uddannelse i en alvorlig grad (...)”

Sådan skrev amerikanske high school-studerende i et protestbrev til Facebook om deres gratis undervisningsprogram Summit i november sidste år. Det formidler Version2 i en artikel, hvor de også beskriver, hvordan grundskoleelever, der har anvendt programmet, begyndte at komme hjem med hovedpine, håndkramper og epileptiske anfald, mens: ”en anden bad om at bruge høreværn beregnet til skydevåben i timerne for at afskærme sig fra klassekammeraterne, da arbejdet nu blev gjort stort set alene.”

Også herhjemme bliver computerprogrammer brugt til at undervise eleverne. Sådanne programmer er ofte programmeret med direkte feedback, hvor de ”agerer lærere” gennem en forudbestemt og fastlagt undervisningsvej. Nogle programmer tilpasser løbende vejene til elevernes niveau (såkaldt adaptiv læring), men der er stadig ingen menneskelig interaktion: Undervisningen er programmeret og automatiseret.

Som del af et igangværende forskningsprojekt observerede jeg sidste år undervisning på fem forskellige skoler, herunder også denne form for ”programmeret undervisning” gennem læringsportaler. Eksempelvis terpede elever i 8. klasse multiple choice-grammatikopgaver på computeren i en engelsktime med vikar. En klassiker, kan man vel desværre kalde det: ”Hvad skal der stå på linjen? Have eller had?” ”Vi lærer ikke noget”, sagde en elev til mig, da jeg gik i dialog med hende om opgaverne. Til spørgsmålet om, om de skulle lave de opgaver hele timen, svarede hun ”ja” efterfulgt af et ”og det er bare virkelig kedeligt. Generelt er opgaverne på den her side rigtig kedelige – det er bare det samme.” Hun forsatte med, at det eneste, hun lærte, var, at dem, der havde lavet opgaven, godt kunne lide ordet had – så hun kunne bare kopiere det og sætte det ind. Lidt efter begyndte hun at lægge kabale på computeren. I det hele taget lavede eleverne alt muligt andet, mens læreren frustreret gik rundt og prøvede at tysse på dem og sætte dem i gang. En dreng snakkede med sin sidemakker: ”Synes du ikke, det er utrolig kedeligt?” ”Jo, jeg synes det er helt vildt kedeligt”, svarede hun. ”Jeg overvejer at begå selvmord”, sagde han retur. Da læreren indskød, at ”der skal stadigvæk arbejdes”, lød et af svarene: ”Jeg arbejder også ret hårdt på at sove”.

Denne form for undervisning er ikke ny – og det er heller ikke nyt, at eleverne synes, det er en dårlig måde at blive undervist på. Bjarne Belhage og hans hustru Gerd Belhage foretog i 1970’erne og 1980’erne en række spændende forsøg med computerens muligheder i undervisningen. Jeg har gentagne gange haft fornøjelsen af at snakke med dem hos Dansk Datahistorisk Forening – et inspirerende sted i Ballerup, som er fyldt med udstyr, effekter og beretninger fra datalogiens begyndelse og frem til i dag, og hvor ”dataarkæologer” arbejder med bevaring af datalogihistoriske effekter.

Eksempelvis har Bjarne Belhage fortalt om et forsøg i billedkunst med en 6. klasse i 1982 på Den Classenske Legatskole i København. Han søgte for eleverne at skabe gruppesamtalemulighed med to store billedplakater af Monets Pigerne i valmueparken og Bruegels Jægerne vender hjem. To computere fodret med et multiple choice-program hjalp med at stille ledsagende spørgsmål og svarmuligheder. Bagefter blev de bedt om at reflektere over deres oplevelser og forestillinger, herunder tegne og fortælle om, og hvad det for dem ville sige at blive undervist af en computer, og hvad en sådan form for undervisning kunne.

Det var første gang, de prøvede ”datamatstøttet undervisning”, og nogle refleksioner var positive – særligt båret af, at det var sjovt at blive undervist af computeren. ”Det ville være skægt at have dansk på maskine”, sagde en elev, og en anden syntes, at: ”det var sjovt at blive undervist af en computer, fordi den kommer med nogle sjove bemærkninger, når man svarer rigtigt eller forkert”. Også effektivitet blev tilskrevet en rolle, idet: ”en datamat forklarer det hurtigere end en lærer, da læreren prææædiker løs”, mens en anden pegede på, at man kunne arbejde alene og tænke længe, når man sad alene ved edb-maskinen.

Flere påpegede dog, at det i længden nok ikke ville være så sjovt. En elev syntes for eksempel, at det var sjovt at prøve denne første gang ”med tryk på, at det var første gang”. Samtidig mente han, at det var en dårlig måde at lære på, fordi man ikke rigtig kan diskutere med den. ”Den bliver bare ved med at forklare, og det bliver det jo ikk’ bedre af”, sagde en anden. I samme boldgade påpegede andre, at en lærer kan hjælpe en, hvis man ikke kan finde ud af det, men edb-maskinen kan kun give det samme svar. ”Computeren bliver også ved med at forklare ting på samme måde, selvom man ikke forstår det. Jeg tror også, at undervisningen bliver for ensformig”, sagde en af eleverne. Det synspunkt blev bakket op af en anden, der mente, at: ”undervisningen vil blive for kedelig og ensformig med maskinen, som bare stiller spørgsmål og giver point, og til sidst vil man også selv virke som en maskine, fordi man ikke har med følelser at gøre.” Det manglende mellemmenneskelige blev italesat af flere. For eksempel syntes en elev, det var dejligt at prøve, men han kunne ikke tænke sig det hver dag: ”Lærerne er mere naturlige.” Dette pointerede en anden også, der sagde: ”Hvis jeg skulle vælge mellem en lærer og en computer, ville jeg nok vælge læreren, fordi han er mere hyggelig at arbejde sammen med. Han er også virkelig.”

Samspil mellem mennesker er af afgørende betydning i undervisning – det var det dengang, og det er det i dag. ”Og det må derfor understreges, at der ingen erfaringer er, som taler for, at datamaten kan erstatte læreren”, sagde Neel Eriksen, Winnie Grønsved og Ib Lundgaard Rasmussen efter at have undersøgt en række aspekter ved datateknikkens anvendelse i folkeskolen i 1983, altså for 36 år siden. ”Tværtimod kræver anvendelsen af datamaten en stærk lærerstyring af undervisningen,” sagde de – og så kan man jo overveje, om det var bedre helt at lade være med at benytte sig af denne form for – i bogstavelig forstand – hovedløs træning.

De tre understregede i øvrigt også dengang, at man, hvis ikke man sørger for en pædagogisk veltilrettelagt udvikling, vil opleve, at folkeskolen bliver kastebold for kommercielle interesser – og det fik de desværre ret i. Sammen med Jeppe Bundsgaard har jeg undersøgt udviklingen inden for datalogi og digital teknologi på grundskoleområdet siden 1960'erne og op til i dag, og særligt i de seneste 30 år har vi set uheldige tendenser til manglende pædagogiske og didaktiske overvejelser ved køb og brug af hardware og software.

Jeg synes, vi må gøre det bedre de næste 30 år, så vi i 2050 stadig kan tilbyde eleverne naturlige, virkelige, hyggelige mennesker at arbejde og diskutere kritisk med – ikke blot maskiner, der ufølsomt stiller spørgsmål og giver point.